Hej Rebecca.
Først og fremmest kan det være en god idé at undersøge hvilke forlag der beskæftiger sig med den genre du bevæger dig indenfor. Nogle forlag er eksempelvis specialiseret indenfor faglitteratur, nogle indenfor børnebøger, etc. Visse forlag frabeder sig også direkte at få tilsendt noget indenfor en bestemt genre, som eksempelvis lyrik. Prøv at besøge de forskellige forlags hjemmesider. Langt de fleste har et link der hedder "manuskripter" eller lignende. Herunder vil du kunne læse lidt om hvad de gerne modtager, i hvilke formater etc.
Langt de fleste forlag jeg har kendskab til, foretrækker (eller kræver, rettere) at få tilsendt manuskriptet på papir. Her er der gerne specifikke krav til opsætning, linieafstand osv. Dette kan du også læse dig til på det enkelte forlags hjemmeside.
Nu skriver du ikke hvilken genre din bog hører ind under, men hvis du skriver skønlitteratur, så skal du sende et helt første udkast til forlaget. Dvs. hele den "færdige" bog, som du derefter skal påregne en del rettelser til hvis de vælger at tage den ind. Du skal også huske at medsende en kort beskrivelse af dig selv. Skriver du derimod faglitteratur, så vil et idéoplæg eller en synopsis som regel være nok til at de kan danne sig en idé om hvorvidt de ønsker at satse på din bog.
Når du har indsendt dit manuskript, så vil du som regel modtage en kvittering på dette. Herefter skal du påregne alt fra 3-8 uger før du kan regne med en tilbagemelding fra forlaget. Husk også at sende en kopi af dit manuskript, da de fleste forlag ikke påtager sig ansvar for- eller returnerer originaler.
Skulle det vise sig at være umuligt at få hul igennem til et forlag, så kan det, som nævnt i nogle af de øvrige indlæg, lade sig gøre selv at udgive bogen hos eksempelvis BoD eller lignende forlag (der findes en hel del af disse efterhånden). Her får du en langt højere royalty (udbetaling) per solgt bog, men til gengæld afholder du også selv en masse omkostninger. Men tag det som det kommer og lad dig ikke slå ud af et enkelt afslag eller tolv. Husk på at "Harry Potter" blev afvist af hele otte gange og "Borte med blæsten" ikke mindre end 38 gange. Så det er bare med at klø på =)
Håber at ovenstående var til hjælp og ønsker dig al mulig held og lykke med projektet.
De bedste hilsner
Amaris Charvell
Edit: Det koster dig intet at sende dit manuskript til et forlag. Udover portoen, blæk og papir naturligvis.