Jeg har sammen med en partner igennem et stykke tid arbejdet på et rapporteringsværktøj til Adwordsannoncører, så jeg håber at I gode mennesker (Adwordsannoncører/-administratorer) vil bruge et øjeblik på at give os lidt feedback i forhold til behov for Adwordsrapportering. Men lad mig lige sætte scenen først: Du har allerede administreret din egen eller en kundes Adwords-konto igennem nogen tid. Du kender alt for godt følelsen af gradvist at miste overblikket. Jovist, du ved da godt at du hele tiden skal splitteste dine annoncer, luge ud i søgeord med lav kvalitetsscore og lav indtjening, og du tjekker da også kampagneindstillingerne indimellem, og selvfølgelig sikrer du at budgettet ikke løber løbsk. Men du har stadig følelsen af at det er lidt vilkårligt hvad og hvor du optimerer. Excel-arkene du engang brugte til dine analyser samler støv i en eller anonym mappe, hvor de sjovt nok ikke har opdateret sig selv siden 2009. Og for at være helt ærlig, så blev du også hurtigt i tvivl om de rapporter du engang brugte er helt så fantastiske som forfatteren til den der blogpost ellers forsikrede dig om. Den konstante syndflod af data, nye funktionaliteter i Adwords og nogle standardindstillinger, som vist mest er i Googles interesse, gør det heller ikke nemmere at være dig. Samtidig prøver du måske at følge med i diverse blogindlæg om emnet, men får måske ikke lige omsat den nye viden i praksis. Med andre ord, det kan være ret udmattende at administrere Adwordskonti. Her er det drømmen om røntgensynet kommer ind i billedet. Tænk hvis du med et enkelt blik kunne gennemskue hvad du skulle bruge din - i forvejen hårdt pressede - tid og kræfter på, så du kunne begynde at se et ordentligt udbytte på dine eller dine kunders Adwords? Hvad nu hvis din støvede excel-rapport var tilgængelige som en onlineservice. Men det var ikke bare denne ene rapport, men en stribe rapporter, der var sirligt organiseret og prioriteret på søgeords-, gruppe- og kampagneniveau. Rapporterne kom med anbefalinger til hvordan du kunne optimere din konto. Og du kunne ret nemt synkronisere anbefalingerne med din Adwordskonto, fordi servicen var bygget ovenpå Adwords API. Rapporterne ville passe til din forretning, fordi du ville have konfigureret forudsætninger, som max CPA og max CPC, så detaljeret som du fandt nødvendigt. I din nye Adwords-virkelighed ville du ikke længere optimere på må og få, men forholde dig til troværdige handlingsrettede rapporter, der selvfølgelig blev opdateret dagligt. Nå, men tilbage til mine spørgsmål til dig der stadig er med: - Ser du nogen værdi i en onlineservice der som en anden revisor løbende tolker og anbefaler på søgeords- gruppe og kampagneniveau? - Hvilken type rapporter ville være interessante (bare med jævne ord): - Hvad ser du som de største hindringer for at du ville begynde at bruge en sådan service? |
Hvis du havde Adwords røntgensyn
Side 1 ud af 1 (1 indlæg)
- 1
Side 1 ud af 1 (1 indlæg)