Bliv gratis medlem
|
Jeg vil forklare først lidt om mit arbejdsbaggrund. Vores kære far døde i en alt alt for tidlig alder - kun 33 år - var selv 7,5 dengang. Fra da af skulle vi flytte fra Helmand provinsen til Kabul (Afghanistan) og bo i en forfærdeligt børnehjem med psykisk og fysisk tortur i 5 år, da mor overhovedet ikke var istand til at forsørge os fire. Arbejdede ellers fuldtid. I 1991 vinder mujahidinerne "dengangs terrorister". Borgerkrig i gaderne begynder og vi skulle bo i "sikkerhed" på tomme maver sammen med mor. Mest på grund af at hvis der skete noget så var vi i hvert fald sammen. Det siger vel lidt om det børnehjem når jeg siger at det var en fryd at komme ud af børnehjemmet - for altid - da krigen gjorde udslaget. Men der skete noget efter rigtig rigtig mange heldige forbier af raketsplinter og skud. En raket rammer tæt på mens vi var en stor flok mennesker for at hente vand. Mange døde, alle vi fire blev hårdt sårede. Det hændelse tvang os til Pakistan, hvor vi tre brødre skulle arbejde i en tændstiks fabrik for at forsørge vores kær mor og søster. Jeg er nummer to og lille bror var 10 da han skulle sammen med mig og vores stor bror på 14 dengang til at arbejde mellem 11 til 16 timer om dagen og 6 dage om ugen. 5 år gik med det på fabrikken der mindede til forveksling om børnehjemmet. Men det var godt, synes jeg, ikke at have lektier for i fabrikken. Børnehjem var ikke et sted der var egnet til lektier. Man skulle mest af alt koncentrere sig om at undgå tæsk, sult og alt andet skidt. Men efter nogen tids hårdt arbejde begyndte jeg at føle mig som fanget i en zombis krop med manglende søvn - skifte hold - og nærmest ingen hvile. Det øgede motivationen for igen at komme i skole. Det var trods alt lettere. Så da vi kom til Danmark, var det et 10 år langt mishandlet sind der kastede sig over skolebøger og avisruter, så mange, som jeg har set få danskere tage. Arbejdet var uden chefs opsyn og i forhold til pakistan med 10 direktørers løn. Nu har jeg altid haft et arbejde i DK 2 uger efter vi kom hertil. Skole motivationen var så stor at 1,5 års sprogundervisning blev fulgt af 10. klasse og gymnasium frem til 2. g. Nu 10 år efter I DK har jeg været selvstændig i 5,5 år med diverse forretningsformer. Hvor det seneste år jeg tabte halvdelen af min surt opsparede formue i værdipapir investeringer og eksperinmenter med det for allerede nu at have 3 kunder hvis formuer jeg har fordoblet på 5 måneder. Det første 2 måneder var ikke særlig sjove, derefter er storhedsvanvidden langsomt ved at tage overhånd. Er overbevist om at kommer til at have Danmarks bedste investerings club / bank om nogen tid. Eller er det måske her man skal anerkende sit "storhedsvanvid" / drøm og bare se frem. Mange i omgangs kredsen troede ikke at "lille" jeg skulle realisere noget som helst med den baggrund jeg havde. Men min mor har altid været stor trøst og støtte. Troede heller ikke selv at det var muligt indtil nu. Er ellers dybt taknemlig for livet, Danmark og selvfølgelig mest af alt familien. Kunne aldrig i min vildeste fantasi forestille mig de her forhold og omgivelser. Jeg synes ærlighed er det bedste talent man kan have og helbredet er det bedste rigdom man kan have. Alt det andet kommer af sig selv.......... held og lykke alle sammen. Nogen har fortalt mig at min historie egner sig rigtig godt til en bog - detaljeret som de har hørt det er de både blevet rørt og nogen også taknemlig over det liv som man trods alt har selv har fået. Er det for meget eller skal jeg spilde en tons papir på det?
Venlig Hilsen
|
Godt gået, og hvor er det godt at i nåede til danmark! Fedt at du taget dig tid til at skrive dette indlæg. Kort indlæg, men velskrevet. Jeg kan sagtens fornemme de tanker og oplevelser der ligger bag...
/Jesper
Opret bruger