Hvad er mest korrekt?
(Jeg har været på Internettet i dag)
(Jeg har været på Internet i dag)
Som du anvender ordet i ovennænvte sætning, optræder det efter min mening som egennavn og bør derfor skrives med stort.
Det giver ikke mening for mig at skrive det i ubestemt form. Den almindelige betegnelse for dette net er Internettet - i bestemt form.
Der er ikke noget problem med at danne et egennavn ved at sætte et substantiv i bestemt form. Tænk f.eks. på den franske riviera eller den russiske duma, som vi kender som hhv. Rivieraen og Dumaen.
På samme måde er egennavnet Internettet dannet af substantivet internet. Når vi f.eks. taler om det mobile internet i modsætning til det mere velkendte internet, som vi hygger os på i disse minutter, optræder ordet som substantiv.
Når Dansk Sprognævn ikke betragter ordet som et egennavn, må det være en manglende opdatering af sprogudviklingen. Da man i sin tid optog ordet i retskrivningsordbogen, kan det godt have været almindeligt at opfatte det som et substantiv.
I dette debatindlæg fra 2004 harcelerer en læser over det oprindelige indlæg med ordene: "I kan takke astronomer/kernefysikere (som jeg selv hører til) for, at der overhovedet blev oprettet et såkaldt Internet frit stillet til rådighed, så I kan udgive Jeres bedrevidende "open source-avis".
Derved bruger han ordet internet som substantiv, men skriver det fejlagtigt med stort begyndelsesbogstav.
Man kan også forestille sig ordet anvendt som substantiv i bestemt form.
Hvis jeg f.eks. skal fortælle om forskellen på Internettet og firmaets intranet, kan jeg f.eks. bruge følgende beskrivelse:
"Vi skelner mellem et internet og et intranet. Intranettet er beregnet til intern videndeling og er kun tilgængeligt for virksomhedens eget personale, mens internettet er tilgængeligt for alle."
Når dette intranet senere er implementeret i virksomheden, kan det meget vel få navnet "Intranettet", hvorved substantivet bliver omdannet til et egennavn. I en sprogudvikling sker denne proces for det meste glidende, selvom der også kan findes eksempler på, at man bevidst træffer en beslutning om at anvende et bestemt ord substantiv som egennavn
Så bliver det vist ikke mere nørdet.
mvh Hans