|
Hej alle,
Nu har jeg læst det hele igennem, og jeg vil først og fremmest sige tak til jer alle for støtten, og hilsnerne. Det er jeg glad for.
Nu indlægget forkortet en helt del ned, da det ellers kunne fylde en helt del mere. Jeg vil dog efter bedste evne forsøge at give svar på alle spørgsmål, hvis der må være nogen, eller andre indlæg som jeg føler der skal svares på.
Hej frustrerede
Der er INGEN, der kan love dig, at dit problem kunne løses på et halvt år, om du så fik verdens bedste hjælp. Hvis jeg var dig, ville jeg gå hen på det værksted og male malerier og lege med perler - eller tag dog en god bog med, hvis du foretrækker det.
Så snart du er klar til at tage nye udfordringer op, forlader du stedet og glæder dig over, at du faktisk mødte mennesker, hvilket du har brug for.
Som du sikkert ved, støder man tit ind i selvmodsigelser i de kommunale systemer. Det vigtige er ikke at give op. Det kan være svært, men tag kontrollen selv, så godt du kan lige nu. Selvfølgelig kan du da komme videre!
Hej Louise - først skal du have mange tak for din PB, det er jeg glad for. Det er helt sikkert noget jeg lige skal have kørt igennem, så det værdsætter jeg utrolig meget!
Jeg forstår godt hvad du mener, men jeg må erkende at hverken det at lege med perler eller male malerier falder i min smag. Jeg kunne forstå hvis jeg var gået ned med stress, eller andet i den dur, at det så vil være passende for mig at komme afsted, få slappet af og møde mennesker med samme problemer.
Faktum er desværre bare således, at jeg jo undgår nye mennesker, hvilket jo skyldes min socialfobi - at de så sætter mig sammen med 70 andre mennesker er for mig dybt godnat, hvilket også er grunden til at jeg ikke dukker ret tit op, og tager meget tidlig hjem. Når jeg endelig er her, forsøger jeg at finde et sted hvor der ikke er en sjæl.
Mht. det med det halve år, og så er jeg "rask", så er det min egen forudsigelse. Jeg er meget selvbevidst - det bliver man efter at være isoleret med sig selv i 2 år, hvor der ikke er andet end tankerne der holder dig med selskab. Jeg ved hvad der skal til. Jeg har læst adskillige bøger omkring NLP, Kognitiv terapi og selvkontrol. Problemet er bare lidt at jeg selv føler at jeg har behov for lidt af en mentor - i det her tilfælde kunne en psykolog være noget nær perfekt.
Jeg gik et sted for lang tid siden, hvor jeg havde en ugentlig samtale med en af mine såkaldte "kontaktpersoner", hvilket faktisk gjorde at jeg bevægede mig fremad. Hun gik så på barsel, og jeg vendte stille og roligt tilbage igen. Hun var ikke uddannet til at tage sig af sager som min, men det viser bare hvor meget samtaleterapi virker på mig. Netop derfor ser jeg denne løsning som den absolut bedste og hurtigste måde at komme over min socialfobi på.
Hej,
Det lyder som en ærgelig situation. Jeg vil bare helt kort anbefale dig alligevel at opsøge en psykolog - men helt bestemt en kognitiv terapeut.
Kognitiv terapi er meget effektivt mod alle typer for angst og virker meget hurtigt. Din læge eller psykiatiker er ikke uddannet til effektivt at behandle angst. Du kan få en henvisning til 10 psykolog timer fra din læge og så opsøge en kognitiv terapeut med ordning med sygesikringen: http://www.sakt.dk/terapeuter.asp.
Jeg vil meget anbefale dig at finde de omkring 200 kr pr. gang du skal af med og så besøge en kognitiv terapeut.
