Iværksætternyheder

Svar: Din iværksætter-fortælling er guld værd! - Ny viden om succesfulde iværksætteres trin-for-trin handlinger, vil hjælpe til bedre iværksætteri

ruggero — Mon, 08 Jun 2015 15:12:32 GMT

Mange tak for dine 'roser', Kevin - og for din standhaftighed ;-) Det glæder mig super meget!

Jeg syntes at Amino er et fantastisk mødested for iværksættere, nye som erfarne, unge som gamle, succesfulde som fejlere.

Det er sindssygt vigtigt og enormt værdifuldt at have et 'spørgehjørne' hvor man kan få hurtigt svar på sine spørgsmål. Og det gør det kun endnu bedre, at diskussionerne sker mellem 'ligesindede', der kan trække på et arsenal af erfaringer fra det virkelige liv. Det er ikke til at undvære. Og ja, vi er heldige at der var en klog mand der fandt på at starte Amino, men også at så mange har fundet ud af at det kan betale sig at hjælpe hinanden. Der vil altid være brug for Amino...og måske endnu mere i årene fremover, fordi iværksætteri er kommet øverst på dagsordenen.

I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at den påtænkte 'Værktøjskassen' IKKE er - og heller aldrig bliver - et alternativ til Amino. Det er tiltænkt som et 'lille' og beskedent supplement. Formålet er simpelthen at samle erfaringerne fra iværksætternes fortællinger, i nogle meget konkrete og generelle redskaber der vil kunne anvise nogle trin-for-trin handlinger for iværksættere. Fokus vil være meget rettet mod iværksætterens 'mindset' og forandring af personligheden henimod en mere succesfuld handle-og tænkestil. Kald det en 'opslagsbog' på linje med andre faglige opslagsværk: Forskellen er, at et opslagsværk i 'handling' ikke kun drejer sig om bare at følge nogle fastlåste skridt, at gøre det og det først og så det og det bagefter. Det er mindst lige så vigtigt at få den psykologiske side med ind over. At sørge for at det giver mening, således at motivation falder i hak og får 'teorien' (de konkrete anvisninger) til at gøre de succesfulde handlinger bedre.

Min holdning er, at der ikke kan komme for meget hjælp til iværksættere.

Der findes tonsvis af bøger om emnet. Vi oversvømmes af kurser og seminarer og workshops som alle lover galaktiske resultater...på 4 dage. Og jeg kunne aldrig drømme om at tage glansen af Amino (de er en kæmpe supernova) - men hvis man fik alle sine iværksætter-drømme opfyldt ved KUN at have Amino i 'baglommen', så ville alle disse øvrige tilbud nok allerede have lidt en stille død. Amino fylder en stor niche, men det ville være urealistisk at tro, at der ikke er plads til andre, eller at der ikke altid er plads til forbedringer.

'Værktøjkassen' er et beskedent forsøg på at udvikle en sådan forbedring.

Håber du kan bruge svaret ;-)

Ha' en fantastisk aften - Rogert

(Og husk nu at sende din egen fortælling...)

Svar: Din iværksætter-fortælling er guld værd! - Ny viden om succesfulde iværksætteres trin-for-trin handlinger, vil hjælpe til bedre iværksætteri

ruggero — Mon, 08 Jun 2015 13:53:49 GMT

Hej Jeppe, - Min egen fortælling er ment som inspiration til, hvad jeg mener der er interessant at bide mærke i. Forstået på den måde, at jeg skulle interviewe dig og høre din historie, så kunne du måske sige: "Jeg havde denneher idé. Jeg fik lavet en protype og gik så ud at sælge den. Bingo, og jeg var oppe at køre!". Dér ville jeg så stille nogle spørgsmål der stak lidt dybere f.eks. hvor kom idéen fra? talte du med nogle om den? hvordan håndterede du kritikken? tilrettede du noget bagefter? hvordan bar du dig ad med at lave en prototype? hvordan havde du det med de forhindringer der dukkede op (praktisk, økonomisk, teknisk)? kendte du nogle der kunne hjælpe? hvis ikke, hvordan håndterede du det så?

Som jeg har skrevet i et andet svar, her på siden, så skal alle de fortællinger vi modtager, ikke offentliggøres, men igennem et omfattende analyse arbejde.

