Bliv gratis medlem
|
STEP-INS er et projekt, eller snarere et eksperiment, der vil sætte alle sejl til for at samle viden om de konkrete handlinger og tanker, succesfulde iværksættere som dig benytter sig af, når du trin-for-trin bevæger dig gennem processen fra idé til marked. Det er en opfordring til dig og alle andre iværksættere, store som små, nye som gamle, om at øse ud af din erfaring - og derved hjælpe med til at skabe flere succesfulde iværksættere, mere handlekraft og mere værdi. STEP-INS indsamler dine og andre succesfulde iværksætteres egne fortællinger og oplevelser; hvad du så, hvilke tanker du gjorde dig, hvilke følelser du havde. Og vigtigst af alt; konkrete ord på dines konkrete handlinger...med tilladelse til også at løfte sløret for, hvorfor du handlede som du gjorde. STEP-INS Eksperimentet er tiltænkt at munde ud i en videnbank om 'praktisk handling'; en værktøjskasse, der vil blive til stor og nyttig hjælp for nye såvel som etablerede iværksættere. Udformningen af denne 'værktøjskasse' igangsættes når materialet er indsamlet og bearbejdet. På forhånd tak for din fortælling Send din fortælling til: step-ins@innovations-agenturet.dk
Vil du ha' en rigtig god grund til at indsende din egen fortælling? Du er enten selv iværksætter, har været det eller går med tanker om at blive det. Så kender du også alle de spørgsmål der trænger sig på og hvor meget det betyder at have nogle erfarne rollemodeller at 'spejle' sig i. Du ved, at megen af den frygt og angst der er forbundet med de helt jordnære dagligdags handlinger, som f.eks. at ringe op til en potentiel kunde eller partner, kan overvindes og håndteres succecfuldt gennem erfarne rollemodellers rådgivning og vejledning om konkrete trin-for-trin handlinger. Jo mere viden og erfaring vi tilbyde som hjælp til andre iværksætteres succes, des mere hælper vi til hele iværksættermiljøet, hele erhvervslivet og ikke mindst vores egen succes. Er du endnu ikke er begyndt på din fortælling, kan du overveje at svare dig selv på følgende spørgsmål: Hvilket niveau af handlekraft og værdi vil vi prale af, når resultatet af din personlige fortælling viser sig i højere overlevelsesrater for iværksættere? Min egen fortælling... Lad mig selv skyde 'projektet' eller 'eksperimentet' igang, med en fortælling fra min egen boldgade. Det er fortællingen om min vej fra idé til endeligt succesprodukt: Karikaturer af politikere - som køleskabsmagneter. Der vil sikkert være mange som vil indvende, at denne fortælling overser en masse store forretningsmuligheder som kunne hav været udnyttet eller forfulgt. Jeg giver dem ret. Min beslutning dengang var dog ganske velovervejet den, at jeg ikke ville skabe en stor produktions-og salgsvirksomhed, men blot udvikle selve produktet og sælge det efter en licens-model. Det hele starter med, at jeg i min fritid og for sjov skyld, begynder at modellere en karikatur af en kendt politiker, som er meget i vælten i medierne (Uffe Ellemann). Grundidéen var at producere en form for 'badge' op til folketingsvalget, hvor denne badge kunne skille sig ud, fordi den er 3D-relief og ikke en bare flad skive. Men jeg var endnu ikke kommet så langt, som til at undersøge de tekniske produktions muligheder. Det hele var bare en pudsig tanke om at ny-tænke den normale flade 'badge', og finde en anvendelse for 'produktet'. Om ikke andet, så ville en 3D-badge skabe større opmærksomhed og nysgerrighed. Men hvor meget? Jeg var bare klar over, at det var muligt at 'påhæfte' en frontplade (cover) ovenpå en bagplade, eller en ring med nål til at sætte badgen fast på tøjet. Kanten af frontpladen blev bukket ind under bagpladen/ringen. Min forestilling var nu, at kunne producere 3D-badge ved hjælp af vacuum-formning, som jeg havde haft flygtig berøring med. Det medførte nogle nye problemstillinger og hovedbrud: Materialevalg? Farvelægning (tampontryk, håndmalet)? Vinkler og slip-kanter? Vægt? Pakning (kan de stables inden i hinanden, ligesom kaffekrus)? Alle disse overvejelser og undersøgelser foregik parallelt med at den første figur blev modelleret og begyndte at tage form. Og der dukkede hele tiden nye idéer op, som byggede ovenpå f.eks. ville det være muligt at indsætte noget lys og lyd elektronik, ligesom man kender det fra 'fødselsdags-postkort'. (Flere år senere, vendte denne tanke tilbage for fuld kraft, da jeg havde modelleret en karikatur-figur af den amerikanske præsident Bill Clinton: "I did not have sexual relations with that woman..." og blinkende lys i cigaren. Det kunne være blevet årets grineflip!) Da jeg var færdig med den første prototype afstøbning af figuren af Uffe Ellemann, (latex-støbeform og gipsafstøbning og maling) ledte jeg efter et passende sted at placere figuren, således at den ikke tog skade. Jeg kan godt lide (som alle kreative) at have mine igangværende projekter indenfor rækkevidde - synlige, så jeg kan bedømme dem, finde fejl der skal rettes, eller få inspiration. Der ligger, står, hænger en masse 'nips' overalt. Det slår mig så, at jeg kunne jo hænge den op på køleskabet. Dér ville den ikke så let kunne falde på gulvet eller forsvinde og den ville være nem at få øje på. Der lå vist nogle køleskabsmagneter i 'rode-skuffen' jeg kunne bruge. Så de blev hurtigt skrllet for deres plastik coating og magneten limet fast til figuren. Nu sad figuren på køleskabet og min kæreste spurgte så en dag hvad jeg skulle bruge den til. Hun ville have en kopi med på arbejde. Som sagt så gjort. En uge efter var jeg igang med at producere nogle flere til hendes kolleger, som åbenbart syntes at sådan én pyntede på deres private køleskab. Skæg og ballade. Det bredte sig efterhånden til flere afdelinger på sygehuset (sygeplejesker taler sammen på tværs). Og pludselig kom der forespørgsler på andre politikere:"Kunne jeg lave en figur af den og den?", "Hva' med Nyrup?", "Lykketoft med fip-skægget?", "Pia Kjærsgaard?". Jo, selvfølgelig kunne jeg det. Det passede også godt med min oprindelige idé, med badges af politikere. Jo flere des bedre. Den ene politikers markedsføring er vel ligeså god som den andens. Min største betænkelighed var, at det tog mig næsten en måned at modellere en ny figur. Efterhånden som arbejdet skred frem, gik arbejdet dog hurtigere mens kvaliteten og detaljerne blev bedre og bedre. Det var kommet 'ind under neglene'. Det endte med at jeg stod med seks figurer, som blev produceret og solgt enkeltvis. På bestilling. Én støbeform...one-by-one. Rent håndarbejde. Økonomisk set var det en dårlig forretning: Det er en ret omfattende og ressourcekrævende proces: Gipsafstøbning, afrensning, maling, lakering, magnet, skrive navn og telefonnr. Jeg tænkte mere på det som en begyndende hobby-forretning, hvor jeg ikke tog det så synderlig højtideligt, at bruge 20 minutter på hver figur. Jeg mener, det var jo fritid, jeg havde det sjovt og bortset fra min 'timeløn' gav det da et lille overskud på bundlinien. Fint nok. Og nu kommer vendepunktet. Jeg følte en stor taknemmelighed for karikaturtegneren Kjeld Mulbjerg og betragtede hans 'streg' som en kæmpe inspirationskilde, hans evne til at 'fange' det afgørende karaktertræk hos en person. Derfor ville jeg gerne vise ham min taknemmelighed og respekt. Jeg tog derfor et helt sæt af figurer, pakkede dem pænt ind i en aflang æske med purpurfarvet foer og tog ind til dagbladet Politikens redaktion. Hvordan havde jeg det med det? Det ved jeg ikke. Der var selvfølgelig en uro og usikkerhed om jeg kunne få Kjeld i tale og en vis nervøsitet for, hvordan det ville være at stå ansigt til ansigt med mit 'idol'; ville han tro jeg var skør eller anmasende eller at det var upassende? Ville jeg være istand til at formidle min respekt? Hvad nu hvis han ikke var til