Forslaget er ikke specielt nyt. Socialdemokraterne har snakket om det i flere år. Men det gør det naturligvis ikke mindre åndssvagt.
Helt generelt synes jeg at kampen for lighed mellem mænd og kvinder er temmelig egocentrisk grænsende til det fascistiske. Hvorfor sætte skillelinien mellem køn? Hvorfor ikke mellem etnisk baggrund, højde, hårfarve, sexualitet eller handicap? Der er nøjagtigt ligeså gode argumenter for, at disse grupper har forskellige kvaliteter og bør være repræsenteret ligeligt.
Hvis vi endelig skal snakke lighed, må det da være lighed mellem MENNESKER - ikke mellem køn!
For dem der sammensætter et team er det naturligvis altid en god ide, at man faktisk vælger de bedste folk - i stedet for bare dem der ligner en selv. F.eks. har forsøg indenfor de klassiske orkestre vist, at der bliver ansat flere kvindelige musikere, når dem der skal ansætte dem ikke kender kønnet på dem der aflægger prøve. Og det er jo dumt. For det betyder, at dem der ansætter musikerne tilsyneladende fravælger DYGTIGERE kvindelige musikere, blot fordi de er kvinder. Det giver et dårligere orkester - et dårligere team. Men problemet her er jo netop, at der vælges dårligere folk - ikke at det er det "forkerte" køn.
For mig at se handler lighed mellem mennesker om "lige muligheder" - ikke at der alle steder skal være præcis den "rette" procentvise fordeling mellem alle typer af grupperinger i alle teams.