Bliv gratis medlem
|
Og måske finde sjælefred undervejs. Jeg har været fuldtids-selvstændig i 4 år, siden jeg var 22. Da jeg var 17 tog jeg fuldtidsarbejde på et tegnefilmsstudie, hvor deadlines er tv-premierer og derfor ikke kan rykkes en millimeter. Jeg arbejdede der i næsten 4 år og missede aldrig en eneste deadline. Vi gjorde en ære i, at nå hvad andre ikke kunne og arbejdede og finpudsede indtil allersidste sekund, hvor båndet rullede og vores arbejde tonede frem på skærmen. Jeg er flasket op på pressede arbejdssituationer og høje forventninger og elskede det. Har aldrig arbejdet på andre måder. Da jeg var 21 tog jeg et job på Jubii, hvor arbejdsfilosofien i min afdeling var den samme. Vi arbejdede i døgndrift - arbejdede hårdt, legede hårdt og mistede oftere end ikke en nats søvn. Da jeg i 2003 startede op for mig selv, levede jeg fortsat under pres. Jeg valgte at arbejde med noget jeg brændte for og bandt min identitet og selvværd op på udførelsen af opgaver jeg blev præsenteret for. Jeg var kendt i miljøet for at være hende-der-der-kan-nå-at-gøre-det-færdigt-selv-når-alle-andre-siger-det-er-umuligt. Da jeg startede virksomheden op havde brugt 5 år af mit liv på at arbejde under pres. Havde brugt 5 år på at vænne folk til, at de kunne forvente at jeg kunne levere alt under pres. Men tanken om, at det denne gang var mit eget - mine egne projekter - mine egne penge - gav mig energi og blod på tanden og jeg sprang ud i det med åbne arme (og samlede ben) og lod mig i de næste par år opsluge af arbejdet, af opgaverne, af pengene, af spændingen, af at der hver dag er noget nyt at lære både som kreativ, som chef og som virksomhedsejer. Jeg lavede ting, jeg var stolt af - der fik mig selv og andre til at grine og glædes - og produkter der mættede mine kunders pengepunge, såvel som min egen... og endda på den halve tid. Kunderne stod i kø og opgaverne væltede ind. For lidt over halvandet år siden, var de også væltet ind og jeg havde ikke bare hverken dobbelt- eller trippelbooket min tid. Jeg havde fire store opgaver kørende sideløbende, der alle havde deadline indenfor lidt under 14 dage af hinanden. Når "helvedesugen" var overstået, ventede yderligere 6 opgaver der allerede var præbooket forude. Opgaverne var sjove, spændende og prestigefyldte og kontoret summede af liv, arbejde og freelancere på alle tider af døgnet. I was on a fucking roll. Da den første deadline bankede på, skete der dog noget uforudset, da det hele skulle samles og compiles til aflevering - filerne begyndte at overskrive hinanden på må og få og i kølvandet på katastrofen fulgte flere tekniske problemer. Kunden var - forståeligt nok - rasende, da jeg måtte lufte idéen om at deres tv-show måtte starte op uden vores bidrag, da jeg simpelthen ikke kunne garantere, at vi kunne redde det tabte arbejde igen. Jeg brugte de næste 70 timer - i ét stræk - på, at sidde foroverbøjet foran skærmen, med en mavepine jeg helt seriøst troede (og på et tidspunkt mod slutningen, aktivt håbede på) skulle blive min død, med tårene trillende ned af kinderne, mens jeg langsomt - stykke for stykke, minut for minut, samlede hvad der kunne reddes og endte med et produkt der ikke var helt, hvad jeg havde lovet eller håbet det ville blive. I mellemtiden var de andre projekters deadline skredet med denne. Alle var vrede. Kunden der fik leveret et barberet projekt i 11. time. De andre kunder, hvis deadlines var nært fortstående. De freelancere, hvis arbejde var gået tabt i de tekniske problemer. Der var ikke tid til at sove - eller spise - og tårene trillede fortsat, mens mavepinen fra tid til anden tvang mig ned på gulvet i fosterstilling. Det tydeligste jeg husker, fra den periode - udover at mit hjerte hamrede, så hurtigt og så højt at det blev bemærket af andre, på det forstummede kontor - er at jeg i førnævnte fosterstilling, helt alvorligt bad til Gud (som jeg i ingen afskygninger tror på) om at maveproblemerne blev så voldsomme, at jeg ville blive indlagt på hospitalet - og derved have en legitim undskyldning for de missede deadlines. De to næste projekter blev afleveret til tiden, men havde ikke modtaget