Hej Erik,
Mange tak for dit gode råd. Faktisk har jeg sat min mor lidt på sagen, og det viser sig at du formentlig har ret og at jeg rent faktisk måske ér berettiget til 10 timers betalt psykolog. Mine 2 tidligere læger har intet vidst om denne ordning. Tak for rådet. Kognitiv terapi er noget jeg har læst meget om, og jeg tror at med den rette "coach" så at sige, og denne behandling kombineret - at det vil hjælpe ret så meget.
Endnu en gang - tak.
Jeg vil anbefale dig at læse "dagpengeland" evt. på facebook.. hvor det offentlige egentlig burde være en hånd i ryggen så er desværre meget oftere en knytnæve i fjæset...
Evt. er du meget velkommen i praktik i min virksomhed, så slipper du da for puslespil og peddigrør..
Det er meget pænt af dig, og jeg takker for det venlige tilbud - men desværre er jeg ikke parat til en sådan udfordring. Jeg vil forsøge at kigge på dagpengeland - tak skal du have :)
Jeg føler virkelig med dig, og forstår dig 100 %.
....
Held og lykke med det, jeg føler sgu med dig!.
Hej Boysen,
Nu vil jeg ikke citere hele dit indlæg, da det ellers bliver en meget, meget lang post.
Det er en særdeles trist historie du fortæller, og jeg ønsker for alt i verdenen alt godt for dig og din familie, og at din kone kommer videre, langsomt men sikkert. Jeg synes det er rigtig, rigtig fedt at i har valgt at gøre det på den måde, og jeg har ikke andet end respekt til overs for jeres beslutning.
Mange tak for dit indlæg, det tager jeg helt klart til efterretning, og ser om jeg kan finde en løsning.
Du har en god pointe, og dit indlæg er velskrevet. Har du overvejet at gå til aviserne med din historie? For du har helt ret i at det jo er tåbeligt at de vil bruge så mange penge på noget som ikke hjælper dig og som er dyrere end den hjælp du virkelig har brug for.
Jeg er sikker på at hvis du henvender dig til de forskellige aviser, så skal der nok være nogen som synes at det er en god historie. For alle som læste historien ville jo synes det var komplet idiotisk at kommunen bruger så mange penge på at du kan lege med perler i stedet for at betale for at du kan gå til psykolog.
Det er i sådan et tilfælde at EB eller BT måske faktisk kan bruges til noget?
Hej René,
Jeg har skam overvejet det, men jeg må indrømme at jeg ikke er så meget for at stå til offentlig skue som eksempelvis Fattig Carina - ikke for at skabe en debat omkring hende, men bare for at sige, at en sådan mediemølle skal jeg ikke gennemgå. Jeg er ret sikker på, at det ville kunne skabe en del debat faktisk - men det er jeg slet ikke klar til :) Tak for dit indlæg.
Ja det er kedeligt at man løber rundt i det kommunale system og de nogle gange kun tænker i her og nu økonomi. Og de i sidste ende ikke sparer noget men det koster samfundet til slut.
Da jeg var hos en ekstern aktør havde vi mange med forskellige fobi. Jeg ved ikke om jeg evt. kan hjælpe. Jeg har kontakt til en folketing politiker hvis der kan gøres noget den vej igennem. Har tidligere fået loven ændret for vores soldater at de ikke kom på starthjælp fordi de ifgl. loven var udrejst af landet. Denne gav også en anonym artikel i kommunen og politiken vil nok vore bedre medier end BT og EB.
Jeg ved ikke om du evt. kan kontakte møder hjælpen eller en anden hjælpe org. jeg ved at de nogle gange kan kontakte kommunen og få dem overtalt til bruge deres psykolog som de mange gange sidder i familie afdelingerne.
Dette er ikke noget hjælp her og nu men der er måske nogle andre som kan hjælpe. Indenfor de sidste par uger om eftermiddagen har der været en genudsendelse af en gammel luksusfælden hvor der også var en som havde brug for psykolog men de havde ikke økonomi til det men de henviste til en org. hvor man for 200 kr pr. år kunne møde med andre ligesindet og det dermed var en billig løsning hvis man havde dårlig økonomi.
