Jeg plejer at illustrere problemet med Google sitemaps ved at sammenligne med denne tænkte situation: Hvis du er så bange for at have ondt, at du hver morgen spiser en tallerken Kodymagnyl med mælk på, vil du i teorien kunne gå med en byld i rumpen i en uge uden at opdage det. Den slags er ikke sundt at gå med.
På samme måde med Google sitemaps. Hvis du bruger det, vil du kunne have alvorlige problemer med din linkstruktur på din hjemmeside uden at opdage det. For at det giver mening, må jeg hellere uddybe lidt:
Forestil dig, at du har en hjemmeside uden Google sitemaps, der har været i drift i et par år og som fungerer godt i forhold til søgemaskinerne. Nu opretter du en ny side på hjemmesiden, men du kan ikke få den til at dukke op i Google. Det viser dig, at Googlebot ikke har fundet den, og det kan kun betyde, at Googlebot ikke kan følge det link, du har lavet til siden fra din menu, eller hvor du nu har lavet det. Så har du et kendt problem, og kendte problemer kan løses. Du finder ud af, hvad du har lavet forkert, retter det og så er den ged barberet.
Men havde du nu et Google sitemap på den hjemmeside, vil den nye side, du lige har tilføjet, automatisk blive tilføjet dit Google sitemap. Det betyder, at Googlebot finder siden via Google sitemap, crawler, indekserer og ranker den. Men sikkert ikke særlig godt, for siden vil stå som en mærkelig ”farisæer” i Googles øjne, da der ikke er links (som Google kan finde) til siden fra resten af din hjemmeside.
Du opdager bare aldrig problemet – lige som med bylden i rumpen.
Mit råd er derfor, at du kun skal bruge Google sitemaps, hvis du er absolut sikker på, at din interne linkstruktur er ufejlbarlig. Og er du det, er der ingen grund til at benytte Google sitemaps.