Det lyder umiddelbart for godt til at være sandt, men det er muligt at købe drømmeboligen i Sydfrankrig med fradrag i topskat, skriver euroinvestor.dk. Det er ikke nogen skattefidus, men derimod fuldt lovligt. Det garanterer Torben Busekist fra Riviera Homes i Cannes. - Lovgivningen tillader, at man anvender en del af sin pensionsopsparing til køb af for eksempel en udenlandsk feriebolig med fuldt lovligt fradrag i topskatten. Det betyder, at man får 60 procent af drømmeboligen betalt. Årsagen til, at det er blevet sådanne køb bliver benyttet mere og mere er, at flere og flere selv vil styre deres pensionsformue. Hvad gør man i praksis For at kunne benytte sig af fradragsmuligheden, skal man etablere et unoteret selskab, i Frankrig et SCI, som køber drømmeboligen. selskabet stiftes sammen med 5 andre personer, gerne familie, da man højest har lov til at eje 24 procent af selskabet. Derudover er det også et krav, at der højest investeres 20 procent af pensionsformuen i unoterede aktier eller anparter. Ejerne af boligen i Sydfrankrig kan dermed også selv leje boligen ud. Med den betingelse, at det foregår på markedsvilkår. - Pengene går via overskuddet i selskabet tilbage til ejerne, der blot kan flytte pengene fra den ene kasse til den anden, siger Torben Busekist. Udlejning Boligen kan også udlejes og indbringe yderligere indtægter. Skulle der opstå underskud i selskabet, når pengene skal realiseres og genbruges til pension, kan det eventuelle tab trækkes fra i andre tab i den samlede pensionsopsparing.
Lyder dette ikke som en skattefidus? og kan det lade sig gøre? |
Det er ikke en skattefidus der er tale om og ja det kan lade sig gøre. Man har fradrag for indskud på en ratepensionsordning o.l. i topskatten og midlerne på en pensionsordning kan anbringes i unoterede aktier under visse betingelser. Ejerandel i selskabet skal være under 25 % og investeringen må ikke udgøre mere end 20% af pensionsmidlerne. Investeringen skal samtidig udgøre minimum 100.000 kr.
Her taler vi så om at selskabet køber en ejendom som udlejes. Det er et krav at selskabet ikke har til formål at yde rabatter eller fordele til aktionærerne eller andre.
Med hensyn til "kasserne" skal man lige huske på at der er forskel på ejeren og ejerens pensionsordning. Kassen er i denne forbindelse ejerens pensionsordning: Det overskud som indvindes akkumuleres i selskabet og dermed i pensionsordningen. Det samme med udbytte. Ejeren personligt kan ikke få penge ud af selskabet udenom pensionsordningen og kan dermed først få penge ud når pensionsordningen ophæves.