Kære alle sammen.
Mit navn er Peter og jeg er stifter af trustpilot.dk
Amino er så vidt jeg har forstået, en side hvor iværksættere kan hjælpe iværksættere.
Jeg vil gerne takke Martin Thorborg for rådet med Beta logoet. Det kom på i går, forsinket det erkender vi , men nu er det der.
Derudover har vi skruet ned for retorikken og opfordret mere til selvstændig stillingtagen- læs selv på vores hjemmeside.
Kritik af trustpilot
Når Mikkel Svendsen skriver
"Jeg synes det er direkte pinligt, og dybt dobbeltmoralsk, at Truspilot mener de har ret til - gennem deres system, at rakke ned på andre, men ikke synes det er rimeligt at de selv underlægges samme kritik."
Kan jeg kun henvise til http://www.trustpilot.dk/Review.aspx?DID=18027
Og sige at jeg er uenig ;)
vi tager gerne imod konstruktiv kritik, og jeg vil gerne tage en diskussion om en lang række punkter.
Det berømte nyhedsbrev
Lad os starte med nyhedsbrevet. Ved lanceringen af trustpilot, var man som udgangspunkt tilmeldt nyhedsbrevet. Vi blev dog meget hurtigt gjort opmærksom på fejlen, og fik den rettet. http://www.trustpilot.dk/Signin.aspx
Nogle af vores brugere, har uden at de ønskede det, modtaget vores nyhedsbrev. Det skal jeg meget undskylde. Det vil ALDRIG ske igen.
Pålideligheden af ratings
Så er der diskussionen omkring pålideligheden af ratings. Vi har i nyhedsbrevet fortalt om en række tiltag vi vil gennemføre for at forbedre kvaliteten og pålideligheden af sitet.
For jer der ikke har modtaget det efterhånden famøse nyhedsbrev, vil jeg tillade mig at liste punkterne her:
"Som bruger får du mulighed for at vurdere virksomheden på flere parametre, såsom leveringstid og kundeservice, selvom vi beholder en samlet overordenet vurdering. Detaljerede bedømmelser vægtes højere end ikke detaljerede bedømmelser. Har du allerede givet en bedømmelse, vil du kunne finde den under din profil og gøre den mere detaljeret.
Ved afgivelse af bedømmelse opfordrer vi kraftigt til at skrive en kort kommentar. Hermed kan man som bruger læse hvad der rent faktisk var godt eller dårligt, og selv tage stilling til det. Bedømmelser med en kommentar vil tælle mere end bedømmelser uden.
Som bruger vil du kunne vurdere om bedømmelserne du læser, er en hjælp for dig til at træffe en beslutning. Bedømmelser der vurderes positivt af mange brugere, vil tælle mere end andre bedømmelser. Vi forventer, at brugere vil vurdere detaljerede beretninger højere, end meget korte upræcise beretninger.
Som bruger vil du i gennemskuelighedens ånd, kunne se hvilke bedømmelser, andre brugere har afgivet.
Vi vil foretage stikprøvekontrol på om brugeren findes, og på om brugeren rent faktisk har gennemført en handel ved virksomheden. Trustpilot vil i disse tilfælde kontakte brugeren, der altid forbliver anonym overfor virksomheden, der bedømmes.
Vi vil registrere en lang række tekniske specifikationer fra brugeren ved afgivelse af bedømmelse, og underkaste dem statistisk kontrol. Ved mistænkelig adfærd udtages bedømmelserne automatisk til stikprøvekontrol. Samme statistiske stikprøvekontrol gør sig gældende ved brugernes vurderinger af bedømmelsers hjælpsomhed.
På sigt vil vi indføre SMS validering ved oprettelse af en bruger. Det betyder, at man udover at angive sin e-mail adresse skal oplyse sit mobiltelefonnummer. Herefter udsender vi en SMS med en kode, som man skal indtaste. Dette gør det meget sværere, for den samme person at oprette flere brugere. Eksisterende brugere der har givet en bedømmelse, vil også på sigt blive SMS valideret.
Som bruger vil du selv kunne vælge, hvor mange bedømmelser der skal til, før farvemarkøren slår ud og Trustpilot giver en advarsel eller anbefaling."
Vi er sikre på at disse tiltag vil forbedre sitet. Jeg vil dog meget gerne høre jeres kommentarer til dem. Har i flere forslag lytter jeg også gerne. Det handler om at finde en balance mellem at gøre det nemt at bedømme, og samtidig undgå snyd. Alle bidrag til at finde det rigtige ståsted mellem de to hensyn, er meget velkomne.
Truspilots farvemarkør
Jeg har taget følgende fra vores hjemmeside, der beskriver vores politik.
"Trustpilots farvemarkør slår til ved 20 bedømmelser, men som bruger er det stadig vigtigt at du bevarer din kritiske sans. Når trustpilot har valgt at sætte 20 som en grænse, skyldes det følgende balance: På den ene side ønsker vi ikke at tage din opmærksomhed, og underrette dig om sager baseret på et tyndt statistisk grundlag. Dette hensyn vil lede til at antallet af bedømmelser bliver så højt som muligt, før vi gør dig opmærksom på dem. På den anden side, ville vi være meget kede af det, hvis du fik en dårlig oplevelse, og kunne have læst et mindre antal negative beretninger, der havde advaret dig mod at handle. Dette hensyn vil lede til et lavt antal bedømmelser, før farvemarkøren slår til. Som bruger vil du snart selv kunne vægte disse hensyn og selv bestemme hvornår farvemarkøren slår ud."
Flere forslag til hvordan disse hensyn skal balanceres er altid velkomne.
Forældelsesfristen på trustpilot
Meget af debatten har været centreret på forældelsesfristen, som jeg derfor gerne vil kommentere.
Næsten alle vore kilder har en naturlig udløbsfrist, som bliver overført til vores site. På prissammenligningsportalerne er det som regel seks måneder, og for myndighederne et eller to år. Bedømmelserne har vi endnu ikke overvejet om vi skal slette efter et halvt år. Vi har kun været i gang i 5 dage, og jeg tror ikke der er overhængende fare for at indlæg givet siden da, er blevet forældede.
Lad os lige huske på hvad trustpilot også kan:
Man kan blive klogere på brugernes bedømmelser af
http://www.trustpilot.dk/Review.aspx?DID=6541
http://www.trustpilot.dk/Review.aspx?DID=6657
og man kan få anbefalet
http://www.trustpilot.dk/Review.aspx?DID=6722
Derudover arbejder vi meget hårdt på at få implementeret flere online artikler, så vi dækker bredere og er baseret på flere kilder.
Jeg ser frem til jeres svar!
Mange venlige hilsener
Peter H. Mühlmann
Stifter - trustpilot.dk