At være kvinde med ambitioner og drømme

Jeg har ikke haft den store opbakning fra min familie, der alle som en er lønmodtagere. "Skal du ikke snart have et job", er en sætning jeg har skulle lægge øre til MANGE GANGE, trods jeg har haft arbejdsdage på over 12 timer i snit.

Efter jeg har fået internationale kunder, går det dog lidt bedre, og de har forstået at det faktisk ER et arbejde, og ikke mine fjollede idéer og drømme. Men det er stadig svært med forståelsen.

Min kæreste har heldigvis være med som støtte fra starten, og uden den havde jeg ikke klaret det, må jeg indrømme. Jeg synes det betyder meget, at have større og forståelse fra hjemmefronten, og vide at der står nogen bag én der tror på det man er ved at bygge op.

Hej,

       jeg har været selvstændig i godt 3 år og har hele tiden haft opbakning fra familien - er der nogen der har været negative har jeg da i hvert fald ikke mærket det (eller måske ignoreret det )

Da jeg startede ud var vi lige flyttet hjem fra udlandet og havde fået et barn, så jeg havde ikke været inde på det danske arbejdsmarked i over 7 år, hvilket betød at jeg ikke kunne få noget økonomisk støtte nogensteder fra - samt at det ikke lige lod sig gøre at få arbejde.

Vi valgte i fællesskab at det ville være et fint tidspunkt at starte op - jeg havde intet job og ikke noget i udsigt heller eftersom jeg var hjemme med en lille fryns. Jeg må så sige at jeg nok ikke havde forstillet mig at det skulle tage så lang tid at klemme en løn ud af det - men det har aldrig været min mand der mente jeg skulle stoppe eller sælge,  han har givet mig et verbalt los bagi (bare rolig, vi ER lykkeligt gift ) når jeg har snakket om at give op, for som han siger er det ikke kun mig det berører med hele familien.

Fra andre har jeg mest oplevet nysgerrighed og interesse, fremfor fordomme - fordommene har jeg fint klaret selv. I al den tid jeg ikke fik løn (godt to år) havde jeg en rygende dårlig samvittighed over ikke at bidrage økonomisk til familiens underhold. Vi har ikke en supergod økonomi i forvejen, med en familie på 4 der lever på en almindelig løn... Jeg ved godt at jeg så har givet familien andre ting som nærvær, mulighed for at tage over ved sygdom, at kunne hente/bringe ungerne og i det hele taget "være der".

Men nu kan jeg tage det i løn vi mangler for ikke hele tiden at sidde med røven i vandskorpen , men jeg arbejder også rigtig meget - men det vigtigste er nok at jeg nyder mit arbejde og jeg elsker mit 3. barn,  min virksomhed Ko og Ko

Det blev lige lidt langt...sorry, KH Mette

Hej Maj.

Det er naturligvis rart at have opbakning på hjemmefronten, men det er altså ikke afgørende så længe familien ikke direkte modarbejder dig.

I alle de år, jeg har været selvstændig, har min mand aldrig rigtigt kunne følge mine ideer. Han har dog aldrig modsat sig mine ønsker og har i høj grad bidraget økonomisk til at det kunne lade sig gøre :-)

Nu hvor det viser sig at være en ret god forretning, kan jeg mærke at han er meget mere deltagende både i det praktiske og mht ideer. Det er pludselig blevet "vores" virksomhed og det er jo rigtig rart.

Hvis du virkelig gerne vil være iværksætter og tror på dig selv, skal du da bare springe ud i det. Det er jo dig og ikke din familie og venner, der skal få det her op at køre. Det er dit valg.

Hvis jeg var dig, ville jeg stoppe med at diskutere dine ambitioner med dem. Det er ikke dem du skal overbevise men dig selv. Accepten skal nok komme med tiden. Ligesom de helt sikker vil være der for dig, hvis du har brug for hjælp.

Så alt mulig held og lykke til dig og husk at Amino er en rigtig god sparringspartner.

Mange hilsner Miriam

Caroline Kjelsmark:

Bliver I også altid stillet det spørgsmål?

Caroline Kjelsmark:

Én ting undrer mig dog her hvor jeg har været fuldtidsselvstænding i 3,5 år (minus lidt barsel) , og det er at folk altid spørger mig med lidt tøvende stemme "nå...er det noget du kan leve af?"

Nej, det gør jeg ikke, og jeg tror heller ikke spørgsmålet er relateret til at være kvinde.

