Ja, Martin bruger et voldsomt sprog, et sprog jeg ikke er vandt til i min omgangskreds og hvis han talte på den måde i mit hus, så ville jeg bede ham om at moderere sig lidt.
Men det ændrer ikke ved at han har ret, ret i at vi fester på livet løs på øverste dæk, mens forholdende nederst i båden bliver dårligere og dårligere. Og det eneste bådens avis skriver om er hvem der danser med hvem og hvor flotte kjolerne er på første klasse.
Vi deltager i to krige, indbyggerne på Haiti er ved at bukke under fordi de stadig har store problemer efter jordskælvet, vi har en potentiel atom-katastrofe lurende i Japan, Nordafrika er fyldt med spændinger, det er valgår i Danmark, vi sparer på hænderne i det offentlige og ansætter flere DJØFer til at finde ud af hvor de næste hænder kan spares, vi har økonomiske problemer i EU der truer med at vælte os alle sammen - og alt hvad vi diskutere i aviserne, og på arbejdspladserne, er om Holger fik chokolade før eller efter han fik Pizza, om det alligevel bliver regn i weekenden og at Caroline W. ikke nåede at møde Obama.
Jeg ser Martins indlæg som et forsøg på at dreje fokus over på noget væsentligt, noget med indhold - så er det da både tankevækkende og foruroligende at debatten om hans indlæg kommer til at handle om form frem for indhold!
/Brian