den tid eller kærlighed de fortjente i projekternes sidste fase og jeg bruger i dag ingen af dem som reference, da jeg simpelthen ikke er stolt af hvad der leveret - til trods for at jeg havde store ambitioner og høje forventninger til begge to. Jeg lavede ikke længere ting jeg var stolt af. Jeg var ikke længere hende der kunne levere alt til en fast dato. Jeg havde fået en fysisk, psykisk og kreativ uppercut af mit arbejde og mine ambitioner - og trængslerne var langt fra ovre. Det fjerde projekt var blevet negligeret i de forgående to uger uden mad, søvn og overskud og måtte ligesom de andre barberes ned i sidste øjeblik, for at blive færdigt til premieredatoen. Selv i barberet version, krævede det flere søvnløse nætter, mere hjertebanken, mere mavepine og flere tårer at få det færdigt tiden. Få timer efter den endelige aflevering blev jeg kontaktet af en meget vred kunde om et æstetisk, teknisk problem med projektet, der kun figurerede på deres udstyr og ikke på mit. Jeg har altid været tilfreds med at arbejde under pres. Men dette var anderledes. Udover at jeg selvfølgelig var fysisk og psykisk udkørt i en sådan grad, at jeg i dag ikke kan forstå at jeg rent faktisk fysisk overlevede - vidste jeg simpelthen ikke, hvordan dette problem skulle løses. Jeg kunne ikke sætte mig ned og arbejde mig ud af det, for jeg vidste ikke hvad problemet var. Jeg havde ingen fornemmelse for, hvornår det var overstået, fordi jeg ikke vidste hvad problemet skyldtes. Jeg kontaktede alle jeg i mit liv har været i professionel kontakt med, og spurgte dem grædende om de kendte omtalte problem. Flere troppede op og hjalp med at lede og forsøgte sig frem. Ingen kendte problemet, ingen kunne genskabe det. Ingen kunne løse det. Kunden var - ligesom alle de andre - helt ekstremt vred - og alle de præbookede opgaver, som jeg ifølge aftalen allerede skulle være startet på, måtte udskydes, hvilket resulterede i flere vrede kunder, og den stressende viden om, at blot fordi jeg rykkede startdatoen stod de 6 opgavers deadline stadig hugget i sten, og hvert sekund jeg brugte på at finde løsningen på dette problem, stjal jeg fra mig selv i de kommende måneder, fra de projekter. Der var ingen ende at se, og jeg så mig nødsaget til at købe mig til lidt ekstra timer i døgnet. Jeg havde i længere tid skåret både familie, venner, kæreste og søvn fra, så det eneste der var tilbage var at aflyse min 25 års fødselsdag, der ventede et par dage forude og droppe besøg hos min ven, der var indlagt på Rigshospitalet - til trods for at jeg to gange i løbet af ugen havde møder i bygningen. Tv-showets premieredato kom og gik og kunden var nødsaget til i første omgang at bruge mit arbejde, med fejl på landsdækkende tv, mens jeg i døgndrift forsøgte mig frem, fil for fil, format for format, medie for medie, på computer efter computer, dag efter dag, nat efter nat, tåre efter tåre, for at genskabe - og ultimativt - rette fejlen. To dage før min aflyste fødseldag og fire så godt som søvnløse dage efter opdagelse af fejlen, modtog jeg et opkald om at min ven på Rigshospitalet, under en operation aftenen før var gået i koma og at hans familie om morgenen havde slukket for respiratoren. Han var død. To dage senere, på min 25 års fødselsdag, døde min kærestes farmor. To dage senere, klokken 4 om natten, stadig iført mit sorte jakkesæt, fra min vens bisættelse og med de ustoppelige tårer trillende ned af mine mascaraplettede kinder, fandt jeg fejlen og fik - efter 2 shows med fejl - afleveret et produkt der fungerede. Ingen af de 4 virksomheder har ønsket at arbejde med mig igen. To af dem nægtede at betale deres fakturaer. Ingen af kunderne takkede mig for indsatsen (det tekniske problem på sidste opgave, viste sig i øvrigt at skyldes en setting kundens egen tekniker havde insisteret på, at jeg brugte). Samme kunde, valgte under min vens bisættelse, at sende en SMS om at selvom de tekniske problemer blev løst, synes han stadig at produktet "var grimt" - og i den kommende periode måtte jeg indse, at hvis jeg blot havde sluppet opgaverne, havde fået mig noget søvn, havde fejret min fødselsdag og - hvad