Facebook har allerede eksisteret alt for længe til at det stadig kan være "the next big thing", så man bør ikke investere i aktien, hvis det er på baggrund af en overbevisning om, at de vil revolutionere markedet. Det har de gjort, og nu går al energi ind på at etablere et mere profitabelt ecosystem.
Det er svært at sige hvornår den stiger. Den har allerede vist tegn på det, men det er langt fra et signal om, at det fortsætter. Som jeg ser det, er Facebook enormt overvalueret, og spørgsmålet er derfor nærmere; hvor meget vil aktien falde, før den begynder at stige. Næste skridt for aktien er, at den skal finde sin rigtige værdi og blive stabiliseret.
De fleste investorer troede på Facebooks "Social Graph", og at den ville være uafhængig og en ener. Men for en virksomhed der afhænger af at behandle trafikken på den ene platform, er det et stort problem at Facebook kun er 1 ud af 34 ikoner på min iPhones homescreen. Det kan bl.a. være en årsag til deres opkøb af Instagram, som mange analytikere klart mener var betalt til overpris på $1 milliard.
Det skal selvfølgelig være sandt, at Facebook ganske rigtigt er kommet op med bedre metoder til at øge indtægterne og til at få flere penge ud pr. bruger, men de mangler stadig grunde der kan retfærdiggøre en valuering på mellem $50 og $100 milliarder. De har da også gjort det godt det seneste år, med en omsætning på $1.184 milliarder i sidste kvartal, som er 33 % mere end sidste år, men jeg mener stadig at den er overvalueret og vil falde min. 30 % før den i mine øjne har en fair valuering.
Mark Zuckerbergs tale i sidste uge, har malet et smukt billede med en ekstra rose, af aktiens kortsigtede kurs. Og det kan da også være, at de er i stand til at følge op på det og holde kursen, hvilket jeg selvfølgelig håber for de mange investorer, men hvis man ser på deres tal, vil jeg ikke mene at Facebook, som virksomheden ser ud i dag, bør købes for over $15 pr. aktie. Det ville heller ikke undre mig hvis den om et år ligger med en P/E på 11-13 stykker, selvfølgelig afhængig af, hvor lang tid aktien er om at indstille sig, der jo har betydning for den endelige stabilisering.
Men det bliver bestemt spændende at følge aktien det næste års tid, for at se hvor den ender når den er kommet ned på jorden igen og svingningerne ikke ligger på 5-6 % dagligt.
God torsdag til jer alle.
De Varmeste Hilsner,
Rune Jensen