stede? Ville han blive fornærmet eller stille sig skeptisk overfor at jeg havde 'tyvstjålet' hans tegninger? Ville han synes om figurerne eller grine sin røv i laser? Mine tanker og følelser var på en måde afklaret, i dén forstand, at jeg ikke spekulerede over hvad jeg skulle sig og hvad han ville sige...og hvad jeg ville svare eller hvad jeg ville gøre eller han ville gøre. Det var ikke sådan noget med: Nu gør jeg sådan og sådan og så sker der det og det. Jeg havde absolut ingen forventninger eller tanker om, hvilke konsekvenser det kunne få. Det var mere som en personlig forpligtelse - at give ham en gave, som tegn på min respekt og anerkendelse. Og så heller ikke mere. Det skulle bare gøres. Og så måtte der ske hvad der måtte ske. Punktum. I receptionen fik jeg sagt: "Jeg vil gerne træffe Kjeld? Jeg har en gave til ham." Sågerne - en piccoline førte mig gennem et hav af koridorer og adskillege huse og skæve etager, før jeg pludselig trådte ind på et lille kontor med to modstående skriveborde. På den ene side sad der en journalist. Den anden stol var tom. Kjeld var ude i huset, sagde han.."- et eller andet sted". Men jeg forklarede ham den korte historie. Om han måtte kigge i æsken? Så brød han ud i skraldende latter og fik tvunget den lange historie ud af mig. "Kom med mig" sagde han, idet han hev mig op af stolen. På vejen fik han samlet en fotograf op mens han udstedte kommandoer og førte hele forsamlingen ned til husets kantine - hvor han ryddede døren på køkkenets store erhvervskøleskab for tipskuponer og huskesedler, og satte de seks karikaturer op i stedet. Næste morgen fyldte mine små køleskabsmagneter halvdelen af Politikens bagside! Jeg hørte desværre aldrig fra Kjeld Mulbjerg. Men klokken halv syv om morgenen, blev vi vækket af telefonen: Det var en syv-årig dreng som stammende og usikkert, ville høre, om han kunne købe den og den figur til sin mors fødselsdag. Klokken ti måtte vi lukke telefonsvareren og omstille til et bureau, der kunne tage imod opkald og bestillinger. Da dagen var overstået, havde vi fået 600 ordrer...! Og de ekstra gebyrer til postopkrævning var åbenbart ingen hindring. Men samme aften kastede min kæreste og jeg os ned i sofaen for at komme os over chokket og for at finde en løsning der gav mening. En klog mand har engang sagt, at man skal være klar til succes. Det var jeg ikke. Men nu var gode råd dyre: Hvordan skulle vi nogensinde være i stand til at producere så mange figurer? Det krævede faciliteter til en decideret serieproduktion. Så det gjorde vi. I dagligstuen...støbe, tørre, slibe, male, lakere, pakke. Ud at købe en masse materialer...billigt, hurtigt, lige rundt om hjørnet. Ingen tidsspilde. Men det var langt fra en holdbar løsning. Økonomien i projektet - og denne håndarbejde hjemmeproduktion - gav ikke rigtig mening: Selvom vores direkte omkostninger blev holdt på et vanvittigt lavt niveau, kunne vores eget tidsforbrug aldrig betale sig hjem. Det vidste vi sådan set godt i forvejen, men nu var det alvor; det var ikke længere et hobby/fritids-projekt. Vi måtte tage tyren ved hornene og levere de ordrer vi havde taget imod. Alt andet ville have været uetisk. De helt centrale spørgsmål i de timer, var: Hvordan håndterer vi en potentiel stigende efterspørgsel og større produktion? Hvordan sikrer vi et overskud, hvor vores eget tidsforbrug også er betalt hjem? Taber vi markedet og muligheden på jorden, hvis vi ikke kommer igang nu? Personligt mente jeg bestemt ikke, jeg var sat i verden for at bruge mine evner ved et 'samlebånd' eller være 'dør-sælger'. Hvis jeg endelig skulle noget, ville det være at modellere flere nye figurer. Men heller ikke dét, var ligesom min største målsætning i livet: Jeg ville skabe idéer. Nye koncepter, på mange felter, i mange brancher. Få dem ud på markedet og gøre en masse mennesker glade. Gøre deres liv bedre. Mere