Nu er jeg ikke længere i tvivl, Dot-Com tiden er tilbage.
Ebay er mere værd end
McDonald’s,
Google fordoblede sin værdi efter IPO, i dag blev
about.com solgt til
The New York Times for 2,3 milliarder kroner og jeg kunne blive ved. Vi er mentalt tilbage i 1996 og det er som bekendt året før det gik amok sidst.
Jamen har vi da intet lært...? Svaret er et rungende nej. De kloge siger nu at der er realiteter bag opturen. Man tjener jo penge i de forskellige Internet forretninger og det er da også korrekt for manges vedkommende. Men tjener man nok til at retfærdiggøre de svimlende værdiansættelser vi ser i dag? Jeg ved godt at man skal se på potentialet, men ved vi mere om dem i dag end for 8 år siden?
Jeg er ikke i tvivl om at mange Internetforretninger vil gå godt og nogen vil helt sikkert blive meget større end vi nogensinde troede muligt. Men lige som sidste gang, er der ikke nok gode projekter til alle
investorerne. Så der vil igen komme dubiøse koncepter, udtænkt og udført at plattenslagere, for at narre penge ud af alle de mennesker som vil have en del af boblens sødme. Mennesket er desværre så tåbeligt indrettet, at vi efter en tabsgivende nat ved spillebordet og efter at tømmermændene har lagt sig, sætter os til bordet igen for at vinde det tabte tilbage.
Mange
investorer kom først ind i markedet da Nasdaq stod i 5.000 og nu vil de ikke lave samme fejltagelse. Derfor løber de nu til bordet, der i skrivende stund står i 2.064.
Nogle vil måske tro at det er min vådeste drøm at få Dot-Com tiden tilbage og de har til dels ret. Festen var fantastisk, men tømmermændene var nu også til at få øje på og de kunne ikke fjernes med en brusetablet..
Nå, jeg har ikke tid til at skrive mere, jeg er lige blevet inviteret til fest. Men denne gang kommer jeg hjem inden 5.000 ;-)