Psykisk syge er dovne og har selv valgt det

Kære venner, jeg er i knæ, helt i knæ, og skriver indlægget her, i total afmagt. 

Min dejlige kone, fik for lidt over et år siden, en dyb depression og har siden været sygemeldt mens, hun har forsøgt at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet. 

Depressionen er "stabil", men hun kæmper stadig med nogle andre psykiske problemer. Problemer, som hun muligvis skal kæmpe med resten af livet... så det viste sig at være mere end "bare" en depression. 

Kommunen har hjulet hende med stress kursus, og for et år siden, startede hun I praktik, under revalidering. Her løber revalideringen 3 måneder af gangen, og hver gang, gør det sig gældende, at hun presses op i flere timer, med samme resultat, nemlig at det bliver for meget, og vi tager 3 skridt tilbage.

Den 21 maj er det så tid igen. Social rådgiveren har denne gang valgt at sige stop, og at hun skal KUNNE love at komme over 25 timers arbejde, hvor hun pt ligger på 16 timer, og har ikke tidligere kunne klare mere. Hvis hun ikke lover at komme over de 25 timer meget hurtigt, er det på kontant hjælp. 
Baggrunden for at hun skal over de 25 er for at raske melde hende...

Psykiatrien hun er tilknyttet anbefaler meget langsom og langt mere stabil stigning.
Afdelingen ved kommunen hun er i praktik igennem (dem der kender hende) , anbefaler langsom stigning, og ingen af de overstående er sikre på at hun kan klare + 20 timer de kommende år.

På trods af det, så er hun nu på vej over i kontanthjælp, som betyder følgende:

- Hun har ikke længere et arbejde at møde på hver dag, som er MEGET sundt for hende
- At få hende op på 16 timer per uge, har taget 5 måneder.
- Da vi er gift, og jeg tjener 20000 kr. per måned før skat, er der forsørger pligt, og hun får ingen penge i kontanthjælp

Jeg er fuldkommende mundlam og føler total afmagt. Det vi har kæmpet for så længe, og som er lykkes med store op og nedture, bliver nu rykket væk på 5 sek.

En ting er dog gået igen og igen. Nemlig det pres som kommunen konstant ligger på en psykiske syge... så stort et pres at det har konsekvenser.

Jeg er mundlam og aner ikke hvilket ben jeg skal stå på. Jeg tager kontakt til kommunen mandag og for sagsinsigt, så jeg kan skrive en klagesag. Tvivler på det hjælper.... men prøves skal det.

Hvorfor skriver jeg indlægget her på amino? Jamen det gør at en eneste grund.... den gængse holdning og super fede og overskudsoverbevisning er .... tro på det!, du har et valg!, vælg dit eget liv, det er din egen skyld! osv osv .

Min pointe er blot.... det er ikke alle der har muligheden for at træffe et valg. Psykisk syge har ofte ikke det valgt.... heller ikke om en coach eller terapeut siger det... 
I Danmark er dette mega tabu at tale om, og jeg må pinligt erkende at jeg først åbner øjnene for det, nu hvor jeg har oplevet det.  

Ov ja, glemte en lille detalje.

kommunen indhenter oplysninger fra psykiatrien for deres vurdering af sagen. Deres senest oplysninger fra psykiatrien, er indhentet Juni måned 2010, alt 11 måneder gamle oplysninger. utroligt....

Kære Boysen,

Jeg synes ikke I skal give op.

Aftal et møde med socialrådgiveren, hvor du tager med, og fremlæg jeres argumenter, som du gør her i tråden. Jeg er sikker på, at I godt kan overbevise om, at der er mest ræson i, at din kone langsomt og i sit eget tempo, arbejder sig op - og at en for hurtig optrapning af timer, virker lige modsat. Tag eventuelle dokumenter med, fra de andre instanser som har din kones sag, eller bed socialrådgiveren indhente disse. Der kan ikke træffes en beslutning i din kones sag, alene på baggrund af socialrådgiverens vurdering.

I skal også vide, at der er fokus på problemet i øjeblikket, da andre er kommet i den samme klemme som jer. DRs Kontant har haft problemstillingen oppe at vende i Kontant d. 15. Febr "Når samfundet lukker alle kasser". 

Held og lykke, og god bedring til din kone!

@Michael, @Tommy, ja alle i denne tråd, Tusind tak for Jeres indlæg, de er virkelig brugbare.

Jeg vil tage kontakt til kommunen mandag, for et møde, også vil jeg se om ikke jeg kan finde en erfaren advokat der kan tage med!. I har helt ret, jeg tage kampen... at fokusere på at lave egen arbejdsplads, vil blot være at "satse" endnu mere med hendes helbred, da jeg ikke sidder med værktøjerne til at hjælpe hende. 

Vores fælles mål er fortsat at hun kan arbejde fuldtids, og have et "normalt" liv. For at kunne nå dette, tror jeg det er vigtigt vi insisterer på at kommunen hjælper med dette.

Tak for Jeres indlæg og råd, de betyder mere end I aner!

Fat mod.

Man kan godt vinde over kommunen.

Det kræver ingen dyr advokat, det kræver blot at man har ret.

Så det er noget med at klage, og når kommunen så skider dig et stykke klager du til næste instans, formenlig det sociale nævn eller noget i den stil. Det kræver vedholdenhed, og tager lang tid. Når du så får retten på din side skal du højst sandsynligt stadig slås med kommunen om efterlevelse af en afgørelse.

Det sociale nævn er ikke i pengenød og kigger udelukkende på fakta, herunder de menneskelige omkostninger.

Man kan også give op... jeg havde en bekendt (døde her for nylig) der som skitzofren igennem over 20 år blev hevet igennem et kontanthjælp- og aktiveringshelvede. Kommunen skammer sig ikke - de parrerer jo blot ordrer...

Samfundsnassere der simulerer psykisk sygdom har selv valgt det.

Men psykisk syge mennesker vælger ikke selv at blive psykisk syge, - det har du fuldstændig ret i.

Det menneskelige sind er rimelig skrøbeligt - så man skal ikke trykke på mange forkerte knapper før det hele falder sammen om ørene på en.

Jeg ved nu ikke hvor meget tabu der er om psykisk sygdom - men jeg tror de færreste kan forestille sig hvordan en rigtig depression føles - eller hvordan det er at være vanvittig.

Hej med dig.

Jeg vil bare sige at jeg føler rigtig meget med jer -fordi jeg ved lige præcis hvordan det er at sidde fast i kommmunens paragraffer.

Jannie

@Boysen

Har fleksjob ikke været på tale i forløbet