værdifuldt. Mere mening. Det er mit kald...syntes jeg. Jeg skulle have nogle til at tage sig af salget. Nogle, der allerede solgte tilsvarende varer til detailbutikkerne. Og enten kan sådan et firma formidle kontakt til en producent (som jeg selv kunne styre) eller også firmaet tage sig af 'hele pakken'. Det sidste ville passe mig fint, i og med at jeg så en fremtid med nye serier af karikaturer, som jeg så kunne modellere. I et lidt større perspektiv - og her kommer entreprenøren ind - skulle jeg så tage en beslutning om jeg skulle forfølge denne mulighed helt til dørs eller bare have det som en sidebeskæftigelse (jeg havde allerede en velfungerende grafisk tegnestue) m.a.o.: Skulle jeg forfølge karikaturerne som en selvstændig vækstvirksomhed, ville det indebære at jeg skulle få modelleret og produceret figurerne i Kina, sørge for salg, indpakning og distribution, men også enten samarbejde med eksisterende grossister på markedet eller selv etablere en salgsleddet til detailbutikkerne. (I dag ville det være en smal sag at lægge hele butikken op som en web-shop i løbet af en eftermiddag). Jeg besluttede mig for et 'one-shot' projekt og en licens-model. Derfor var der ingen anden udvej, end at gå 'agentur' vejen, ved at undersøge markedet for forhandlere (detailbutikker), grossister, importører og producenter. Dengang i sidste halvdel af 90'erne var internettet ikke så udbygget og altfavnende som i dag. Kun et mindretal af firmaer havde en hjemmeside og jeg var slet ikke sikker på, at de firmaer som var nødvendige i dette projekt, var blandt de, der havde. Kendte jeg nogle i mit netværk? Nope - ikke lige indenfor husflid eller pyntegenstande eller gaveartikler til hjemmet. Men jeg havde da arbejdet på nogle reklamebureauer i tidens løb og derigennem haft lidt kontakt til virksomheder der solgte alverdens mærkelige reklameartikler og så'n noget. Dem ringer du da til - tænkte jeg - og spørger om de kan hjælpe med en indgang til privatmarkedet. Og ellers var det i stort omfang den 'gammeldags' opsøgende metode, jeg måtte gribe til: Telefonbogen. Og spørg mig lige om jeg havde lyst til det? Overhovedet ikke. Jeg følte næsten kvalme og en fysisk vrede og irritation ved at skulle tage 'sælger' hatten på, fordi jeg vidste hvad det indebar (jeg havde været der før): Cold Call, tonsvis af dem, tale for sin syge moster, finde de gode indtjenings-argumenter frem, skabe interesse og begejstring, overvinde sekretær-barrieren, skrive forretningsbreve og faxe. Jeg orkede det ikke. Men det skulle gøres - der var ingen vej udenom. Fuldt ind eller fuld stop. Og sådan blev det. "Hej, jeg hedder Rogert. Jeg sidder med et produkt, som 'over-night' har vist sig at være vanvittigt populært...og jeg har brug for din hjælp: Jeg kan ikke følge med efterspørgslen. Du skulle lige have modtaget en fax, så du kan se hvad det drejer sig om (artiklen fra Politiken)...". Heldigvis viste det sig at blive mere overkommeligt end jeg havde forestillet mig. Af tre afgørende grunde: 1) Jeg havde en fantastisk halvside succeshistorie på Politikens bagside. 2) Jeg havde rollerne og værdikæden på plads, og 3) Jeg bad om hjælp, ved at tilbyde en partner-andel af den potentielle værdi. Efter mange telefonopringninger og fax af den pragtfulde PR-artikel fra Politiken, lykkedes det endelig at få en positiv interesse for et samarbejde, med en jydsk (!) grossist. Han kunne have valgt at påtage sig en eller flere af opgaverne, men besluttede i sidste ende at påtage sig produktion, salg og markedsføring. Mod en styk-licens til mig. Resultat? Køleskabsmagneterne med politikerne kom på gaden og solgte som varmt brød. Good for you, good for me. Med venligste hilsner, Rogert Münzberg Innovations-Agenturet Mobil: 2711 0172 |
Tillykke, det er absolut det længste indlæg jeg har set - dog klarede jeg ikke at læse det hele igennem :-)
Opret bruger