Hej Ejler
Du rejser en masse spørgsmål i dit indlæg her. Så vidt jeg umiddelbart kan se, handler diskussionen ikke så meget om hvorvidt Danmark anerkender de DBO´er Danmark har indgået. Det ser mere ud til, at spørgsmåler er, om du anerkender den interne danske skatteret, som den almindeligvis forstås. Jeg har kopieret dine spørgsmål og kommentarer ind nedenfor i kursiv og forsøgt at besvare dem efter bedste evne. Jeg har ved besvarelsen taget udgangspunkt i den danske lovgivning, sådan som vi der arbejder med den til daglig (i hovedtræk) er enige om, at den skal forstås.
Når jeg svarer herinde, undlader jeg normalt, at henvise til og citere lovparagraffer. For at sikre, at det er det samme vi taler om, har jeg denne gang gjort en undtagelse.
Med venlig hilsen
Esben Christensen
Rådgivningsfirmaet Esben Christensen
www.esbenchristensen.dk
”Hvilken skattelov refererer du til MHT globalindkomst.
Globalindkomstprincippet følger af statsskattelovens (SL) § 4:
”Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges, samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke”
Statsskatteloven er en del af den såkaldte materielle skatteret. Dvs. den handler om hvordan man opgør den skattepligtige indkomst. Den handler ikke om hvem, der er skattepligtige til Danmark.
Bestemmelserne om subjektiv skattepligt (hvem) findes i kildeskatteloven (KSL). Den er altså ikke kun en opkrævningslov, men handler både om hvem, der er skattesubjekter og hvordan skatten opkræves af skattesubjekterne, f.eks. om det sker i form af A- eller B-indkomst.
De væsentligste bestemmelser om subjektiv skattepligt står i de første få paragraffer af KSL. Den korte version er:
KSL § 1, definerer hvem der er fuldt skattepligtige til Danmark (og derfor efter intern dansk ret skal betale skat til Danmark af global indkomsten jf. SL § 4)
KSL § 2, definerer hvilke typer af indkomster man er begrænset skattepligtig af (selv hvis man ikke er fuldt skattepligtig til Danmark), jf. KSL § 2 stk. 9, gælder den begrænsede skattepligt kun indkomster med kilde i Danmark. F.eks. visse typer af pensioner, som udbetales fra Danmark til personer, som ikke er fuldt skattepligtige til Danmark på udbetalingstidspunktet.
KSL § 3, siger at kongehusets medlemmer og udenlandske diplomater er skattefri.
I denne sammenhæng er det primært KSL § 1, som er væsentlig.
Kildeskattelovens (KSL) § 1:
”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:
1. personer, der har bopæl her i landet”
For personer, som hidtil ikke har været omfattet af fuld dansk skattepligt, f.eks. fordi de har boet i udlandet og ikke haft en boligmulighed i Danmark, indtræder den fulde skattepligt til Danmark ikke, blot fordi de erhverver en bopæl i Danmark. Der gælder efter KSL § 7, den supplerende bestemmelse, at man skal tage et kvalificeret ophold i Danmark.
KSL § 7:
”For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1, først når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarige ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.”
Det som var spørgsmålet i Steven Kinnoch sagen (som du henviser til længere nede), var ikke om han havde bopæl i Danmark, men om han hans ophold i Danmark var kortvarige ophold pga. ferie eller lignende. Skat kom frem til, at hans ophold i Danmark kunne anses for at være kortvarige ophold pga. ferie eller lignende, med det resultat, at den fulde skattepligt til Danmark ikke indtrådte. Baseret på de oplysninger, der har været fremme i pressen er det en vurdering, jeg er enig i.
For en person som i forvejen er omfattet af fuld dansk skattepligt gælder KSL § 7 imidlertid ikke. Dvs. for at komme ud af fuld dansk skattepligt skal man opgive sin danske bopæl (og afbryde opholdet i Danmark). Hvis man har en ejerbolig kræver dette efter en ret fast praksis, at man sælger (og fraflytter) boligen, eller at man alternativt udlejer boligen på en kontrakt, der er uopsigelig (fra udlejers side) i mindst 3 år.
Mener du at reglerne i DBO tilsidesaettes af dette diffuse, generelle begreb?”
Nej, jeg mener ikke, at reglerne i en DBO kan tilsidesættes af global indkomstprincippet eller andre regler, som følger af intern dansk ret. En DBO kan derimod, hvis betingelserne er opfyldt begrænse Danmarks mulighed for at udnytte den interne beskatningshjemmel.
Jeg tror, at det er passende, at opsummere lidt grundlæggende DBO fortolkning, blot for at sikre, at vi taler med samme udgangspunkt.
