Er vores politikere idoter ?

@ Bautik

John J:

Ps. Er heldigvis i arbejde igen efter 18 måneder

" I rest my case ? 2 år er ganske lang tid til at finde et arbejde i. 4 år er efter min mening for meget..

Så vidt jeg husker, så var det S der tilbage i 90'erne ændrede dagpengene fra 7 år til 4 år?  Det finder jeg lidt sjovt :P"

-------------------

ØH - Ikke helt forstået. Mener du, at det har taget mig for lang tid ? Ufaglært / Midtjylland = små ods.

Og mudderkastning, de politiske partier imellem, det holder jeg mig helt uden for.

Mvh.

Jeg bliver helt forvirret - er vi på et iværksætter forum eller hva?

Masser af iværksættere starter på en langt lavere indkomst end dagpenge og lever for den i masser af år. De har intet socialt sikkerhedsnet, dækning under sygdom, ferie, pension osv. Til trods for dette betaler de skat, som bl.a. går til at financiere dagpenge.

Med halvering af dagpengeperioden har Danmark stadig den 3. længste periode af alle de lande vi sammenligner os med. Når folk tidligere har nærmet sig 4-årsgrænsen har de fundet sig et arbejde. 

Mit spørgsmål er hvordan man seriøst kan tro man hjælper den enkelte eller samfundet ved at parkere folk på offentlig forsørgelse på 3. og 4. år?

Jeg kender nu ikke mange, der kunne leve af mindre end satsen på cirka 11 000 før skat (dimittendydelse) og samtidig starte virksomhed - efter 5 år på SU, evt. med studiegæld - men hvis du godt kan, er det jo fint for dig.

Og tillad mig lige at supplere, for Magasinet Penge kører på DR nu. Marie Louise er 'lærer og havedesigner' og arbejder på nedsat tid. Hun har 6 børn med sin mand der også er lærer. Nu skal vi så høre hele den forudsigelige historie om hvor hårdt begrænsningen af børnepenge rammer familien, men det er bare ikke statens opgave at forsørge børnene - det er forældrernes. Og nu konstaterer hun så, at hun måske er nød til at arbejde på fuldtid. 

SU-lån er også en underlig størrelse. 80% af de tilfælde jeg støder på, hvor unge har taget studielån, er fordi de a) har været for dovne til at arbejde eller b) levet over evne. Igen, det er mit klare indtryk, at de fleste tager SU-lån fordi det er latterligt let, og det samme gælder tilbagebetalingen.

Jeg har aldrig haft, og kommer aldrig til at få ondt af studerende. De har det i forvejen alt, alt for godt sammenlignet med, hvad stort set alle andre studerende i hele verden har af vilkår. Og bemærk venligst: Jeg er selv studerende og vil være det de næste fem år frem i tiden.

Og igen: Når uddannelser går spildt, så er det fordi folk vælger uddannelser, der ikke er behov for. Den luksus har man ikke, hvis man selv betaler sin uddannelse - og selv skal betale det lån man har taget, for at uddanne sig. Det skaber en helt anden (og i mine øjne bedre) dynamik.

Som eksempel: Jeg var for et par uger siden i USA hos min onkel, hvor en af hans venner kom på besøg. Vennen var uddannet pilot, men havde mistet sit job på den lokale flyveplads på grund af krisen. Han var istedet med det samme gået igang med at uddanne sig som mandlig sygeplejerske, fordi behovet for dem er rigtig stort. Når tiderne skifter, kan han så gå tilbage til sit drømmejob, hvis han ikke har lyst til at forblive sygeplejerske.

Det er fandeme råt, og det er lige præcis den mentalitet vi har brug for, her i landet.

Ronni,

Det er altså sludder. Der er ikke een eneste der har fået børn for at gøre staten "en tjeneste" og der er en overrepræsentation af fødsler blandt ledige som jo har for få penge. 

Dimittender får ikke den maksimale sats, men maksimumsatsen minus tyve procent, mener jeg.

Det er nu underligt, hvis samfundet virkelig bruger formuer på at uddanne folk og herefter mener, at det er ligegyldigt, om de sidder ved kassen eller anvender den uddannelse, de har fået.