En gang selvstændig = altid selvstændig, eller?? Peptalk, tak...

  Hej Mia,

Jeg kan se at du har fået mange rigtig gode svar indtil videre. Men jeg vil da også godt give dig et indspark fra min side af:

Jeg syntes helt klart at du skal få dig et lønmodtagerjob. Ligesom der også er andre der skriver, så er der da ingen skam i at være lønmodtager. Jeg har selv været rundt om dette tidligere og jeg syntes da at det for mig har været et "pusterum" hvor man lige har fået ladet iværksætter-batterierne helt op igen.

Ærligt sagt, så tror jeg ikke på at du vil kunne holde til at skulle give den fuld gas med iværksætteriet i den situation du står i nu - det tror jeg ikke på at nogen reelt set vil kunne. Det kan godt være at nogen siger at de ville kunne, men jeg tror ikke på at det vil gå godt i din situation. Hårdt sagt, så er det rigtig hårdt at skulle starte en virksomhed op fra bunden af - hvilket basalt set er det som du skal, eller ihvertfald "genstarte" den, da jeg læser det som om du ikke rigtig har gang i virksomheden lige nu. Jeg ved godt at rigtig mange siger at det er et godt tidspunkt at starte op som selvstændig nu - men det er det sørme kun hvis man har et godt grundlag og kan leve for nærmest ingen ting i en længere periode. Men med børn m.m. så fungerer det altså ikke at du koger suppe af en sten hver aften og i weekenden krydre den lidt med noget ketchup som "kun" er gået et halvt år over holdbarhedsdatoen. Selvfølgelig er det rigtigt at hvis man kan starte noget op nu og få det til at løbe rundt, så kan det kun blive en success når vi kommer ud af krise m.m. Men at starte op nu vil være rigtig rigtig svært og kræve en masse kræfter og tid og det tror jeg desværre ikke på at du kan holde til sådan som din situation er lige nu og her.

Du har 3 børn og er også lige kommet igennem en skilsmisse. Jeg har dejlig kone derhjemme og en datter på 2½ år og en virksomhed som ikke er nystartet, men derimod i vækst - og jeg syntes dårligt nok at jeg kan finde timer nok i døgnet til at få tingene til at hænge sammen lige i øjeblikket.
Men hvis vi så lige i et øjeblik leger at du på en mirakuløs måde både kan finde tid til 3 børn, få styr på hjemfromten efter skilsmissen og starte en virksomhed op samtidig få sovet bare en eller to timer om natten, så har du mere end bare overnaturlige kræfter (og en tidsmaskine stående til fri afbenyttelse).

- Det er dog ikke tidsproblemet som jeg er mest bekymret for, for det skal nok helt automatisk sætte en stopper for hvad du kan nå og derved tvinge dig til at prioritere, efterhånden som du begynder at løbe tør for tid. Noget helt andet er om du kan holde til det psykisk. Jeg skal ikke gøre mig selv til psykolog, for det felt vil jeg med garanti stinke totalt inden for. Men jeg tror simpelthen dit hoved vil brænde sammen i forsøget på at skulle holde alle de bolde i luften som du står over for at skulle til at jonglere med. Det hænger simpelthen ikke sammen. Hvis du er heldig ender du med at måtte opgive og derved tage et økonomisk hak i tuden og et hak i selvtilliden, men hvis du er rigtig uheldig, så ender du i en hospitalsseng og dét er hverken dine børn eller du selv tjent med på nogen som helst måde. Jeg taler af egen erfaring i og med at jeg selv har været dér og været ved at betale den rigtig dyre pris for det:
http://www.amino.dk/blogs/jespernorboll/archive/2011/09/23/jeg-er-syg.aspx

Så min opfordring vil være at finde dig et godt job som du kan holde ud at have i nogle år. Og sørg for at du i din ansættelseskontrakt ikke bliver bundet til ikke at måtte have nogen bibeskræftigelse. Så kan du stille og roligt starte dit eget op igen efterhånden som du får mere "ro" omkring dig.  

Jeg beklager at jeg ikke har kunne skrive en eller anden super fed peptalk til dig.
Men jeg tror ærligt talt heller ikke det er det du i bund og grund har brug for lige nu.
Du har brug for et helt normalt arbejde og nogle lidt faste rammer, som kan give dig den frihed og opladning som du har brug for til at starte op igen.

/Jesper

Denne tråd er spændende, og der er nogle rigtig gode indlæg.

Jeg stod selv og skulle træffe den beslutning for lidt over to år siden. Skulle jeg fortsætte som selvstændig, eller skulle jeg tage et job jeg var blevet tilbudt. Mine omstændigheder var lidt anderledes, da jeg var medejer af en virksomhed som kørte okay, og som havde potentiale til mere. Men jeg havde fået et rigtigt godt jobtilbud.

