Har lige læst bogen "Janus Friis - Milliardær på Skype", som jeg godt kan anbefale, hvis du vil vide lidt mere om processen bag KazaA og Skype og ikke mindst bag iværksætterne Janus Friis og Niklas Zennström.
Bogen er en fantastisk fortælling om Janus Friis og hans kompagnon Niklas Zennström, som uden stort set at eje så meget som en seng at sove i, på få år skabte 2 virksomheder (KazaA & Skype), som med lynets hast fik adskillige millioner brugere og i hvert fald for Skypes vedkommende blev en forretning som gjorde især dem, men også mange af deres mere end 130 investorer meget velhavende, da selskabet blev solgt for 15,6 milliarder kr. + en yderligere option på 8,9 milliarder kr, såfremt Skype frem til d. 30/6-09 opnåede bestemte mål, som dog ikke helt blev indfriet, så den ekstra option blev "kun" på 2,8 milliarder kr. til Janus, Niklas og investorerne. Altså en samlet salgspris på ca. 18,4 milliarder kr. Heriblandt skønner man at Morten Lund fik ca. 46 millioner kroner ud af hans investering i Skype på kr. 372.500. Penge som han faktisk måtte låne af venner, fordi at hans penge på daværende tidspunkt var bundet i hans andre firmaer. Morten må på det tidspunkt bare have haft en klar fornemmelse af, at dette projekt var så godt, at han var "nødt" til at finde pengene og det gjorde han. Janus og Niklas skønnes hver at have fået omkring 2,3 milliarder kr. ud af salget + en stor del af den ekstra bonus på kr. 2,8 milliarder. Selvom Janus og Niklas i mange år blev jaget af advokater og privat-detektiver fra USA pga sagen om KazaA og selvom de til sidst måtte betale en enorm erstatning til den amerikanske musik-industri på angiveligt omkring 675 millioner kr., så lykkes det dem alligevel at stå tilbage med en bugnende bankbog og nu er de igen i gang med at skabe et nyt TV-koncept (Joost), som også spås en stor fremtid. I dag kan Janus og Niklas selv vælge hvem de vil ”lege” med fra hele verden. Det er formentlig de færreste investorer der vil sige nej tak til at investere i et projekt, som de 2 herrer står bag. Sikke et privilegium :o) Læs bogen og få ny energi til at se muligheder i stedet for begrænsninger. Hvor der er vilje, er der vej og det er denne bog et tydeligt eksempel på :o) |
Har tænkt på at læse den en gang i sommerferien, så det vil jeg glæde mig til