Du er velkommen til at kontakte mig hvis du mener jeg evt. kan hjælpe.
Hej Lykkebjerg,
Tak for svaret - jeg vil forsøge at kigge nærmere på det du siger. Jeg skriver nok også lige en PM til dig, tak skal du have! Det er værdsat.
Det lyder ikke så rart for dig det der.
Giv ikke op jeg tror du skal tvinge dig selv til små ting, som handle ind i Netto selv om du ikke har lyst,
tage bussen selv om du ikke har lyst.
Lykkes bare en af tingene har du taget første skridt hvor du kan sige det kunne jeg da, selv om jeg aldrig troede det og på den måde få mere selvtillid.
Prøv også motion som løb og andet det vil sikkert også kunne hjæpe.
Jeg ville melde mig ind her: http://www.angstforeningen.dk/
Håber du finder en udvej :)
Det er bestemt heller ikke rart :)
Jeg forstår godt hvad du mener, når du siger at jeg skal gøre små ting af gangen - hvilket Kognitiv terapi faktisk også hjælper med. Du starter med små ting, vender dine tanker om, og forsøger at arbejde dig op af.
Dog er det ikke noget jeg kan klare på egen hånd har jeg erfaret. Man kan sammenligne det lidt med araknofobi (frygt for edderkopper). At sætte mig i en bus med andre mennesker på nuværende tidspunkt, ville være det samme som at en araknofobi stak hånden ned til en flok edderkopper, eller samlede den op. Det er frygt, og det er bestemt en underlig følelse at være "bange" for sine medmennesker.
Tak for rådene :)
Det er en trist situation du er kommet i, og jeg kan sikkert ikke sætte mig ind i hvordan du har det.
Min mening er at det er for let at skyde skylden på staten og ligge hele ansvaret hos dem for at du ikke er kommet i gang. Havde du været bosat i 95% af alle andre lande havde du stået i en situation med NUL og NIKS, ingenting. I denne tråd ser det ikke ud til du bare er en smule tilfreds over hvad du egentligt har fået. Det jeg forstår er at du vil have at de skal hjælpe dig på dine primisser, og det du egentligt vil er at få lavet systemet bedre, og der er slet ingen tvivl om at systemet kan gøres bedre (det kan alting). Men nu når det ikke er sådan så synes jeg du skulle se om du kunne finde på noget andet. Du har alle nødvendige udirekte ressourcer til at hjælpe dig selv med. Du får løn hver måned og har dine udgifter dækket, du skal ikke fokuser på arbejde. Dvs. du har alt tid i verden du vil bruge på at gå i gang med at finde alternative muligheder, som kan hjælpe dig ud af din situation. Der bliver nok ikke meget psykolog hjælp for de 14.000/måned, men det behøver ikke være nødvendigt overhovedet. Selvom du brugte en psykolog er det jo ikke en sikkerhed at det ville hjælpe. Psykologer yder igen selv-hjælp, det er i sidste ende kun en selv der kan ændre noget.
Efter at have læst din tråd så tror jeg helt sikkert at du kommer igennem det.
Hej S.H,
Min mening er derimod at jeg bør skyde skylden på staten i det her tilfælde. Jeg har ikke tænkt mig at lægge ansvaret hos dem, for i sidste ende er det kun mig der kan ændre på min situation.
Én ting jeg ikke forstår er at du sammenligner Danmark med 95% af andre lande. Nu er det jo sådan at jeg ikke kan gøre for hvor jeg er født. Jeg er født i Danmark, og det er jeg heldig for, da vi har en masse gode, en fin befolkning og er generelt et godt land. Jeg bør ikke føle skyld over at 95% af andre lande ikke kan få den samme hjælp som jeg kan. Jeg er født i Danmark og derfor står jeg heldigvis ikke med nul og niks, hvilket jeg er meget taknemmelig over, men jeg har ikke tænkt mig at sammenligne Danmark og eksempelvis Afrika, da det ikke giver nogen mening at sige "hvad nu hvis jeg var født dernede".
