Har VisitDenmark lavet en god reklame, med Karen og August?
Næh.
De har fået sig noget omtale, hvilket var hvad de gik efter. (Selvom de nok har fået mere, end de havde regnet med). Som Mikkel korrekt siger, er eksponering ikke nødvendigvis god reklame og de har højst sandsynligt skudt forbi målet, med den kampagne, men andet synes jeg faktisk ikke, at de er skyldige i. De har afsat en lille portion af deres markedsføringsbudget til at lege med et allerede kendt koncept. På Roskilde Festival støder man altid på flyers med billeder af babyer, fra kvinder der søger deres nu ca. 3 måneder gamle børns fædre. Man trækker på smilebåndet, når man ser de flyers og det har Grey nok også ment at youtube-befolkningen ville gøre.
Men så er der gået frikadelle i den.
Vi har altid været stolte, når vi har fået at vide at vi huser nogle af verdens smukkeste kvinder i Danmark, men nu hvor det viser sig, at de kvinder ved lejlighed kan finde på at sprede et ben eller to ved særlige lejligheder, er vi forargede op til op over begge ben (fordi de jo er bag nakken).
Jeg er så træt af at høre de militant-feministiske kvindeforskere - og de mænd, der følger med i deres misforståede jagt på politisk korrekt ligestilling - udtale sig om alt fra en (let's face it) totalt ligegyldig viralkampagne til intimbarbering.
Feminisme i dag, betyder åbenbart at man skal rette ind til højre og ikke har frihed til at fremstille sig selv, i hvilket lys man lyster. Ellers fucking tak.
Der må være en klar grænse for galskaben og jeg synes en stor del af den danske befolkning der har valgt at ytre sig online (ikke her, men på YouTube, på kampagnes website og på de formiddagsaviser hvor man kan kommentere), for længst har overskredet den. Grænsen er angrebene på skuespillerinden. Stakkels pigebarn, der har sagt ja til et lille job og nu er lagt for had på nettet, med dybt, dybt, personlige angreb og håb om at hendes karriere har fået dødsstødet.
Alt sammen på grund af en reklame.
Sådan bliver end ikke Biva-damen behandlet.
Jeg vil hellere have at verden kender Danmark for promiskuiøse kvinder (hvilket jeg i øvrigt ikke synes at "Karen" var), end for denne totalt nedrige og ondskabsfulde hetz mod en ung kvinde, der ikke har begået andre dumheder end at lade sig hyre af et reklamebureau til en lille rolle.
Føj, hvor er vi bare ulækre. Nyt navn? PleaseDontVisitDenmark.