Hej Maj.
Min egen oplevelse omkring omgangskredsens tilgang til mig og mit projekt, drejer sig i langt højere grad om manglende opbakning, end manglende accept. Jeg har altid været meget "min egen" og oftest lidt ukonventionel. Da jeg var yngre betød omgivelsernes accept dog stadig en del for mig, det er heldigvis ikke tilfældet længere. Så længe jeg ikke skader nogen, er jeg sådan set ret ligeglad med hvad de mener og tænker, for det er mit liv og jeg lever for at skabe min egen lykke, ikke for at være en skabelon af deres.
Men den manglende opbakning, dét synes jeg er rigtig svært til tider. Min egen familie er også en lang række af lønmodtagere, der synes at man skal have en "fornuftig uddannelse at falde tilbage på" og satse på det sikre job. Udover min familie er min omgangskreds meget lille. Den består faktisk udelukkende af min kæreste og to gode venner. Jeg har altid foretrukket at have få men nære venner, fremfor mange bekendte, men det betyder også at der ikke er så mange at "trække på".
Mine venner og min kæreste synes at det er fedt at jeg ønsker at springe ud som selvstændig, men derudover er det ikke noget der rigtig interesserer dem. Min kæreste eksempelvis, siger at han tror på mig og min idé og bakker i den forstand op om det, men han gider til gengæld ikke rigtig at deltage eller høre for meget om det. Har ofte følelsen af at han sidder med himmelvendte øjne og tænker "ikke nu igen", når jeg spørger ham om noget der vedrører det. Mine venner bor ligeledes meget langt væk, så det er meget sjældent jeg ser dem og de gider, naturligt og forståeligt nok, jo heller ikke at høre om det hele tiden.
Det har bevirket at jeg gennem hele denne proces, har følt mig sådan meget "helt alene i verden" fra tid til anden, og også at tingene tager enormt lang tid for mig. Jeg fik idéen om at ville lave min virksomhed i foråret 2009. Jeg gik og tænkte over det og vendte og drejede de forskellige tanker i et halvt års tid. Sidst på året 2009 gik jeg så i gang. Jeg anede ikke en brik om iværksætteri og måtte tage det hele fra bunden. Det er nu et år siden, og min virksomhed lever stadig kun i mit hoved og på min computer, ikke ude i den store verden.
At det tager mig så lang tid, skyldes så til dels også at jeg laver hele designet til min webshop selv, helt ned til mindste pixel. Jeg går enormt meget op i layoutet, brugervenligheden, de forskellige funktioner, konverteringsoptimering, SEO, kommunikationsformen etc., og det tager tid, når man skal lære det hele fra bunden. Her har jeg virkelig savnet nogle input fra andre. Fordi man ofte sidder og bliver i tvivl og har brug for en "second opinion". Og jeg kan jo altså heller ikke sidde og spamme Amino, hver eneste gang jeg bliver i tvivl om hvorvidt knapperne er bedst med runde eller firkantede hjørner, om de er pænest når de er grønne eller blå etc.
Nå, ovenstående handler ikke rigtig om at være eller ikke at være kvinde i en iværksætterverden, det var mere blot mine personlige udfordringer og frustrationer. For jeg oplever personligt, at manglende input og opbakning fra omgivelserne (og generelt mangel på nogen som helst i ens netværk der deler ens interesse og passion omkring emnet - for det er vitterligt dét det er for mig), er langt mere hæmmende end alle de regler man skal sætte sig ind i og generelle mure man banker hovedet mod med jævne mellemrum.
Det aller sværeste for mig har faktisk været, at jeg ikke rigtig kan dele min glæde omkring mit projekt med nogen. Jeg prøver ofte, men med min bedre halvdel føler jeg som sagt mest jeg får himmelvendte øjne. Min mor kan slet ikke se det for sig eller rigtig forstå det tror jeg, og hver eneste gang jeg har været glad over noget vedrørende mit projekt og forsøgt at dele det med hende, er jeg i stedet konsekvent endt med at sidde og føle mig irriteret, nedtrykt og demotiveret bagefter.
Det har lært mig en ting: Jeg skal ikke dele det med hende! Det er skidt for min egen motivation. Hvor gerne jeg end ville, så må jeg indse at jeg ikke rigtig får noget ud af at fortælle hende om det, jeg er nødt til at vise hende det. Så når jeg engang har fået det stablet på benene og er helt færdig, og det forhåbentlig går godt, så kan jeg dele det med hende, ikke før.
Derfor vil jeg stærkt fraråde dig at involvere din familie for meget i dine tanker og planer, hvis de ikke bakker op omkring det. Det kan være så enormt drænende, når man ikke får noget positiv respons eller opbakning, og fuldstændig dræbende for motivationen. "Show them, don't tell them" - så skal accepten nok komme når de ser at du sagtens kan klare det. Og hvis der er noget der er vigtigere end din families accept, så er det din egen selvrespekt og dine drømme. Sørg for at du ikke ender med at fortryde alle de ting du ikke fik gjort, af frygt for hvad andre måske måtte mene og tænke om det.
~ Amaris
Bliv gratis medlem
Opret bruger