Jeg tror du har misforstået. Jeg er jo glad nok for at kommunen forsøger at hjælpe mig, men faktum er således at de ikke hjælper mig - de smider penge ud af vinduet, og hver gang der er gået én dag i dette forløb, så tager det én dag længere at komme over - for jeg ser ingen fremskridt.
Hvor jeg gerne vil hen er... Kommunen kan godt bruge 14.000 kroner om måneden på noget som jeg finder komplet ubrugeligt - for mig - men at de ikke vil bruge selvsamme beløb, eller langt under det halve beløb på at sætte mig i en behandling som virker. Jeg finder det en kende mystisk at jeg skal lege med perler, samle puslespil eller male malerier, når jeg kunne bruge den tid på at arbejde med mig selv hos en uddannet psykolog som måske, eller måske ikke er ekspert i netop denne type fobier.
I dette tilfælde finder jeg det faktisk kun fair og ikke mindst realistisk at det bør være på mine præmisser. Jeg beklager at jeg ser sådan på det, men det er klart at jeg ønsker den behandling jeg ser som den absolut bedste, og ikke mindst billigste. Jeg vil meget gerne fremad, og bare tanken om at jeg skal være i dette forløb 9 i måneder er for mig dybt latterligt - undskyld min talemåde.
Jeg får ganske rigtigt 3.000 kroner hver måned, og alle udgifter dækket. Jeg bor derimod under mine forældres nåde, som i forvejen har 4 børn udover mig som de skal passe og pleje, så nu skal de også give mig føde, el, vand og varme. Jeg er en udgift for dem, og de får altså ikke noget dækket, jeg prøver så vidt muligt at hjælpe til, og købe nogle ting til hjemmet, men altså.. mon ikke jeg koster over 1.000 kroner om måneden at have boende hjemme?
Min socialfobi gør at jeg ikke kan møde nye mennesker rigtigt, snakke med mennesker, tage til familiesammenkomster og snakke i telefon. Jeg søger og læser en del på internettet omkring løsninger, men det er meget rodet og kompliceret. På en eller anden måde føler jeg faktisk at du siger "Hey, du skal bare tage dig sammen, finde nogle andre metoder og kommer videre". Det er dog noget nemmere sagt end gjort.
Jeg værdsætter dit indlæg, men nu har jeg forsøgt at komme med en respons - en respons jeg mener er fair :)
Tak skal du have.
Der er mange der har det som dig. Men det jeg fornemmer, som er specielt ved dig, er at du VIL bryde ud af problemet og viljen er det allervigtigste parameter, du skal bruge for at komme videre. Dernæst et stærkt selvværd og til sidst en god portion intelligens (som tydeligt skinner igennem dit indlæg).
Med de tre ting kan du begynde at skabe et godt psykisk "økosystem" manuelt og det behøver du ikke nødvendigvis en psykolog til. Du har nemlig allerede alle svarene, du skal bare lære at stille spørgsmålene og så i den rigtige rækkefølge. Jeg overkom mine egne psykiske strabadser ved at gennemskue mønstre af sammenhænge og begivenheder i mit liv, derefter tog jeg til psykolog og fik dem bekræftet eller "fæstnet" i virkeligheden. Behandlingen gik derfor meget stærkt.
Det lader til, at du har viljen og et godt hovede. Dit selvværd - ikke selvtillid - hvis det også er godt, så er synes jeg du skal gå i gang med et grundigt og godt forarbejde.
Hej Simon,
Tak for dit indlæg. Jeg kan kun give dig ret - jeg vil MEGET gerne videre. Det er mange motivationsfaktorer.. blandt andet at alle mine bekendte, mine jævnaldrene og min familie alle sammen spurter derud af, og opnår karriere i det marathonløb der kaldes livet. Jeg har bare ikke fået bundet mine snørebånd på løbeskoene endnu, og er derfor gevaldigt bagefter - for startskuddet er altså skudt af.