Eventuelle dobbeltbeskatningskonflikter løses ved at følge denne metode:
- undersøg om der efter intern ret i det ene land er skattepligt
- undersøg om der efter intern ret i det andet land er skattepligt
- Hvis begge lande efter intern ret beskatter samme indkomst, har vi en latent dobbeltbeskatnings situation, som vi må forsøge at løse via en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Efter intern dansk ret har vi netop fastslået, at det følger af KSL §§ 1 og 7, jf. SL § 4, at en person med bopæl i Danmark er skattepligtig til Danmark af sin global indkomst.
Polsk skat ved jeg stort set intet om, men lad os for eksemplets skyld antage, at Polen efter intern ret beskatter overskuddet af en polsk indregistreret virksomhed.
Så har vi en dobbeltbeskatningssituation, som vi må forsøge at løse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.
Det er fristende, at starte undersøgelsen i art. 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten om ”Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed”, hvoraf det fremgår, at:
”1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.”
Der er tale om en såkaldt ”kan kun” bestemmelse. Dvs. et polsk foretagende kan efter overenskomsten kun beskattes i Polen og ikke i Danmark, medmindre foretagendet (virksomheden) har et fast driftssted i Danmark.
Så umiddelbart kunne man få den tanke, at du har ret i, at Danmark ikke må beskatte overskud fra en polsk indregistreret virksomhed. Men så let er det desværre ikke. Vi skal først finde ud af om registrering i Polen er nok til at virksomheden i art. 7´s forstand kan anses for at være en polsk virksomhed. For at finde ud af dette, må vi ind i art. 3, hvor vi i litra g) finder definitionen af et foretagende i en kontraherende stat:
” g) Udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.”
Dvs. en virksomhed, der drives af en person, som er hjemmehørende i Danmark anses i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand for at være en et dansk foretagende, uanset at virksomheden er indregistreret i Polen. For at kunne finde DBO beskyttelse mod dansk beskatning af overskud i en virksomhed, der er indregistreret i Polen, er det altså et krav, at den person, der driver foretagenet er hjemmehørende i Polen.
Det er art. 4, som afgør hvilket land en person er hjemmehørende i.
Hvis en fysisk person har en bolig i Danmark og udfører erhverv her, er han efter intern dansk ret fuldt skattepligtig til Danmark. Hvis han i henhold til art. 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten må anses for hjemmehørende i Polen, kan Danmark dog ikke udnytte denne interne danske hjemmel til at beskatte personens global indkomst (men dog evt. visse indkomst med kilde i Danmark jf. diverse artikler i dobbeltbeskatningsoverenskomsten).
For at kunne blive anset for hjemmehørende i Polen er det en betingelse, at man efter de interne polske regler er fuldt skattepligtig i Polen. Hvis denne betingelse er opfyldt, er man en såkaldt dobbeltdomicileret person. Der som udgangspunkt har pligt til at betale skat af sin global indkomst i 2 lande. Dette problem søges løst efter DBO art. 4, 2 (den såkaldte tie breaker), herefter afgøres retten til at beskatte en person som hjemmehørende (dvs. bopælsstat) efter følgende punkter (i prioriteteret rækkefølge):
- Det land hvor man har en bolig
- Det land hvor man har midtpunkt for livsinteresser
- Det land hvor man sædvanligvis opholder sig
- Det land hvor man er statsborger
- og hvis alt andet kikser går man til gensidig overenskomst (mutual agreement), hvor staterne fordeler beskatningsretten efter forhandling (hvilket kan tage urimeligt mange år)
Dvs. hvis man har bolig i Danmark, men ikke i Polen anses man for hjemmehørende i Danmark.
Har man bolig i begge lande går man videre til pkt. 2 osv.
Som jeg har forstået dit eksempel taler vi om en person, som bor i Danmark (og ikke i Polen) og driver en virksomhed (i personligt regi), som er indregistreret i Polen (uden et fast driftssted i Danmark). Hvis dette er eksemplet følger det af intern dansk ret (KSL § 1 og SL § 4), at Danmark beskatter global indkomsten. Personen vil i henhold til art. 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten blive anset for at være hjemmehørendei Danmark. Jf. art. 3 litra g, medfører dette, at den polsk indregistrerede personlige virksomhed skal anses for et Foretagende i Danmark jf. art. 7. Med det resultat at overskuddet kun kan beskattes i Danmark, medmindre det danske foretagende anses for at have et fast driftssted i Polen jf. art. 5. Hvis der er et fast driftssted i Polen jf. art. 5, så kan Polen jf. art. 7 beskatte den del af overskuddet, der relaterer sig til det faste driftssted i Polen.