Der er rigtig mange hobbyfolk, der lige har en webshop og som så kalder det at være iværksætter, så pas mere på hvad ord du bruger, hvis du vil have en anden respons.

Mvh Maria

dd2:

Jeg kommer fra en familie af offentligansatte akademikere og jeg oplever ikke at det er nemt at få deres accept.

Jeg har selv en uddannelse som sygeplejerske og er derfor altd sikret job med gode ansættelsesvilkår, dette vil være vand til møllen for mine omgivelsers modagumenter.

Måske er det også mine egne fordomme jeg kæmper med...

Maj

Hej Maj,

Tillykke med såvel drømme som ambitioner. Min første indskydelse da jeg læste din indlæg var; hvad skal du med deres accept? Jeg antager at den familie du omtaler, måske forældre/søskende/o.lign. Ikke din mand som naturligvis altid vil være en del af din hverdags kompromis...

Når folk søger accept fra andre, er det som regel fordi de ikke helt selv har accepteret... som du også selv nævner :-) Jeg kender det til hudløshed fra mig selv. Jeg er sikker på, at så snart du selv har accepteret din eventyrlystne side, så vil du enten opleve at din famile godt kan acceptere det, eller også vil du opleve at du ikke har brug for deres accept... og i begge tilfælde er problemet løst.

Men tilbage til spørgsmålet om os andre, og vores oplevelser... jeg har ikke lige på dette område mødt modstand i familien, men jeg har i den grad kæmpet med min egen dæmon. Eventyrlysten kontra det velbetalte job... har længe fået klaustrofobisk kvalme af bonusordninger og bureaukrati, men har samtidig (indrømmet med kniven for struben) ikke kunnet se potentialet i mig selv til andet. Trygheden som medarbejder var tyk og til at føle på, og jeg hadede det.

Men her i foråret, fik jeg vendt mine tanker om det velbetalte 9-5 job fra et klaustrofobisk onde til en fornuftigt udgangspunkt og erfarings-eventyr, til gavn for såvel virksomhed som mig. Jeg tror at det er vejen til at jeg en gang, når tid er har overskud og styke til for alvor at realisere eventyrlysten til iværksætteri. Fordi jeg ikke har fået brugt alle ressourcerne på at gå og udtænke flugtforsøg fra silotænkende mellemledere og hvad medarbejder-hverdagen ellers byder på. Fordi det giver plads til at jeg kan se på det der virkelig er problemet... mine egne begrænsninger og usikkerhed ved om jeg nu kan klare at sætte foden under eget (skrive-) bord.

Held og lykke med fordommene... uanset, hvis de er...

//Kristine

ztrong:

Vi kan ikke gøre så meget ved fordommende - men tror I at det oftest er hægtet på kvindelige iværksætterer?

Nej, egentlig ikke, men det er jo notorisk sværere at drive virksomhed som kvinde end som mand, da man ud over virksomheden også har en hjemmefront.

Desuden har mange kvindelige iværksættere deres mand med på sidelinien, og som en skrev på et tidspunkt i et andet forum, så betyder en kvindelig ejer at manden tidligere er gået på røven og nu har det hele i konens navn. Sådan et firma ville han i øvrigt slet ikke handle med, så den slås vi formentlig også med.

I øvrigt kan jeg ikke udstå udtrykket "iværksætter". Det lugter langt væk af "ung, hjemmeside, webshop, ingen penge".

Mvh Maria

Jeg kommer fra en familie med en selvstændig far og bror (mor laver fars regnskab) - og alligevel var de ved at skide i deres bedste bukser, da jeg for to måneder siden meddelte, at jeg havde opsagt mit faste job for at springe ud i en ny tilværelse.

Men jeg har set deres glæde ved at have noget, som de har bygget op fra grunden og være deres egne chefer og hvis din familie har svært med det, er det nok fordi de ikke kender til den følelse. Familien forstod egentlig godt ønsket, men er nervøs for at det slår fejl, så jeg har besluttet mig for, at det ikke bare skal lykkes - det skal også blive en succes. Så ved jeg at acceten nok skal komme af sig selv.

Jeg tror også, at deres accept vil komme automatisk, når de kan se, at det kører for dig og at du er glad -og så kan du jo altid minde dem om fordelene. Tilrettelæggelse af arbejdstid, ingen inkompetente chefer, frygt for fyresedler og stress påført af andre. Få dem til at evt. misunde dig -uden dog at prale, hvis det da ikke er fordi at de allerede misunder dig dit mod.

Klø på og held og lykke :-)