For mig er det motivation på en måde, da jeg gerne vil være med i front. Samtidig er det demotiverende fordi jeg tænker at jeg aldrig når det. Men selvfølgelig gør jeg det! Bare med en forsinkelse.
Jeg vil helt sikkert tage dine råd til mig! Jeg vil forsøge at omstrukturere min hjerne en smule, og skifte rækkefølgen af spørgsmålene ud. Om det lykkedes - nu må vi se :) Tak for det.
Jeg synes det er en sjofel historie, men det overrasker mig sådan set ikke.
Løsningen er angiveligt, får man desværre også indtryk af her, at underkaste sig systemet og opgive enhver selvstændighed og værdighed. Som voksen kan man så sidde og male, lave puslespil og perler som en anden retarderet voksenbaby. Selvom jeg godt forstår dine regnestykker, så spiller prisen ingen rolle i disse størrelsesordener. Der mangler ikke penge i systemet, men du er åbenbart ikke kriminel nok og jeg går ud fra de 3.000 er en kontanthjælp for en hjemmeboende under 25?
Jeg er generelt på "du skal bare tage dig sammen"-holdet, men her er det åbenlyst du gerne ville have din egen øko-nomi i stedet for at blive forsørget af dine forældre uden udsigt til at tage kontrollen i dit eget liv. Jeg deler din indignation, men har desværre ingen gode forslag, andet end du skal nøjes med at tænke på dig selv i stedet for at inddrage 'samfundet' i dine overvejelser. Det eneste jeg kan gøre for dig er at sende en mail, så det prøver jeg.
Pøj pøj og tak for et relevant og velskrevet indlæg.
Hej Jesper,
De 3.000 kroner er ganske rigtigt for en hjemmeboende under 25. Du har fuldstændig ret i dine iagttagelser. Jeg ønsker helt holdent og fast min egen øko-nomi, og jeg vil meget gerne tage kontrollen i mit liv.
Regnestykker er selvfølgelig lille af størrelse, men der hvor jeg vil hen med det, er simpelthen hvordan pengene bliver brugt. Først og fremmest finder jeg det pinagtigt at jeg på nuværende tidspunkt skal "nasse" på samfundet, da jeg reelt set gerne vil være den del der bedrager til samfundet. Jeg ønsker inderligt at jeg bare kunne smutte ud og arbejde som alle andre, men der er altså den her blokade.
Som du selv skriver, så føler jeg mig faktisk lidt som en retarderet voksenbaby. Som sagt, så kunne jeg forstå denne løsning hvis jeg havde stress, eller andet behov for hvile i krop og sind - men i det her tilfælde hvor jeg trods alt har gnisten til at komme videre, så finder jeg løsningen.. skal vi sige.. utilpasset, og uegnet til mig behov? :)
Tak for dit indlæg, det er værdsat.
Hej
Jeg må først og fremmest sige jeg græmmes over systemet. Det viser bare at velfærd handler om andet end penge, hvis pengene bruges forkert, ja så kan systemet være en byrde.
Det, der slår mig hårdest er dette aktiveringssted. Er det virkelig bare et sted man kommer og spilder tiden? Hvem driver det, og er der ikke nogen med en uddannelse, eller med forstand på området, der kan hjælpe og vejlede dig? Er det kommunen, der kører det, for så lyder det da ret ineffektivt? Det hele virker noget ulogisk, og kan godt forstå du er frustreret, hvis dette er vilkårene.
Hvad skal der så ske efter de ni måneder? Får du så endelig lov at få behandling?
Mange hilsner, og hold modet oppe, det skylder du dig selv!
Hej aBruhn,
Aktiveringsstedet drives privat, men har et meget tæt samarbejde med kommunen som altså sender grossister som vi kaldes, herover. Om man spilder tiden tror jeg er op til den enkelte, men mit indtryk er at langt størstedelen finder dette sted kedeligt, og spild af liv. De som er mest aktive er pigerne/damerne/kvinderne, som jo elsker at male, lave kurve og lege med perler. Fyrene fordriver mest tiden udenfor med at ryge.