Og lad mig tilsidst give dig det korte resume: Fortæl os hvad du konkret gør og tænker, når du foretager en iværksætter-handling. Send fortællingen til: step-ins@innovations-agenturet.dk. Vi analyserer dine og alle andres måder at gøre tingene på og samler resultatet i en 'værktøjskasse'.

Og den korte version af min egen fortælling: Modellerer 3D-karikaturer af politikere. Producerer nogle stykker i gips som håndmales og sælges en-for-en til venner og bekendte, som køleskabsmagneter. Vi får 'foræret' en 1/2 bagside af Politiken med billede af figurerne, hvilket resulterer i 600 ordrer inden dagen er omme. Vi indgår en licensaftale med en producent/grossist, og tjener en masse penge.

nhjaaah...jeg syntes den virker lidt 'flad' eller hva'?

Men hver mand sin smag ;-)

Lad mig høre din fortælling, Jeppe.

mvh Rogert

Svar: Din iværksætter-fortælling er guld værd! - Ny viden om succesfulde iværksætteres trin-for-trin handlinger, vil hjælpe til bedre iværksætteri

ruggero — Mon, 08 Jun 2015 13:23:20 GMT

Hej Ulfborg - Tak for din kommentar.

Jeg kan se at du er en ivrig indlægs-skribent...780 stykker. Der er da til et par ture på brædtet ;-)

Nå, spøg til side: Du læser det du synes er interessant. Og det gør det fleste andre også. Inklusive mig selv.

Og med den erfaring du har på tastaturet, så må det være en smal sag for dig at skrive et par ord om dine konkrete handlinger som iværksætter...noget, som andre helt sikkert vil syntes er både interessant og lærerigt.

Men meningen med denne indsamling er sådan set ikke at hverken dine eller andres historier skal læses offentligt - de skal sendes til den e-mail, der stod i mit indlæg: step-ins@innovations-agenturet.dk.

Det hele skulle som sagt munde ud i en værktøjskasse for iværksættere. Men inden da, skal der foretages et meget omfattende analyse arbejde...for ikke at tale om læsetiden: Dér kommer jeg nok til at sidde på overtid på 'brædtet'.

Ha' det fint ;-)

Rogert

Svar: Din iværksætter-fortælling er guld værd! - Ny viden om succesfulde iværksætteres trin-for-trin handlinger, vil hjælpe til bedre iværksætteri

ruggero — Mon, 08 Jun 2015 13:02:53 GMT

Tusind tak, Marwe - Jeg er da ked af at du fik ondt i øjnene inden du kom igennem alle ca. 2.500 ord.

Men derfor ville jeg da rigtig gerne høre om dine egne oplevelser og dine handlinger som iværksætter.

Og nej, du behøver ikke skrive 2.500 ord...et par hundrede ville også gøre det ;-)

mvh Rogert

Svar: Din iværksætter-fortælling er guld værd! - Ny viden om succesfulde iværksætteres trin-for-trin handlinger, vil hjælpe til bedre iværksætteri

KevinSj — Sun, 07 Jun 2015 20:18:35 GMT

En godt indlæg og en god historie(for en der har læst hele smøren) :)

Kan se mange mulighedder i at have en iværksætter værktøjskasse, men her er vi jo så heldige at amino I mange år har hjulpet iværksættere, hvordan bliver innovations-agenturet anderledes ?

Svar: Din iværksætter-fortælling er guld værd! - Ny viden om succesfulde iværksætteres trin-for-trin handlinger, vil hjælpe til bedre iværksætteri

Simon Lübic Hedegård — Sun, 07 Jun 2015 19:30:12 GMT

Med andre ord er den fortælling guld værd, hvis den er mere i lokums-læsnings-størrelse ;)

Svar: Din iværksætter-fortælling er guld værd! - Ny viden om succesfulde iværksætteres trin-for-trin handlinger, vil hjælpe til bedre iværksætteri

Jeppe Vestergaard — Sun, 07 Jun 2015 18:51:34 GMT

Kan du lave et kort og læsevenligt resumé af dit ekstremt lange indlæg? :-)

Svar: Din iværksætter-fortælling er guld værd! - Ny viden om succesfulde iværksætteres trin-for-trin handlinger, vil hjælpe til bedre iværksætteri

Marwe — Sun, 07 Jun 2015 18:49:05 GMT

Tillykke, det er absolut det længste indlæg jeg har set - dog klarede jeg ikke at læse det hele igennem :-)

Din iværksætter-fortælling er guld værd! - Ny viden om succesfulde iværksætteres trin-for-trin handlinger, vil hjælpe til bedre iværksætteri

ruggero — Sun, 07 Jun 2015 17:55:39 GMT

STEP-INS er et projekt, eller snarere et eksperiment, der vil sætte alle sejl til for at samle viden om de konkrete handlinger og tanker, succesfulde iværksættere som dig benytter sig af, når du trin-for-trin bevæger dig gennem processen fra idé til marked.