Der var meget der talte for at tage imod jobbet. Det var en vanvittig spændende virksomhed, hvor jobbet var super spændende, lønnen god, attraktive aktieoptioner og bonusordninger. Men jeg tænkte også, at jeg måske ville sige farvel til potentielle muligheder med den virksomhed jeg var medejer af. Og ville jeg overhovedet kunne leve med at være lønmodtager igen efter flere år som iværksætter?

Efter kort overvejelse valgte jeg at sige ja tak til jobbet, og jeg har ikke fortrudt det. 

Jeg lærer utrolig meget af jobbet, og det giver mig en større værktøjskasse. Jeg er sikker på at jeg på et tidspunkt igen ender med at blive iværksætter, men det bliver en klogere, og bedre iværksætter. Faktisk ved jeg at jeg VIL være iværksætter igen, når timing er rigtig, når muligheden opstår og jeg føler at det er rigtigt at skifte spor. 

Jeg tror 100% på, som Steffen også er et bevis på, at et farvel til iværksætteriet nu, ikke nødvendigvis er et farvel for evigt. Jeg hygger mig lidt med at blogge og lignende, og føler mig lidt som iværksætter på den måde.

Man kalder det for at være lønslave. I praksis er det ikke helt så slemt som det lyder ;-)

mvh Carsten

Mia:

Jeg har tænkt så det knager, og gør det stadig - men kan mærke, at det som Michael skrev har sat sig fast, og det bliver den retning jeg går i.

I mine snart 28 år som erhvervsaktiv har jeg været selvstændig i 20 af årene, ansat i 5, ansat/lovet medejerskab i 2 og haft et år hvor jeg ikke gad lavet noget andet end slappe af. Jeg er uden tvivl alene skabt til at være selvstændig, men årene som ansat har givet mig mulighed for efteruddannelse af lyst og ikke nød eller tvang hvorfor jeg via egenbetaling er certificeret MCP og har taget en HD. Begge ting som i hver sin tid kunne give højtlønnede jobs, men jeg gjorde det kun for at lære mere.

Men med undtagelse af de 2 år jeg knoklede og var lovet medejerskab, så var jeg i de år jeg var ansat aldrig den samme, og udviklede konstant tanker og idéer som jeg altid har gjort. Nogle af ansættelserne har været af nød, og jeg elskede de udfordringer jeg fik med på vejen, men uret tikkede hele tiden i baggrunden for det at være selvstændig.

Nu er jeg så "heldigt" eller "uheldigt" stillet at jeg ikke har samme familiære forpligtelser som dig, men hvis jeg havde det, så havde valget nok været ganske nemt for mig, det ville være at have et liv som ansat men samtidig drive noget ved siden af.

Og som jeg ser det, kan du såmænd godt bygge dig en fornuftig "sidegeschäft" og samtidig nyde et godt liv som ansat. Det er umiddelbart min opfattelse, at du mere og mere vil se muligheder som du ser resultaterne komme, hvorfor det som det foreslås, nok er bedst nu at vælge det "sikre".

Men man kan som født "entreprenør" godt føle sig kvalt i ansættelse, og selvom mit sidste job var ganske glimrende betalt med kort arbejdstid, ingen fysisk belastning, og stort set intet ansvar (i forhold til hvad jeg betragter som ansvar) - så blev det, til trods for alt det positive, en psykisk belastning og jeg tog så den vildeste drejning ever i mit liv.

Jeg sagde op, og gik ind i en branche jeg ikke kendte til, men dog har nogle uddannelsesmæssige forudsætninger for at kunne opnå indsigt og forståelse, og gik i gang. Det har jeg aldrig fortrudt, og det er bestemt ikke fordi jeg arbejder mere, faktisk mindre, men jeg kan bruge al den tid jeg vil på at være innovativ, prøve idéer af og gå nye veje, hvilket jeg så er i gang med (emigrerer snart) dog indenfor samme branche men et skridt nærmere min drøm.

Alt dette er kun muligt fordi jeg ikke har nogle forpligtelser. Men havde jeg forpligtelser som dig, så ville jeg ikke være så risikovillig, men jeg ville heller ikke opgive min selvstændighed, hvorfor jeg ville tage ansættelse og fortsætte med min selvstændige virksomhed ved siden af.

Jeg er ikke rig nok til ikke at skulle have indtægt resten af livet, langt fra, men jeg har heller ikke de samme materialistiske behov eller drømme, da jeg har haft stort set alt som penge kan købe, og det store hus i Hellerup og de fede biler og båden i Hellerup Havn, gjorde mig ikke lykkeligere, men det var sjovt at prøve.

Så "moralen" om nogle fra min side vil vel være - Tag ansvaligheden i den ene hånd og drømmene i den anden, og smil så lidt mere i din hverdag, da du får lidt fra hver skuffe - og en dag når tiden er rigtige, så kan du jo altid blive den der producere kommoden hvor skufferne er placeret