Jeg har en kontaktperson, og han er rigtig, rigtig flink. Faktum er dog bare at jeg har en smule ondt af ham, for hans job er at snakke med folk som mig, og jeg har en rimelig negativ indstilling til stedet. Han kan jo ikke arbejde med flere ressourcer end han har. Vi har en ugentlig samtale, og de gange jeg har været der, har jeg forsøgt at fortælle at jeg ikke mener dette er det rigtige sted for mig.
Han forsøger så at gøre hans job, ved at fortælle om alle de "gode ting". Det er jo klart at de ikke selv vil erkende at det er noget for mig, når de jo får så mange penge for at jeg er her. 14.000 x ca. 70 grossister = 980.000 kroner om måneden - plus/minus. Det er jo en millionforretning. Jeg ved ikke hvordan det er blevet det bedste tilbud i denne kommune, men det er det altså.
Efter de 9 måneder skulle jeg jo ifølge dem gerne være klar til arbejdsmarkedet, eller praktik. Ellers forlænges perioden måske yderligere.
Tak for dit svar :)
Trådstarter har får løn uden at arbejde - og i det mindste ikke går fra hus og hjem. Det kan godt være det ikke er ligefrem behandling men dette giver dig den nødvendige ro til at du kan se om du kan finde alternative muligheder til at komme på rette gode igen nu når systemet ikke virker. Nu diskutere jeg ikke selve systemet, men hvordan man selv kan være med at komme på rette fode igen.
At du overhovedet kan slynge sådan et sætning ud at trådstarter ikke har fået en skid er dybt godnat. Nogen gange må man altså lige træde tilbage og kigge på det store billede. 90% af alle andre steder i verden havde han været 100% overladt til sig selv, for det første ville han ikke kunne få nogle penge. For det andet er der slet ikke samme ressourcer der kan være med til at hjælpe en som man kan finde her I Danmark. Han har ikke direkte fået en løsning ved at placere ham sådan et sted, men nu når systemet er som det er. Så kan dette sted bruges til at opsøge of finde andre muligheder. At tage det forgivet som han får, er hån mod verdensamfundet. Det er en stor problemstilling, og der kan ikke laves en blue-print løsning når det kommer til mennesker.
"Skal man forstå på dit svar, at da ingen kan garantere trådstarter bliver rask, så er det ligegyldigt om det er fingermaling eller psykologhjælp? Og hvad gør dig 'helt sikker på at trådstarter kommer igennem det'? Det kan jo ikke være fordi du er psykolog."
Som sagt diskuterer jeg ikke systemet, da dette er en anden debat. Det der var ment mht. til at trådstarter mener han ville blive rask med sikkerhed efter 6 måneders psykolog hjælp, og det jeg mere mener er at det ikke er noget sure-fix, psykolog hjælp er stadig selv-hjælp og kræver i sidste ende at du selv arbejder med det og det findes der mange alternativer til. Bare fordi at han ikke kan få den gratis-psykolog hjælp, så skal det da ikke være den eneste grund til ikke at komme videre. Som sagt kan man jo opsøge andre muligheder, nu når systemet er som er. Denne tråd handler jo om at hjælpe trådstarter. Det nuværende system bliver jo ikke bare lige lavet om bare sådan, derfor kan han jo ikke gå og vente på at der skulle ske forandringer, for at komme videre i sit liv.
- Jeg får penge for ikke at arbejde - korrekt.
- Jeg ér gået fra hus og hjem.
- Det er komplet irrelevant hvad der sker andre steder i verdenen.
- At sige jeg håner, eller Jesper håner verdenssamfundet er helt hen i vejret.
