Hej Morten
Jeg kan kun tilslutte mig koret omkring Google Analytics og Google Optimizer. Faktisk finder du rigtig meget guf om netop disse emner på "Molvins" blog. Læs f.eks. om Google Analytics her og om Google Website Optimizer her.
Når nu du skal i gang med at teste, så synes jeg du skal lave en ny forside, hvor du flytter rundt på elementerne. Her kommer et par råd, som du kan tage til dig, hvis du vil:
Tænk på at gøre forsiden og dens indhold mere overskueligt, så den besøgende hurtigt kan danne sig et overblik over websitet. Når en ny besøgende kommer til din hjemmeside, har du ikke mange sekunder før personen beslutter, om han vil læse mere, eller om han smutter igen. Hvis den besøgende bliver forvirret og ikke hurtigt præcist forstår, hvad netop din hjemmeside kan gøre for netop ham, så er han over alle bjerge.
Derfor, hvis jeg var dig, så ville jeg:
1) Flytte alle bannere over i højre kolonne. Besøgende er vandt til at bannere og reklamer vises i højre side. Jeg går ud fra det giver dig gode penge at vise disse bannere på hjemmesiden? Ellers synes jeg bestemt de skal væk. De er meget store og fylder ca. 1/3 af din indholdssektion. Du kan evt. udskifte dem med noget Google Ad-sense.
2) Nu er reklamerne kommet på plads og har fået deres egen sektion. Så vil jeg flytte din sektion med logoer (Virksomheder på IndustriBasen.dk) ned i bunden og have logoerne listet horisontalt på tværs af kolonnerne. Jeg kender ikke industribranchen særlig godt, men jeg går ud fra disse referencer er gode og almen kendte eftersom du optager så meget plads på forsiden til dem. I så fald er ideen med at vise deres logoer rigtig fin.
3) Nu er bunden og højre kolonne fyldt ud. Så har du venstre top til at placere dit egentlige indhold, som jo, for den besøgend, er det vigtigste på siden. Hvordan du nu vil rangere indholdet afhænger af, hvilke mål du har med hjemmesiden. Som Molvins også skriver, så skal du klarlægge, hvad du gerne vil have den besøgende til at gøre.
Er dit primære mål, at få brugerne til at klikke på sitets interne annoncer, så skal denne boks helt op i toppen. Er det at få brugerne ind i dine sektioner, jamen så skal sektionerne fremhæves og gøres tydelige osv. osv.
Umiddelbart tror jeg du vil kunne hente mange procenter i konvertering, hvis du får en grafiker til at lave nogle flotte og tiltrækkende bokse f.eks. til "Opret bruger", "Populære sektioner" osv. Generelt kan websitet gøres noget med indbydende med et nyt design. Er du selv programmør, så skal du jo blot have en grafiker til at tegne designet til dig i Photoshop (der er sikkert mange på Amino, som vil gøre det næsten gratis).
Det var mine inputs. Håber du kan bruge det. God arbejdslyst 