Jeg tror forklaringen er mere simpel, nemlig stordriftsfordele.
Man kan ikke starte et sådant koncept op med 20 restauranter og lidt kunder hist og pist. Det kunne Jesper & co. godt i tidernes morgen, fordi der ikke var nogen konkurrenter, og alle nye kunder og restauranter var ellervilde over de nye muligheder, som konceptet skabte. Man skal dog også lige huske på, at de gang på gang var meget tæt på konkurs og også havde deres udfordringer i opstarten.
I dag vil det være meget omkostningstungt at kæmpe mod en konkurrent fra scratch, hvis kampen starter 0 vs. 1.800 restauranter.
I sagens natur vil der gå længe, inden konkurrenten ville kunne have noget mere interessant at tilbyde sine restauranter eller kunder.
Tilbage til de gode gamle fire P´er.
Hvis man vælger at differentiere sig på pris (ift. restauranterne), er det så overhovedet nok til at få det lokale pizzaria til at hive sit store klistermærke af foruden og aftalen med Just-Eat, der sikrer sikker omsætning i kassen dag ud og ind, itu?
Hvis man vælger at differentiere sig på produktet, så skal man satme stå tidligt op. Husk på, at Just-Eat gutterne har siddet og nørdet usability og systemudvikling i ufattelig mange år. Derudover har de indført mulighed for forsinket betaling osv. Den bliver svær at slå.
Hvis man vælger at differentiere sig på distributionen, så finder man næppe de store fordele.
Hvis man vælge at differentiere sig på markedsføringen, så skal man stå tidligt op. Man kæmper mod et veletableret og stærkt brand, der kan beholde sig markedsposition uden de store armbevægelser. Hvis man bliver en konkurrent i markedet, så har de en meget stor pengekasse og kan begynde at markedsføre sig intensivt eller lave særlige kampagner mod f.eks. restauranterne.
Den ser sku ikke nem ud... men det sagde de selvfølgelig også om Frank Rasmussens mange teleselskaber 