jeg i dag fortryder mest af alt, at jeg ikke gjorde - brugt et par minutter ved min skide bange, døende vens side, da jeg alligevel var få hundrede meter fra hans hospitalsseng, havde det professionelle udfald været præcis det samme, som det er i dag hvor jeg ofrede de ting. De hader mig jo alligevel. I de kommende måneder arbejdede jeg på de præbookede opgaver. Der blev ikke tid til en eneste weekend, en eneste fridag, en eneste hyggeaften med kæresten. Hver dag, hver aften og et par nætter om ugen, måned efter måned, tilbragte jeg foran computeren, desperat for at indhente det forsømte. Det blev hverdag. Flere opgaver kom. Jeg sagde ja og arbejdede videre. Dag og Nat. Jeg glemte at undersøge om det var opgaver jeg synes var spændende eller sjove. Jeg lavede dem bare. Jeg lukkede min blog, jeg havde vedligeholdt dagligt i 5 år, syltede mine venner og råbte af min søster da hun foreslog om jeg ville male et maleri til hendes førstfødte barn, som hun på daværende tidspunkt var højgravid med. Omrking 9 måneder efter helvedesugen, barslede jeg også med min helt egen nye personlighed, da en kunde for omkring 40ende gang, ringede med krav om ubetydelige (programmerings-)rettelser, på et projekt, som jeg kun leverede grafik til. Den 10 December, 2006 tabte jeg officielt mit shit og med telefonen i hånden, midt på Strøget i København under julegaveindkøb lod jeg tårene få frit løb, og sendte min vrede samme vej - og råbte, så højt at min stemme knækkede over, af denne projektleder i Danmarks største mediebureau - og min mest loyale kunde - at jeg "ville køre ud og slå hendes fucking kranie ind med et kojern, hvis hun nogensinde - NOGENSINDE - vovede på at ringe til mig igen." Hun har aldrig ringet igen - og nu, et år senere kan jeg konstatere at føromtalte virksomhed ikke længere er en loyal kunde i min virksomhed. Faktisk er de slet ikke en kunde længere. I de følgende 4 måneder, satte jeg ikke fod på kontoret. Jeg svarede ikke på mails - jeg tog ikke telefonen, når jeg ikke kendte nummeret - jeg slettede telefonsvarerbeskeder, inden jeg havde hørt dem færdigt, hvis det drejede sig om arbejde. Hvad jeg ellers lavede - kan jeg - helt alvorligt, ikke svare på. Der findes ingen fysiske beviser fra de måneder. Jeg tegnede ikke en eneste tegning. Jeg malede ikke et eneste maleri. Jeg skrev ikke en eneste sætning. Jeg mindes at sove meget. Jeg mindes at græde meget. Og et par gange lægge blomster på min vens grav, og undskylde igen og igen for min forkerte prioritering. Andet husker jeg - helt alvorligt - ikke. Jeg vendte tilbage i slutningen af Marts, som om intet var hændt og har også i 2007 ofret gevaldigt meget mere, end en enkelt nattesøvn i ny og næ. Når jeg, her i slutningen af Oktober kigger tilbage over året der (næsten) er gået, tegner der sig et ret skræmmende billede - som jeg, hvilket er endnu mere skræmmende - overhovedet ikke har opfattet, som det løbende har udfoldet sig. Jeg har ikke lavet en eneste opgave, jeg har synes var hverken rigtig sjov, interessant, spændende (eller i det mindste bare lukrativ), siden jeg vendte tilbage på kontoret. Jeg har ubevidst, for at undgå en gentagelse af "helvedesugen", holdt alle større, teknisk krævende og udfordrende opgaver fra livet. Jeg har ikke lavet en eneste ting, jeg virkelige er stolt af. ... og hvad meget værre er - jeg er blevet mere og mere vred, for hver dag der er gået. Jeg har været helt ekstremt vred - både i en del af mine indlæg, her på Amino - og i mit professionelle og personlige liv. Jeg har gentagende gange slået min knytnævne ned i mit wacomboard, når et program har lagget, eller en tegning ikke har udformet sig som jeg havde ønsket (så voldsomt, at folk fra kontoret nedenunder, har spurgt om jeg var okay). Jeg har råbt ud i det tomme kontor, når jeg har modtaget mails fra kunder, der har ønsket rettelser Jeg har senere hen, også råbt direkte af dem, når jeg har modtaget telefonopkald fra dem. Jeg har helt alvorligt, via e-mail bedt en international kunde , om at "Fuck off", fordi en af dem vovede at stillede et spørgsmål om noget teknik, som jeg ikke gad forklare ham. De er ikke længere