Jeg er reelt set glad for at du skriver, og forsøger at give et andet indblik i det som du mener er rigtigt. Jeg må dog erklære mig uenig med langt det meste af det du skriver, men også enig i enkelte ting. Som jeg har skrevet før i indlægget her, så finder jeg det irrelevant at nævne alle andre lande, og sige at hvis jeg boede der, så havde jeg ingenting.
Faktum er således: Jeg bor i Danmark. I Danmark er der visse fordele. Som skrevet før, så vil jeg ikke undskylde for hvor jeg er født, og hvordan det hele bliver kørt her.
Jeg vil ikke virke næsvis, eller flabet, men jeg må erkende at jeg er en kende forarget over din trang til at fortælle mig hvad jeg er og ikke er i stand til. Du har ret i at nogle måske kan finde overskud til at søge andre alternativer, men det er jeg ikke.
Jeg er ganske vist på nuværende tidspunkt "kun" diagnosticeret med socialfobi, men det er igennem 2 år, og disse 2 år har ikke været specielt nemme. Hvis jeg vidste, eller kendte andre alternativer, så kan jeg garantere dig for at jeg ville springe på dem med det samme, men denne sag hænger mig så langt ud af halsen, og tærer så hårdt på min mentale tilstand at jeg kan fortælle dig, at det ser ud til at socialfobi ikke er det eneste jeg kommer til at blive ramt af.
Jeg kan absolut ikke overskue ret meget, og jeg har ikke den ringeste anelse om hvor jeg skal begynde min søgen, hvis såfremt jeg begyndte på det.
Du snakker som om at jeg forventer at kommunen, staten og andre mennesker skal løse mine problemer, men her tager du fejl. Første skridt i min egen proces er blandt andet at lave denne tråd, som har givet nogle interessante indblik. At du tror at jeg ikke forsøger og prøver på at komme videre er en hån mod MIG, hvilket jeg finder særdeles upassende, og jeg bliver naturligvis provokeret af den undertone der forefindes i dit indlæg. Med det sagt, så synes jeg det er fint du giver din mening til kende - det er jeg glad for - også til trods for at den ikke stemmer overens med min egen fortolkning af sagen.
Tak for dit svar :) Hvis jeg har misforstået dig på nogen måde, så undskylder jeg naturligvis.
@S.H:
Trådstarter får ikke løn, men overførselsindkomst og trådstarter er gået fra hus og hjem, da han/hun nu bor hos sin familie. Der er intet 'ro' over situationen og trådstarter bliver ikke rask af at sidde hos sine forældre og glo ud i luften. Kommunen vil så bruge penge på idiotisk aktivering i stedet for et tilsvarende beløb på behandling.
Fra dit indlæg kan man forstå, at trådstarter skal være taknemmelig for få 3.000 offentlige kroner pr. måned, selvom der formentlig bruges minimum 25.000 kroner, men hvoraf størstedelen går til at lønne offentligt ansatte der producerer for 0 kroner af værdi for trådstarter og samfundet. Hvis dette spild af penge blev rationaliseret væk og trådstarters forældre i stedet fik en skattelettelse, så ville det være en fordel for dem, til trods for de ikke er rige. De har jo i dette tilfælde intet at bruge 'systemet' til. Din sammenligning med sultende afrikanere giver vist ikke mening at diskutere.
Kunne ikke have skrevet denne del meget bedre selv! Bravo.
Tak for det.
Min kæreste på 20år står i præcis samme situation som dig. Hun har det måske ikke i lige så høj grad, da hun godt kan tage til familiesammenkomster og se venner uden det er et problem.
Hun har ikke rigtig lavet noget lige siden folkeskolen og Kommunen har også sat hende i kategorien "ude af stand til at arbejde".
Hun kan heller ikke få hjælp til psykologhjælp.
Jeg er begyndt at fortælle hende en masse om målsætning og vi har sammen lavet et mål/plan for, at hun skal kunne løbe 5 km uden at stoppe og tabe 5kg på 10 uger.
