Hej Amino'er Er der nogen der kan hjælpe med en ansættelses kontrakt til timelønnede medarbejder i en butik. Jeg har fundet jeg ved ikke hvor mange forskellige ansættelseskontrakter på nettet, men bliver helt i tvivl om det nu er den helt rigtige til vores studie hjælper i butikken. Er der nogen der kan hjælpe? Jule hilsner Christina |
Kære Christina
Det vil afhængige først og fremmest, om din virksomhed er dækket af en kollektiv overenskomst. Såfremt det er tilfældet, har mange organisationer en standard ansættelsesaftale som du kan brug.
Såfremt det ikke er tilfældet, står du som udgangspunkt frit for, hvordan sådan en kontrakt skal udformes. Du skal dog under alle omstændigheder overholde kravene i ansættelsesbevisloven. Heraf følger, at du har pligt til at underrette og oplyse medarbejderen om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet. Du skal som minimum give medarbejderen oplysninger om de forhold, der er nævnt herunder:
- Parterne – arbejdsgiverens og medarbejderens navn og adresse.
- Arbejdssted – arbejdsstedets beliggenhed.
- Arbejdet – en beskrivelse af arbejdet eller en angivelse af titel, stilling eller jobkategori.
- Start – ansættelsesforholdets starttidspunkt.
- Varighed – ansættelsesforholdets forventede varighed, medmindre der er tale om tidsubestemt ansættelse.
- Ferie – medarbejderens rettigheder med hensyn til ferie.
- Opsigelse – længden af parternes opsigelsesvarsler eller reglerne herfor.
- Løn – løn, herunder evt. løndele eller tillæg, pension mm. Desuden skal du anføre, hvornår lønnen udbetales.
- Arbejdstid – den daglige eller ugentlige arbejdstid skal angives.
- Overenskomst – oplysning om hvilke kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer arbejdsforholdet.
Du har pligt til at oplyse lønmodtageren om ”alle væsentlige” vilkår for ansættelsesforholdet. Det er således ikke tilstrækkeligt efter loven at henholde sig til de vilkår, der er nævnt i de 10 ovenstående punkter. Du skal eksempelvis oplyse om evt. forpligtelse til at udføre overarbejde.
Du kan med fordel forholde dig til aflønning under sygdom, barsel mm. i ansættelseskontrakten.
Der kan ikke gives en udtømmende liste over vilkår, der eventuelt skal oplyses om. Det vil altid afhænge af det konkrete ansættelsesforhold, hvad der er et væsentligt vilkår. Du skal derfor passe på med alle de paradigmer, som du finder på nettet. Brug dem udelukkende til inspiration.
Med venlig hilsen
Anton Kraev