en kunde. Det er deres danske partnere heller ikke. Jeg leverede for nyligt en opgave til en kunde, en måned efter vi havde aftalt, og vendte min vrede imod dem, da de tillod sig at spørge hvorfor det var forsinket. De er ikke længere en kunde. For et par måneder siden, holdt jeg en 45 minutter lang (råbende) enetale, der ikke var hverken velkommen eller tilskyndet, i et mødelokale på et internationalt anerkendt reklamebureau, om hvor inkompetente jeg i virkeligheden synes de var. En uge senere, gjorde jeg præcis det samme, på et andet internationalt anerkendt reklamebureau. Denne gang var det dog hele branchen, der var under angreb og ikke blot pågældende bureau. Herefter har jeg forklaret alle der har gidet lytte til mig "at de aldrig har ringet igen - hvilket bare er pinligt uprofessionelt". Alle mine andre kunder, har jeg råbt af - sendt usmageligt vrede emails, ignoreret, syltet, leveret under-standard-arbejde og derefter krævet penge af. Jeg har grædt. Jeg har dagligt holdt enetaler, for min kæreste og de få venner, der fortsat kan holde mig ud, om mine kundernes blatante idioti og om hvor kedelige, stupide og ligegyldige opgaverne er. Jeg har ignoreret så mange e-mails og telefonopkald fra kunder, at jeg får det fysisk dårligt ved at tænke på det. Jeg har råbt af min mor, flere gange end jeg tør tænke på, når hun stiller legitime spørgsmål angående webshoppen. Jeg har nægtet at tale til min søster, i perioder hun har været på kontoret, for at hjælpe mig med det administrative arbejde. Og under - hvad der ikke engang var et skænderi, men bare en diskussion med min kæreste på et hotelværelse i Barcelona om hvorvidt vi skulle gå ud og spise, eller bestille roomservice, var jeg milisekunder fra at slå ham i ansigtet med en knytnæve, bare fordi han var uenig med mig. Det var den dag, jeg anerkendte, at jeg vitterligt ikke længere vidste hvem jeg selv var - og besluttede mig for at tage en pause fra mit arbejde, der i så mange år har defineret min identitet - og i de sidste par år, i en ganske givet meget forkert retning. Inden den dag, vidste jeg, at der var en form for problem, med min manglende arbejdsglæde og konstante vrede - men jeg kunne - hvor sindssygt det end lyder - ikke lige sætte min finger på det, fordi den altid vendte væk fra mig selv i sin evige søgen efter synderen. Jeg begyndte at takke nej til opgaver og arbejdede på at færdiggøre dem, jeg allerede havde i hus. I mellemtiden besluttede jeg mig for - endelig - at søge ind på den uddannelse jeg har talt- og drømt om, siden jeg var teenager, men aldrig har haft tid - eller selvtillid - til at søge ind på. Jeg har brugt hvert eneste sekund, der ikke har været dedikeret mine tilbageværende opgaver, til at gøre dette for mig selv og lave en ansøgning der får min fod indenfor den dør, resten af min krop så desperat hungrer efter at træde ind af. Finde kreativteten jeg har savnet i mit arbejde igen. At genfinde skabelsens glæde og gøre noget godt for mig selv, der ikke blot vil skabe indre lykke nu, men også være med til at forme mit liv i de næste år frem og forhåbentlig give mig overskud til at behandle mine medmennesker - og mig selv - bedre, end hidtil. For en uge siden, kunne jeg konstatere, at jeg ikke var færdig med mine opgaver, men havde præcis ligeså mange som for en måned siden - fordi der har været så mange ændringer og rettelser i et par stykker af dem - og at jeg i øvrigt ikke havde fået en eneste brugbar idé til ansøgningen. I går kylede jeg fire designmagasiner igennem min kærestes lejlighed, akkompagneret af primalskrig, fordi jeg ikke kunne få bladene ned i min taske i første forsøg. Umiddelbart bagefter sendte jeg en knytnæve ind i et maleri hans mor har malet til ham, fordi det vovede at falde ned, da jeg ramte det med magasinet. Hvordan skal jeg kunne forestille - og retfærdiggøre - at kunne gøre noget godt for mig selv, når jeg så tydeligvis ikke fortjener det? Hvordan definerer man en arbejdsnarkoman, der ikke længere kan kapere det mindste pres? Hvordan definerer man en kreativ, uden idéer? Hvem er en tegner, der ryster for meget på hænderne til at holde en