Jeg kan allerede nu se at de giver hende mere selvtillid, at sigte efter noget og prøve at nå det, så jeg håber at vi kan bygge videre på det og at det vil give hende krafter til at komme ud af sin angst.
Jeg vil anbefale dig at læse noget om målsætning på nettet. Måske kan det hjælpe dig.
Jeg vil ønske dig alt held og lykke fremover! :)
MVH Martin
Wallstickers verdenskort
Tak for dit indlæg Martin.
Det er virkelig inspirerende at du hjælper din kæreste på den måde, og forsøger at forstå hvordan hun har det - og sågar forsøger at hjælpe hende så markant videre. Det er helt sikkert noget jeg vil tage til mig - mange tak for dit indlæg!
@Trådstarter
Da jeg for et par år siden havde en svær depression, så var der to ting som især hjalp mig ud af det.
1) Psykologhjælp. Jeg var skeptisk overfor det, men samtalerne var virkelig guld værd. Det er et must at gøre dette, hvis du skal ud af dit sygdomsforløb. Jeg fik betalt 2/3 af den offentlige sygeforsikring, og tildelt 12 sessioner, så jeg skulle kun betale 300 kr. pr. gang, hvilket gjorde det noget mere overkommeligt. Se her om du ikke kan få det samme tilskud: http://www.psykologkontakt.dk/info.asp?id=8
2) http://www.nextstopjob.dk/ Det var et projekt for folk som var arbejdsløse og derudover havde nogle personlige problemer, som forhindrede dem i at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Problemerne var af meget forskellige karakter. Incest, vold, alkohol, mistet barn i trafikuheld, depression og socialfobi m.m. Det var en fast gruppe af ca. 20 personer, så man lærte hurtigt hinanden at kende og folk var hudløst ærlige. Det var rystende at høre folks historier, men hvert individ fik meget ud af det, da tingene blev snakket igennem, og derudover var der 3 personer med kompetencer inden for forskellige områder, og de ledede projektet på fortrinlig vis. Der var nogle på kursuset som havde været arbejdsløse i lang tid, og været på 50 forskellige kurser som ikke havde hjulpet dem, men det her rykkede virkelig noget, og efter de 3 måneders kursus, hvor man var sammen hver dag, efterfulgt af en måneds praktik, så er mange af dem i dag enten i arbejde eller studerende. Det er ganske enkelt hovedrustende at nogle kommuner ikke har valgt at fortsætte det projekt, men jeg håber at det stadig eksisterer nogle steder i Danmark. Det vil jeg gerne opfordre dig til at undersøge, og hvis du ser en mulighed for at deltage, så vil jeg inderligt håbe at du gør det, for Next Stop Job har altså været en life-saver for rigtig mange mennesker.
Jeg ønsker dig god bedring og en opfordring om ikke at give op. Livet kan godt blive fantastisk, selvom det pt. ikke virker værd at leve. Det må du tage mit ord for.
Tak for dit indlæg Masimoto,
Psykologhjælp er helt sikkert noget jeg gerne vil, og jeg har de sidste par dage fået trumfet nogle ting igennem - det skriver jeg i et indlæg for sig selv efter dette. Faktisk har jeg som du nævner der, (med hjælp fra familie) fundet ud af at jeg kan ende med at komme af med mellem 314-370 kroner per session. Jeg har endvidere fundet ud af at låne pengene af et familiemedlem, hvilket jeg er taknemmelig for. Tak for linket.
Punkt 2 lyder meget interessant, og det er helt sikkert noget jeg vil undersøge nærmere, da det lyder som om det er noget der virkelig sparker røv - hvilket jeg har brug for. Jeg vil kigge dit link ud, og værdsætter meget din erfaring og tid. Tak skal du have! :)
Jeg skriver lige et indlæg herunder, da de sidste dage har været lidt hektiske, og der er nogle ting der forarger mig yderligere. Tak for alle indlæggende.
|
Bliv gratis medlem
Opret bruger