Hej Viktor
Senere i år kommer den nye version af Microsoft Surface.Surface er en multitouch-skærm - d.v.s. flere kan bruge og anvende computeren samtidigt, som skaber nogle unikke sociale muligheder for interaktion med data i offentligt rum.
Udviklingen af Surface-konceptet følger principielt ganske nøje 'Chasm'-modellen (jvf. Geoffrey Moore's bibel for IT-marketing):

Version 1 tog et greb ind hos teknologi-entusiasterne og visionærerne, og med den nye version skal de nu over 'kløften' og ind på mainstream-markedet. I modsætning til 1'eren, så har Microsoft nu indgået partnerskab med Samsung på hardwaren, og ved at have Samsung som partner udviser Microsoft nu en fantastisk muskel i forhold til at få greb i offentlige digitale servicerings- og oplevelses-installationer. Samsung er ubetinget den største leverandør af skærme til offentligt rum (instore, outdoor m.v.)
Surface har ligeledes været en lille prøveklud for Windows 7 og 8 og også Kinect har nydt godt af udviklingen af Surface. Surface læner sig op ad Microsoft's vision for fremtidens computer-form, at vores interface bliver meget mere vision-based end det er i dag.
Surface er den nyeste evolution for interfacing. Vi har bavæget os fra CLI (Command Line Interface, f.eks. DOS) over GUI (Graphical User Interface, f.eks. Windows) til NUI (Natural User Interface, f.eks. Surface og Kinect) hvor tastatur og mus ikke er den primære indgang. Derimod er det ens krop og gesturer, som virker mere intuitive og lettere at bruge - specielt i multitasking scenarier.
Surface 2 kommer på markedet senere i 2011. Hidtil har den været i et test-program, som jeg har deltaget i, og jeg har derfor arbejdet med software og koncepter til version 2 i lang tid. Jeg er godkendt partner med Microsoft på Surface.
Hvorfor skal man så overveje Surface? Surface tilbyder nogle unikke muligheder for objektgenkendelse som gør servicering eget lettere i f.eks. en forretning. Man kan f.eks. forestille sig en applikation koblet med en Business Intelligence backend, hvor en kunde lægger en vare på Surface-bordet, og straks får informationer om størrelser, farver, lagerstatus, forslag til matches m.v. (Denne ide er bevidst ikke helt gyldig). Surface står dermed som en ekstra selvkørende ekspedient, med tracking-muligheder - hvilke varer er folk interesseret i, hvornår o.s.v.
Med Surface kan man også bringe oplevelses-økonomien tættere på detail-handlen. F.eks. med en traditionel instore-model, hvor butikken køber Surface og så lejer plads og content ud til underleverandører. Dog er det ikke passive reklame-spots over kassebåndet, men interaktive underholdende applikationer eller gode hjælpsomme services, som underleverandøren så kommer til at stå som sponsor af. F.eks. et Airhockey-spil, hvor hele den grafiske identitet i spillet lejes ud til en cola-producent den ene uge og til en sports-producent den næste.
Dertil kommer de virale værdier. Surface kan ikke købes af private, så oplevelsen får altid en reference.
Jeg har planlagt opstart af virksomhed, www.stopfx.dk, med fokus på interaktive oplevelsesrige digitale løsninger henvendt primært til Instore, Messer og events. Min tese er, at en forretning med budget til digitale instore-aktiviteter får bedre udnyttelse ved smalle men dybe oplevelser, frem for en masseudrulning af teknologi - vi er efterhånden blevet immune over for reklamerne på fladskærmene i Bilka, da der ikke er noget overraskelseselement i dem længere, og man bliver ikke inddraget og involveret i afviklingen.
Mit kerneprodukt ser jeg derfor som Surface, da mulighederne og skalerbarheden er så mange, der sagtens kan laves skræddersyede scenarier for stort set hvem som helst. Sekundært Kinect, som jeg også er meget begejstret for.
Som du sikkert kan tolke fra ovenstående, så har jeg en teknisk kreativ baggrund. Min hurdle er lige nu at få skærpet markedet og få identificeret de første potentialer. Nok er teknologien moden til at krydse 'kløften', men Danmark er helt uopdyrket land - mener der kun blev solgt en håndfuld af version 1 herhjemme. Derfor er strategien 2-delt. Dels at arbejde løsningsorienteret i det geografiske marked (Skandinavien) og dels produktorienteret i det virtuelle (Microsoft Pinpoint).
Da Surface ikke er på markedet endnu, laver jeg p.t. en del produkter og gør dem klar til Pinpoint ved launch.
Men jeg savner altså kompetence på salgs- og marketings-delen, som en kapital-indsprøjtning vil kunne afhjælpe. Ved at være aggressive fra start vil man kunne tage markante markedsandele og positioneret sig som specialist på feltet for oplevelsesdesign til instore-branchen.
Send mig en mail, hvis du er interesseret i at høre/vide mere.
Mange venlige hilsener
Jesper Johansen