blyant? Jeg er... ... fuldstændig handlingslammet. Jeg er simpelthen så vred hele tiden. Jeg hader virkelig mig selv, for at have prioriteret så brandforkert i så lang en periode. Jeg hader mig selv for at have glemt hvad jeg ville, undervejs og i øvrigt overhovedet ikke holdt øje med, hvor jeg var på vej hen. Jeg ædes op af dårlig samvittighed, over hvordan jeg har behandlet mine nærmerste, og min virksomhed. Jeg hader mig selv for de smækkede døre og brændte broer. Jeg skammer mig over alle de ignorerede henvendelser. Jeg leder forgæves efter noget jeg bare tilnærmelsesvis kan genkende, i mig selv. Jeg har i ugevis forsøgt at fremtvinge bare en fraktion af min oprindelige kreativitet, i forfølgelsen af mine drømme - uden held. Jeg er dødensræd for at blive afvist, af disse mennesker jeg forguder. Jeg har opgivet at søge ind. Opgivet at finde en idé jeg tør stå ved, i tide. Jeg væmmes, når jeg indser min totale og gennemsyrede professionelle og personlige fiasko. Jeg bøjede hovedet i skam, da jeg så den samme skuffelse lyse ud af øjnene på min kæreste, da jeg bekendtgjorde min opgivelse. Derefter græd jeg mig selv i søvn. Omlidt vil jeg løfte røret og gøre min personlige og professionelle ydmygelse komplet, ved at ringe til mine tilbageværende kunder - hvoraf jeg i nogles tilfælde, i de forgangne uger, har ignoreret deres emails - og fortælle dem, at jeg ikke er i stand til at afslutte deres projekter - og at jeg er meget ked af det. Derefter ved jeg ikke hvad fremtiden bringer. Jeg ved ikke længere hvem jeg er - blot, at jeg ikke er stolt over hvad jeg er blevet. Så til Amino, mine kunder, mine potentielle kunder, mine samarbejdspartnere, mine potentielle samarbejdspartnere, min familie, mine venner og i særdeleshed min kæreste: Jeg er ked af, at jeg ikke har opført mig anstændigt overfor jer - og jeg håber at I vil modtage min dybtfølte undskyldning og finde trøst i, at hvadend jeg har gjort ved jer - har jeg gjort værre ved mig selv. ... og husk så i øvrigt lige, at kigge op engang i mellem og orientere dig, så du ikke farer ligeså vild som jeg, på din jagt efter dine drømme. |
Kære Lone
Tusind tak fordi du havde mod og mulighed for at skrive dit ærlige indlæg. Det har hjulpet mig utroligt meget at læse det, fordi det du har været igennem, kan være en af ulemperne ved succes.
Det er altid nemmere at sige man skal være tro mod sig selv og ikke miste sig selv i hele forløbet, end rent faktisk at gøre det. Jeg kan genkende mig selv rigtig meget i det du skriver, men i mit tilfælde har "skæbnen" grebet ind og forhindret mig i at nå derud hvor du desværre er nu. Jeg var ellers godt på vej, og selv om det er barsk når man skal lære tingene på den barske måde, har jeg også indset at der er endnu barskere måder - nemlig når man går hele linen ud og måske får svært ved at finde tilbage igen.
Kære Lone, du er på vej tilbage i den rigtige retning, for du har erkendt overfor dig selv at du har et problem. Jeg er sikker på at du nok skal finde dig selv igen, og har lært så meget at du ikke ender helt herude igen. Det bliver hårdt men du har allerede været igennem det hårdeste - at erkende problemet - Nu skal du så lære at tilgive dig selv for sket er sket og selv om vi mange gange gerne vil skrue tiden tilbage og gøre tingene om kan vi ikke gøre det. Der er ingen grund til at holde dig selv tilbage pga. noget du ikke kan ændre, uanset hvor meget du må ønske det.
Jeg håber du vil fortsætte med at skrive om dine erfaringer, her på amino, på en blog eller et hvilket som helst andet sted. Der er så mange som kan risikere at stå i den situation du står i lige nu, og SÅ mange - incl. mig selv - der kan lære af dine erfaringer og ikke mindst blive hjulpet til at tænke nærmere over vores egen situation.
Jeg overvejer at printe dit indlæg ud og lægge det et sted hvor jeg ofte kan læse det igennem. Det ved jeg kan hjælpe mig til hele tiden at tænke på at jeg skal have mig selv med i alt hvad der sker, og ikke mindst skal passe på mig selv, mit helbred og min familie.
Atter en gang tusind tak fordi du var ærlig og skrev dit indlæg.
De varmeste hilsner
Birgit
Opret bruger