Det er en opfordring til dig og alle andre iværksættere, store som små, nye som gamle, om at øse ud af din erfaring - og derved hjælpe med til at skabe flere succesfulde iværksættere, mere handlekraft og mere værdi.

STEP-INS indsamler dine og andre succesfulde iværksætteres egne fortællinger og oplevelser; hvad du så, hvilke tanker du gjorde dig, hvilke følelser du havde. Og vigtigst af alt; konkrete ord på dines konkrete handlinger...med tilladelse til også at løfte sløret for, hvorfor du handlede som du gjorde.

STEP-INS Eksperimentet er tiltænkt at munde ud i en videnbank om 'praktisk handling'; en værktøjskasse, der vil blive til stor og nyttig hjælp for nye såvel som etablerede iværksættere.

Udformningen af denne 'værktøjskasse' igangsættes når materialet er indsamlet og bearbejdet.

På forhånd tak for din fortælling

Send din fortælling til: step-ins@innovations-agenturet.dk

Vil du ha' en rigtig god grund til at indsende din egen fortælling?

Du er enten selv iværksætter, har været det eller går med tanker om at blive det.

Så kender du også alle de spørgsmål der trænger sig på og hvor meget det betyder at have nogle erfarne rollemodeller at 'spejle' sig i.

Du ved, at megen af den frygt og angst der er forbundet med de helt jordnære dagligdags handlinger, som f.eks. at ringe op til en potentiel kunde eller partner, kan overvindes og håndteres succecfuldt gennem erfarne rollemodellers rådgivning og vejledning om konkrete trin-for-trin handlinger.

Jo mere viden og erfaring vi tilbyde som hjælp til andre iværksætteres succes, des mere hælper vi til hele iværksættermiljøet, hele erhvervslivet og ikke mindst vores egen succes.

Er du endnu ikke er begyndt på din fortælling, kan du overveje at svare dig selv på følgende spørgsmål:

Hvilket niveau af handlekraft og værdi vil vi prale af, når resultatet af din personlige fortælling viser sig i højere overlevelsesrater for iværksættere?

Min egen fortælling...

Lad mig selv skyde 'projektet' eller 'eksperimentet' igang, med en fortælling fra min egen boldgade. Det er fortællingen om min vej fra idé til endeligt succesprodukt: Karikaturer af politikere - som køleskabsmagneter.

Der vil sikkert være mange som vil indvende, at denne fortælling overser en masse store forretningsmuligheder som kunne hav været udnyttet eller forfulgt. Jeg giver dem ret. Min beslutning dengang var dog ganske velovervejet den, at jeg ikke ville skabe en stor produktions-og salgsvirksomhed, men blot udvikle selve produktet og sælge det efter en licens-model.

Det hele starter med, at jeg i min fritid og for sjov skyld, begynder at modellere en karikatur af en kendt politiker, som er meget i vælten i medierne (Uffe Ellemann).

Grundidéen var at producere en form for 'badge' op til folketingsvalget, hvor denne badge kunne skille sig ud, fordi den er 3D-relief og ikke en bare flad skive.

Men jeg var endnu ikke kommet så langt, som til at undersøge de tekniske produktions muligheder. Det hele var bare en pudsig tanke om at ny-tænke den normale flade 'badge', og finde en anvendelse for 'produktet'. Om ikke andet, så ville en 3D-badge skabe større opmærksomhed og nysgerrighed. Men hvor meget?

Jeg var bare klar over, at det var muligt at 'påhæfte' en frontplade (cover) ovenpå en bagplade, eller en ring med nål til at sætte badgen fast på tøjet. Kanten af frontpladen blev bukket ind under bagpladen/ringen. Min forestilling var nu, at kunne producere 3D-badge ved hjælp af vacuum-formning, som jeg havde haft flygtig berøring med. Det medførte nogle nye problemstillinger og hovedbrud: Materialevalg? Farvelægning (tampontryk, håndmalet)? Vinkler og slip-kanter? Vægt? Pakning (kan de stables inden i hinanden, ligesom kaffekrus)?

