Hej derude. Jeg har desværre været nødt til at skære ned på staben, og opsige en medarbejder til fratrædelse 31/12'09. I den første halvdel af opsigelsesperioden passede hun sit arbejde, men midt i november meldte hun sig syg. Jeg har en § 55 forsikring, så jeg søgte refusion for resten af november hos Københavns Kommune og fik den udbetalt uden problemer. Hun vendte aldrig tilbage,og den 30/12 udbetalte jeg hendes sidste løn, i den tro at jeg kunne søge refusion for december måned også. Jeg søgte refusionen den 4/1'10. Den 6/1 modtog jeg kopi af skrivelse fra kommunen til medarbejderen om, at grundet hendes manglende svar i partshøring i sagen, ophørte dagpengerefusionen pr. 9/12. Shit!!! Jeg har altså udbetalt løn for hele december, og fordi hun er så fræk at sk*de mig et stykke (hvilket er ærgeligt, for hun var en god medarbejder og vi skiltes i god ro og orden), så får jeg ingen refusion. Jeg ringede naturligvis til kommunen, hvor jeg fik svaret at skrivelsen pga. julelukket var forsinket, så den har krydset min lønudbetaling, men at det bare var ærgeligt for mig. Så lyder mit spørgsmål; jeg har fra kommunen fået at vide, at en principiel dom fra 2007 afgjorde at arbejdsgiveren har ret til at få lønnen retur. Men hvordan skal jeg gribe det an? Har nogen stået i en lignende situation? |
Hej Lillefix,
Det er rigtig heldigt - hvis man kan sige det i denne situtation - at du har været så hurtigt ude med refusionsansøgningen.
Du skal som det første tilbageføre hele lønnen på Tast Selv. Fra hovedmenuen vælger du 'Indberette/forespørge på eIndkomst/Letløn.
Når du er inde på eIndkomst vælger du 'Forespørg/Tilbagefør indberetninger.
Herefter vælger du fra 'december 2009' til 'december 2009'. Nederst på skærmbilledet kommer de indberetninger, der er foretaget i december måned.
Find den indberetning hvor den pågældende medarbejder er med, og tryk Vis.
Når du har fundet medarbejderen kan du tilbageføre indberetningerne.
Hele december-lønnen er således tilbageført, hvilket betyder, at du i hvert fald ikke kommer til at betale din medarbejders A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Efterfølgende laver du en manuel lønindberetning for perioden 1/12-9/12. Og her vil jeg mene, at du er berettiget til at bruge hele medarbejderens månedsfradrag for december måned. Vedkommende har jo været ansat i hele december - men er blot ikke berrettiget til løn for hele måneden.
Nettolønnen for perioden 1/12-9/12 vil (højst sandsynligt) være mindre end det beløb, som du allerede har udbetalt til medarbejderen. Du skal derfor sende medarbejderen er brev, og anmode om at få det for meget udbetalte beløb refunderet.
Jeg læser mellem linierne, at der er tale om en funktionær. Dvs. der skal også afregnes feriepenge ved fratrædelsen. Hvis denne afregning allerede er dannet/kørt i dit lønsystem, så skal den også tilbageføres, og erstattes af en ny. Fremgangsmåden for tilbageføresel, er den samme som for den almindelige løn.
Jeg er klar over, at det kan lyde besværligt. Men hvis du stille og roligt sætter dig ned, og ordner det step by step, så vil du finde ud af, at det slet ikke er så vanskeligt.
Du er velkommen til at vende tilbage igen, hvis du har flere spørgsmål.