Der er facetter, der måske mangler at blive belyst i denne tråd, og da jeg nu nævnes nogle gange, må jeg hellere give min side af sagen med her også.
Lad os huske på, at alle ”rådgivere” her på Amino bruger tid af varierende mængde ganske og aldeles ulønnet. Jeg kan kun svare for mig selv om motiverne – og mine motiver er ganske enkelt, at jeg synes, det er sjovt at debattere og hjælpe lidt til over for mennesker, der sidder der, hvor jeg selv har siddet engang: Uden ret mange penge og med ambitioner om at tage verden.
Jeg er her ikke for at gafle kunder af den simple årsag, at der er meget langt mellem de iværksættere, der har råd til at betale det, jeg koster. Jeg ved, at det samme er tilfældet for f.eks. Mikkel deMib.
Langt hovedparten af tråde om SEO er i dag blevet sådan, at vi skal bruge en masse tid og ord på at tilbagevise påstande og ”teknikker”, der faktuelt er forkerte. Det er nødvendigt at tilbagevise dem, for en uimodsagt påstand er jo til troende, ikke?
Nu er det bare blevet sådan, at både Mikkel og jeg skal sidde og debattere, om vi føler os truede af tilbud om en million links for 1000 kr. og hvad ved jeg. Eller om det nu virkelig kan passe, at meta keywords ikke dur i Google. Og meget mere af samme skuffe.
Det er et trist tidsspilde, og det har fået mig til at prioritere anderledes på det seneste. Jeg har ikke lyst til at forsvare, at jeg ikke er truet på mit levebrød af en gut, der vil lave 100 links for mindre end jeg koster for en time. Min virksomhed er nr. 152 ud af 4.880 på Børsens vækstliste, vi har den højeste kreditrating i verden (AAA) og alt det der. Jeg gider ærligt talt ikke stå model til de insinuationer som ”tak” for frivilligt arbejde.
Det er ikke for at være en primadonna og anlægge en ”jeg alene vide” holdning - slet ikke. Men det er jo faktuelt, at når jeg (eller Mikkel) skriver, at ”sådan er det bare”, er det jo IKKE for at gafle en kunde eller tryne andre. Vi skriver sådan, fordi vi VED, at det er sådan. Vores viden er baseret på hhv. 11 og 12 års erfaring med SEO, konferencer i ind- og udland, hundreder eller tusinder af forsøg, øretæver, bannede domæner og hele pivtøjet.
Skal vi så efterfølgende stå model til mere eller mindre perfide angreb og hentydninger, der på ingen måde har hold i virkeligheden, bliver det bare for surt.
Jeg mener at vide, at Mikkel har rigeligt at lave, og vi selv er booket ind i 2010. Derfor skal det være sjovt og uden personlige frustrationer at hjælpe andre gratis. Det har det været engang – og det kan det måske blive igen. Indtil det bliver det, må det være en prioritering af en ekstremt presset tid, om man har lyst til at bruge 2/3 af en debat på at argumentere for faktuelle forhold eller ej.
Jeg håber, det kaster lidt lys over, hvorfor der kan spores en vis træthed hos nogle af de gamle Aminoer. Hav det godt alle sammen, til vi ses igen