Alle disse overvejelser og undersøgelser foregik parallelt med at den første figur blev modelleret og begyndte at tage form. Og der dukkede hele tiden nye idéer op, som byggede ovenpå f.eks. ville det være muligt at indsætte noget lys og lyd elektronik, ligesom man kender det fra 'fødselsdags-postkort'. (Flere år senere, vendte denne tanke tilbage for fuld kraft, da jeg havde modelleret en karikatur-figur af den amerikanske præsident Bill Clinton: "I did not have sexual relations with that woman..." og blinkende lys i cigaren. Det kunne være blevet årets grineflip!)

Da jeg var færdig med den første prototype afstøbning af figuren af Uffe Ellemann, (latex-støbeform og gipsafstøbning og maling) ledte jeg efter et passende sted at placere figuren, således at den ikke tog skade. Jeg kan godt lide (som alle kreative) at have mine igangværende projekter indenfor rækkevidde - synlige, så jeg kan bedømme dem, finde fejl der skal rettes, eller få inspiration. Der ligger, står, hænger en masse 'nips' overalt.

Det slår mig så, at jeg kunne jo hænge den op på køleskabet. Dér ville den ikke så let kunne falde på gulvet eller forsvinde og den ville være nem at få øje på.

Der lå vist nogle køleskabsmagneter i 'rode-skuffen' jeg kunne bruge. Så de blev hurtigt skrllet for deres plastik coating og magneten limet fast til figuren.

Nu sad figuren på køleskabet og min kæreste spurgte så en dag hvad jeg skulle bruge den til. Hun ville have en kopi med på arbejde.

Som sagt så gjort.

En uge efter var jeg igang med at producere nogle flere til hendes kolleger, som åbenbart syntes at sådan én pyntede på deres private køleskab. Skæg og ballade.

Det bredte sig efterhånden til flere afdelinger på sygehuset (sygeplejesker taler sammen på tværs).

Og pludselig kom der forespørgsler på andre politikere:"Kunne jeg lave en figur af den og den?", "Hva' med Nyrup?", "Lykketoft med fip-skægget?", "Pia Kjærsgaard?".

Jo, selvfølgelig kunne jeg det. Det passede også godt med min oprindelige idé, med badges af politikere. Jo flere des bedre. Den ene politikers markedsføring er vel ligeså god som den andens.

Min største betænkelighed var, at det tog mig næsten en måned at modellere en ny figur. Efterhånden som arbejdet skred frem, gik arbejdet dog hurtigere mens kvaliteten og detaljerne blev bedre og bedre. Det var kommet 'ind under neglene'.

Det endte med at jeg stod med seks figurer, som blev produceret og solgt enkeltvis. På bestilling. Én støbeform...one-by-one. Rent håndarbejde.

Økonomisk set var det en dårlig forretning: Det er en ret omfattende og ressourcekrævende proces: Gipsafstøbning, afrensning, maling, lakering, magnet, skrive navn og telefonnr. Jeg tænkte mere på det som en begyndende hobby-forretning, hvor jeg ikke tog det så synderlig højtideligt, at bruge 20 minutter på hver figur. Jeg mener, det var jo fritid, jeg havde det sjovt og bortset fra min 'timeløn' gav det da et lille overskud på bundlinien. Fint nok.

Og nu kommer vendepunktet.

Jeg følte en stor taknemmelighed for karikaturtegneren Kjeld Mulbjerg og betragtede hans 'streg' som en kæmpe inspirationskilde, hans evne til at 'fange' det afgørende karaktertræk hos en person. Derfor ville jeg gerne vise ham min taknemmelighed og respekt.

Jeg tog derfor et helt sæt af figurer, pakkede dem pænt ind i en aflang æske med purpurfarvet foer og tog ind til dagbladet Politikens redaktion.

Hvordan havde jeg det med det?