Da art. 7 siger, at indkomst, der knytter sig til et fast driftssted i Polen kan beskattes i Polen (og ikke kan kun beskattes i Polen), følger det af art. 22 om metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning, at Danmark skal ophæve dobbeltbeskatningen ved hjælp af credit metoden (dvs. Danmark giver et nedslag i den danske skat, for den skat, der er betalt i Polen af den del af indkomsten, som Polen kan beskatte, dvs. den del af indkomsten som knytter sig til et fast driftssted i Polen.). Hvis man faktisk har betalt skat til Polen af hele virksomhedens indkomst, må man forsøge at overbevise de polske myndigheder om at man skal have en del af den indbetalte skat retur. Kan man ikke det, havner man i en faktisk dobbeltbeskatningssituation.
”Med dit imponerende CV ved du eller burde vide, at bopaelskriteriet
forlaengst er skrevet ud af indkomstskatteloven af 1922 som fortsat
er gaeldende for beskatning af indkomster. ”
Jeg går ud fra, at du med indkomstskatteloven mener Lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomstskat til staten (med senere ændringer) i daglig tale kaldet statsskatteloven, som jeg har henvist til ovenfor. Bopælskriteriet følger af KSL.
”Jeg HAR omtalt kildeskattelovens definition, som imidlertid kun gaelder for denne
opkraevningslov. Siger loven selv.”
Det er da vist ikke helt det loven siger? Jeg gætter på, at den formulering du sigter til, er KSL § 1 ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov”
Det der står her, er, at hvis man er fuldt skattepligtig (skattesubjekt) efter KSL § 1, så skal man betale (svare) indkomstskat til staten efter de opkrævningsbestemmelser, der følger af resten af denne lov. KSL siger derimod ikke noget om hvordan man opgør den indkomst, der opkræves skat af efter KSL (af skattesubjekter som defineret i §§ 1 og 2). Hvordan indkomsten opgøres følger af den materielle skattelovning (dvs. næsten alle andre skatteloven end KSL), herunder SL § 4 om globalindkomstprincippet.
Som nævnt ovenfor er KSL ikke kun en opkrævningslov. Den fastlægger også hvilke skattesubjekter (personer) skatten kan opkræves af.
Helle TS`'s mand havde jo ogsaa bopael i Danmark, men DBO relevant
for den meget omtalte sag definerer klart beskatningsretten for vederlag
i tjenesteforhold som tilhoerende det land, hvorfra indkomst betales.
DBO blev helt klart respekteret.
Steven Kinnoch sagen handlede ikke om DBO, men om hvorvidt han var fuldt skattepligtig til Danmark jf. ovenfor.
De tre tidligere venstre ministre antog formentlig, at manden var
indkomstskattepligtig til Danmark efter dette begreb om globalindkomst.
De tog fejl.
Ministre har ikke noget at gøre med at sagsbehandle enkelte borgeres skatteforhold, og ind til det modsatte er bevist, så vælger jeg at tro, at de ikke har blandet sig i det.
Det er meget lig udbetaling af pensioner til udlandsdanskere.
Undtagelsen var Frankrig og Spanien.
Efter intern dansk skatteret er pensionsudbetalinger fra Danmark, til personer, som ikke er fuldt skattepligtige til Danmark omfattet af begrænset skattepligt jf. KSL § 2 stk. 1, nr. 9 og 11. Langt de fleste dobbeltbeskatningsoverenskomster giver Danmark ret til at beskatte pensionsudbetalinger fra Danmark (Dvs. Danmark kan beskatte som kildeland). Dette har intet med globalindkomstbeskatning at gøre. De nu opsagte DBO´er med Spanien og Frankrig sagde at pensioner ”kun kan” beskattes i bopælslandet og det respekterede Danmark naturligvis, ligesom vi fortsat respekterer DBO´en med de (få) lande, som fortsat har en ”kan kun” bestemmelse vedrørende bopælslandsbeskatning af pensioner. Dette gælder helt uanset om vi efter intern dansk ret anser den i udlandet hjemmehørende pensionst for at være omfattet af globalindkomstbeskatning efter KSL § 1 eller blot kildelandsbeskatning efter KSL § 2.
Det er jo virkelig interessant, om dette globale indkomstbegreb
stadig har gyldighed eller ikke.
Og om bestemmelser i DBO derved tilsidesaettes.
Som det burde fremgå af ovenstående, kan bestemmelser i en DBO ikke tilsidesættes af intern dansk ret, herunder globalindkomstbeskatningen jf. SL § 4, og (måske bortset fra nogle fejl i sagsbehandlingen) så sker dette heller ikke i praksis.
Med venlig hilsen
Esben Christensen
Rådgivningsfirmaet Esben Christensen
www.esbenchristensen.dk