MartinL:
Jeg kan ikke lige finde din henvendelse i mit system, men jeg vil tro, at fejlen er på min side.
Det, der skete for 4 uger siden, var, at vi fik massiv medieomtale. Det er naturligvis skønt, heldigt, dejligt og alt det der - men problemet var bare, at det resulterede i over 400 kundehenvendelser. Vi er altså kun 2 mand til at sidde og ringe rundt - normalt kan vi, når vi er rigtig effektive, starte 3-4 nye kunder op per uge!
Derfor lavede jeg en aftale med Rune fra IQ Medier, som jeg har et rigtig godt samarbejde med i forvejen. Aftalen gik så på, at han ringede de af kunderne op, som vi ikke selv kunne nå, så forhåbentlig så mange som muligt kunne gøres tilfredse. Alternativet var simpelthen, at vi ikke var færdige med at ringe rundt til alle før nytår, og det mente jeg ikke, at nogen af os kunne være tjent med. Jeg ville formentlig ikke få mange kunder ud af de sidste 200 opkald - og kunderne ville føle sig dårligt behandlet.
At vi er samme virksomhed, det er ikke rigtigt, men IQ Medier kan hjælpe jer med det samme som vi kan. Det hænger sådan sammen, at vi i virkeligheden er noget der hedder affiliates. Affiliates er virksomheder, der lever af at markedsføre andre virksomheder. Ofte gør vi det igennem et affiliate netværk - det kunne være IQ Medier, men vi har også gode samarbejder med EuroAds, MikkelsenMedia o.a. Netværkenes opgave er at samle en masse annoncører samt at stille software til rådighed, der kan holde øje med, hvor mange kunder der genereres af den enkelte affiliate (eksempelvis os) på annoncørens hjemmeside.
Jeg beskrev samarbejdet sådan her på vores hjemmeside, da IQ Medier så at sige ringede rundt i mit navn:
Grundet enorm kundetilstrømning i forbindelse med vores massive eksponering i medierne i de sidste par dage (feks. her, her & her) har vi aftalt med vores gode samarbejdspartnere fra IQ Medier, at de vil hjælpe os med rådgivning af enkelte af vores nye kunder. De er super dygtige og meget kompetente, så vi håber, at I tager godt imod dem.
At det lige var IQ Medier, jeg valgte, skyldes for det første, at det var ham der havde plantet historien hos en journalist hos Jyllands-Posten. Jeg har således ikke lavet et sekunds PR-arbejde for at få den omtale, som vi fik. For det andet er jeg rigtig glad for det samarbejde, som jeg til daglig har med IQ Medier, og jeg er 100% sikker på, at Rune har gjort sit allerbedste for at leve op til at kunne levere lige så god service til mine kunder, som jeg selv ville have gjort det.
Ved at samarbejde med et affiliatenetværk kan man rent faktisk opnå en meget bredere dækning (større volumen, flere kunder), i stedet for at lave et samarbejde direkte med os - simpelthen fordi, netværket jo i virkeligheden samarbejder med måske 1000 affiliates - det er altså mindst 1000 mand, der kan vælge at lave markedsføring på nettet for din virksomhed. Fordelen ved at samarbejde direkte med os er så, at man har en mere direkte kontakt med os, der laver det. Og jeg lover, at et affiliate netværk ikke kan levere 1000 gange flere kunder end os! 
Lad det i øvrigt lige være sagt med det samme, at jeg ikke har nogen som helst anparter i IQ Medier.