Det ved jeg ikke. Der var selvfølgelig en uro og usikkerhed om jeg kunne få Kjeld i tale og en vis nervøsitet for, hvordan det ville være at stå ansigt til ansigt med mit 'idol'; ville han tro jeg var skør eller anmasende eller at det var upassende? Ville jeg være istand til at formidle min respekt? Hvad nu hvis han ikke var til stede? Ville han blive fornærmet eller stille sig skeptisk overfor at jeg havde 'tyvstjålet' hans tegninger? Ville han synes om figurerne eller grine sin røv i laser? Mine tanker og følelser var på en måde afklaret, i dén forstand, at jeg ikke spekulerede over hvad jeg skulle sig og hvad han ville sige...og hvad jeg ville svare eller hvad jeg ville gøre eller han ville gøre. Det var ikke sådan noget med: Nu gør jeg sådan og sådan og så sker der det og det. Jeg havde absolut ingen forventninger eller tanker om, hvilke konsekvenser det kunne få.

Det var mere som en personlig forpligtelse - at give ham en gave, som tegn på min respekt og anerkendelse. Og så heller ikke mere. Det skulle bare gøres. Og så måtte der ske hvad der måtte ske. Punktum.

I receptionen fik jeg sagt: "Jeg vil gerne træffe Kjeld? Jeg har en gave til ham."

Sågerne - en piccoline førte mig gennem et hav af koridorer og adskillege huse og skæve etager, før jeg pludselig trådte ind på et lille kontor med to modstående skriveborde. På den ene side sad der en journalist. Den anden stol var tom.

Kjeld var ude i huset, sagde han.."- et eller andet sted". Men jeg forklarede ham den korte historie.

Om han måtte kigge i æsken?

Så brød han ud i skraldende latter og fik tvunget den lange historie ud af mig.

"Kom med mig" sagde han, idet han hev mig op af stolen. På vejen fik han samlet en fotograf op mens han udstedte kommandoer og førte hele forsamlingen ned til husets kantine - hvor han ryddede døren på køkkenets store erhvervskøleskab for tipskuponer og huskesedler, og satte de seks karikaturer op i stedet.

Næste morgen fyldte mine små køleskabsmagneter halvdelen af Politikens bagside!

Jeg hørte desværre aldrig fra Kjeld Mulbjerg.

Men klokken halv syv om morgenen, blev vi vækket af telefonen: Det var en syv-årig dreng som stammende og usikkert, ville høre, om han kunne købe den og den figur til sin mors fødselsdag.

Klokken ti måtte vi lukke telefonsvareren og omstille til et bureau, der kunne tage imod opkald og bestillinger.

Da dagen var overstået, havde vi fået 600 ordrer...!

Og de ekstra gebyrer til postopkrævning var åbenbart ingen hindring.

Men samme aften kastede min kæreste og jeg os ned i sofaen for at komme os over chokket og for at finde en løsning der gav mening.

En klog mand har engang sagt, at man skal være klar til succes. Det var jeg ikke.

Men nu var gode råd dyre: Hvordan skulle vi nogensinde være i stand til at producere så mange figurer? Det krævede faciliteter til en decideret serieproduktion.

Så det gjorde vi. I dagligstuen...støbe, tørre, slibe, male, lakere, pakke.

Ud at købe en masse materialer...billigt, hurtigt, lige rundt om hjørnet. Ingen tidsspilde.

Men det var langt fra en holdbar løsning. Økonomien i projektet - og denne håndarbejde hjemmeproduktion - gav ikke rigtig mening: Selvom vores direkte omkostninger blev holdt på et vanvittigt lavt niveau, kunne vores eget tidsforbrug aldrig betale sig hjem.

Det vidste vi sådan set godt i forvejen, men nu var det alvor; det var ikke længere et hobby/fritids-projekt. Vi måtte tage tyren ved hornene og levere de ordrer vi havde taget imod. Alt andet ville have været uetisk. De helt centrale spørgsmål i de timer, var: Hvordan håndterer vi en potentiel stigende efterspørgsel og større produktion? Hvordan sikrer vi et overskud, hvor vores eget tidsforbrug også er betalt hjem? Taber vi markedet og muligheden på jorden, hvis vi ikke kommer igang nu?

Personligt mente jeg bestemt ikke, jeg var sat i verden for at bruge mine evner ved et 'samlebånd' eller være 'dør-sælger'. Hvis jeg endelig skulle noget, ville det være at modellere flere nye figurer. Men heller ikke dét, var ligesom min største målsætning i livet: Jeg ville skabe idéer. Nye koncepter, på mange felter, i mange brancher. Få dem ud på markedet og gøre en masse mennesker glade. Gøre deres liv bedre. Mere værdifuldt. Mere mening. Det er mit kald...syntes jeg.

