Jeg har virkelig set frem til at kunne skrive dette indlæg! I dag sagde jeg mit lønmodtagerjob op, så når jeg vågner i morgen, er det til en hverdag som 100% iværksætter. Ikke deltidsiværksætter, ikke arbejdende på noget der engang skal blive til et job. Nej, nu er det speederen i bund, og fuld fart frem. Jeg skal være ærlig og indrømme, at det er en beslutning der har været noget tid undervejs. Jeg havde et rigtigt godt job, med høj løn, attraktiv bonus og aktieoptioner. Gennem min ansættelse har jeg købt to sportsvogne, jeg har boet på en af Silicon Valley’s mest attraktive adresser med NFL og NHL stjerner som naboer. Jeg spiste på restaurant hver aften, og prøvede ikke engang at lave mad i køkkenet. Men jeg har været iværksætter i 9 år af mit liv, og trangen til at blive selvstændig igen var for stor, til at jeg kunne modstå fristelsen. Jeg blev bare nødt til at blive fuldtidsiværksætter igen – trods min meget komfortable livsstil… Så for kort tid siden besluttede fruen og jeg, at vi skulle satse på mit projekt, og flyttede derfor fra vores lækre lejlighed, til en, ja, mere gennemsnitlig lejlighed, tæt på hendes arbejde. Besparelsen i husleje er ret markant, og helt sikkert en stor hjælp, nu hvor min indtægt er væk. Jeg begyndte i det hele taget at forberede mig på at skære ned på de faste omkostninger, da jeg ved fra tidligere iværksætter projekter, at faste omkostninger kan tage livet af selv den bedste ide. Jeg er ret optimistisk, for der er allerede før start investorer som har vist interesse, og en af de største butikskæder i USA er interesseret i at teste mit software. Så jeg tror på at det skal lykkes. Aktieselskabet er stiftet, og jeg er klar til at give projektet alt hvad jeg har. Mere om projektet følger… Mvh Carsten |
Alt muligt held og lykke til dig.
Det var en modig beslutning.