Jeg skulle have nogle til at tage sig af salget. Nogle, der allerede solgte tilsvarende varer til detailbutikkerne. Og enten kan sådan et firma formidle kontakt til en producent (som jeg selv kunne styre) eller også firmaet tage sig af 'hele pakken'. Det sidste ville passe mig fint, i og med at jeg så en fremtid med nye serier af karikaturer, som jeg så kunne modellere.

I et lidt større perspektiv - og her kommer entreprenøren ind - skulle jeg så tage en beslutning om jeg skulle forfølge denne mulighed helt til dørs eller bare have det som en sidebeskæftigelse (jeg havde allerede en velfungerende grafisk tegnestue) m.a.o.: Skulle jeg forfølge karikaturerne som en selvstændig vækstvirksomhed, ville det indebære at jeg skulle få modelleret og produceret figurerne i Kina, sørge for salg, indpakning og distribution, men også enten samarbejde med eksisterende grossister på markedet eller selv etablere en salgsleddet til detailbutikkerne. (I dag ville det være en smal sag at lægge hele butikken op som en web-shop i løbet af en eftermiddag).

Jeg besluttede mig for et 'one-shot' projekt og en licens-model.

Derfor var der ingen anden udvej, end at gå 'agentur' vejen, ved at undersøge markedet for forhandlere (detailbutikker), grossister, importører og producenter.

Dengang i sidste halvdel af 90'erne var internettet ikke så udbygget og altfavnende som i dag. Kun et mindretal af firmaer havde en hjemmeside og jeg var slet ikke sikker på, at de firmaer som var nødvendige i dette projekt, var blandt de, der havde.

Kendte jeg nogle i mit netværk? Nope - ikke lige indenfor husflid eller pyntegenstande eller gaveartikler til hjemmet. Men jeg havde da arbejdet på nogle reklamebureauer i tidens løb og derigennem haft lidt kontakt til virksomheder der solgte alverdens mærkelige reklameartikler og så'n noget. Dem ringer du da til - tænkte jeg - og spørger om de kan hjælpe med en indgang til privatmarkedet.

Og ellers var det i stort omfang den 'gammeldags' opsøgende metode, jeg måtte gribe til: Telefonbogen. Og spørg mig lige om jeg havde lyst til det? Overhovedet ikke. Jeg følte næsten kvalme og en fysisk vrede og irritation ved at skulle tage 'sælger' hatten på, fordi jeg vidste hvad det indebar (jeg havde været der før): Cold Call, tonsvis af dem, tale for sin syge moster, finde de gode indtjenings-argumenter frem, skabe interesse og begejstring, overvinde sekretær-barrieren, skrive forretningsbreve og faxe. Jeg orkede det ikke.

Men det skulle gøres - der var ingen vej udenom. Fuldt ind eller fuld stop.

Og sådan blev det.

"Hej, jeg hedder Rogert. Jeg sidder med et produkt, som 'over-night' har vist sig at være vanvittigt populært...og jeg har brug for din hjælp: Jeg kan ikke følge med efterspørgslen. Du skulle lige have modtaget en fax, så du kan se hvad det drejer sig om (artiklen fra Politiken)...".

Heldigvis viste det sig at blive mere overkommeligt end jeg havde forestillet mig. Af tre afgørende grunde: 1) Jeg havde en fantastisk halvside succeshistorie på Politikens bagside. 2) Jeg havde rollerne og værdikæden på plads, og 3) Jeg bad om hjælp, ved at tilbyde en partner-andel af den potentielle værdi.

Efter mange telefonopringninger og fax af den pragtfulde PR-artikel fra Politiken, lykkedes det endelig at få en positiv interesse for et samarbejde, med en jydsk (!) grossist. Han kunne have valgt at påtage sig en eller flere af opgaverne, men besluttede i sidste ende at påtage sig produktion, salg og markedsføring.

Mod en styk-licens til mig.

Resultat? Køleskabsmagneterne med politikerne kom på gaden og solgte som varmt brød. Good for you, good for me.

Med venligste hilsner,

Rogert Münzberg

Innovations-Agenturet

Mobil: 2711 0172