...når man går ned med flaget mentalt.

Hej til alle Aminoer.

 

Jeg syntes at jeg vil prøve at dele lidt at mine erfaringer som kan opstå i den lidt mere kedelige del af hverdagen..... Et emne der ikke bliver snakket så meget om på Amino.

 

Kort om mig: Jeg har/havde et velfungerende firma, sund økonomi, ingen problemer med kundetilgang, masser af muligheder, har været aktiv på Amino et par år... Og er nu i en depression....

 

Når man pludselig vågner op en dag, og ikke har lyst til at stå op. Ikke kan overskue hverken telefonen eller e-mailen. Ikke har lyst til at tale med andre mennesker. At man lukker sig inde i sig selv, og ikke engang lukker sin familie ind. At en person som ellers har været meget udafvendt stærk person, pludselig lukker ned og stopper med at opsøge kontakten til andre. At lunten er ALT for kort i diskussioner. Alt initiativ er pist væk, en uovervindelig skyldfølelse og selv de mindste ting, føles som kæmpestore og uoverskuelige.

 

Det værste er at jeg ikke kan genkende mig selv længere - og det skræmmer mig.

 

Jeg har nok vidst at der har været et eller andet "galt" igennem det sidste ca 1½ års tid, men der har været så mange faktorer og ting at jeg har haft hverdagen fyldt op hele tiden, og derfor i vid udstrækning har ignoreret symptomerne. Faktisk ramlede det hele først ned over mig i juleferien. Pludselig havde jeg 14 dages ferie, hvor jeg ikke skulle tænke over andet end afslapning, og pludselig kom det hele til overfladen da jeg fik tid til at tænke over alle de ting (erhvervsmæssige som personlige) som havde trykket lidt, og jeg gik ned med et brag.

 

De første 2 måneder gik med fornægtelse - jeg er normalt en meget stærk person, og prøvede egentlig bare at arbejde det væk, men det virkede ikke, gjorde det bare værre. Arbejdet blev ignoreret, deadlines blev overtrådt, og et par kunder blev reelt brændt af. Pludselig gav jeg mine kunder en ekstremt dårlig oplevelse, og gjorde alt det som jeg normalt har prædiket imod. Jeg gjorde det kort og godt værre for mig selv for hver dag der gik - jeg kunen se hvordan jeg "sked" på mine kunder og omgivelser, men var samtidigt handlingslammet. Kunne bruge 10 timer om dagen på at bekymre mig om de ting jeg burde gøre (og ikke fik gjort), og bare kigge på skærmen, uden at agere. Det føltes som en ond drøm, hvor man er fanget i et koma og ikke har kontrol over sin egen krop. 24 timers mareridt.

 

Mange vil kalde det stress, og hurtigt sige "du arbejder for meget" osv - men det er ikke der problemet ligget. Har aldrig haft noget imod at arbejde meget og intenst, har haft nærmest beroligende virkning. Det er andre faktorer der spiller ind her.

 

Endte med at jeg for ca 1½ måned siden satte mit firma på standby - men denne gang meldte ud til henvendelser at der var lukket for opgaver, fik andre til at håndtere henvendelser. Siden er der gået laaaang tid i tomrum foran fjernsynet, lidt bøger, film, soveri osv.

 

Gudskelov arbejder jeg sammen med et andet firma i hverdagen (som vi også deler lokaler med) - og da jeg endelig fik åbenet op for dem (hvilket tog 1½ måneds samvittighed at få gjort) viste de sig at være hjælpsomme og ikke dømmende - og de har været væsentlig grund til at jeg er ved at komme tilbage på sporet igen, de hjælper mig med at løfte mig ud af mørket, hjælper mig med at få styr på hverdagen.

 

Første trin har været erkendelsen af problemet - at jeg har givet mig selv tid til at være ked af det, vred

Hej

 

Jeg synes det er super at du tager det op. Alle slags mennesker kan selvfølgelig gå ned, men jeg tror at vi iværksættere er lidt mere i risikozonen, vi brænder for det vi laver og køre hele tiden med fuldt tryk på. Mange af os glemmer ofte af holde ferie og weekend, ikke nødvendigvis fordi vi ikke kan finde tiden til det, men mere fordi vi bare finder vores arbejde og virksomhed mere interessant. Og hvis man ikke får koblet af og får tid til at tænke på andre ting og måske genoverveje hvad man vil med livet og hvor man er på vej hen så er der stor risiko for at man brænder ud og går ned med stress eller deprission.

 

 

 

Tak for ordene - prøvede at være ærlig (dog under dæknavn, og ikke min "normale profil), og få nogle af mine tanker/følelser ned på skrift.

Erkendelsen af at der kan være et eller andet man skal gøre noget ved er noget at det sværeste - og at så rent faktisk agere på sin egen situation er nok endnu sværere. Man skal passe på at det ikek abre bliver endnu et blylod på de mentale skuldre.

Om jeg er "på den anden side af tunnelen" endnu er jeg ikke sikker på, men jeg er på vej - og det er bestemt det bedste der er sket i laaaang tid. Der er lys forude.

Ærlig læsning, med stof til eftertanke.

Håber du finder en løsning på dine udfordringer.

Det var dog et utroligt godt indlæg - og superrammende for hvordan jeg selv har haft det i en egentlig ret lang periode.

For mit eget vedkommende handler det nok mest af alt om forventningerne til sig selv; nogen kalder det for forventningens glæde - i dether tilfælde mener jeg der mere er tale om forventningens forbandelse.

Jeg arbejder selv som grafiker, laver logoer, hjemmesider og anden kreativ fikumdik til folk - og jeg har nogle ret skrappe krav til hvordan det skal ende med at se ud; det skal jo ende med at være superlækkert :) Når det så sker, at jeg får lavet noget, som jeg godt selv kan se er noget juks, så bliver jeg stresset - og altså passiv - og så ender det med at blive noget endnu mere juks. Hvis man kommer ind i sådanen negativ spiral, så ændrer man adfærd (f.eks. bliver utjekket overfor sine kunder, økonomi og sig selv - indadvendt, deprimeret) og man lever ikke længere op til sit selvbillede som det ihvertfald nogenlunde succesrige menneske, som de fleste af os gerne vil se os selv - og så bliver man endnu mere stresset, passiv og det kan betyde, at man bliver bange for det der sker, for fremtiden - altså, angst. Dét er en frygtelig følelse, som er svær at beskrive både overfor sig selv og for andre - man sidder bare nede i sit lille hul og har måske slet ikke lyst til at komme op igen.

Der er to nøgleord, som jeg ser som løsningen: Det ene er inspirration - og det er følelsen af, at få lyst, som alle kender. Jeg har selv meget brug for inspiration, kreativ benzin, fordi ellers brænder motoren sammen. Det er vigtigt at huske sig selv på at sætte sig i situationer, hvor man har en god chance for at blive inspirreret - det bliver man nemlig ikke af at sove hele dagen og/eller kigge ind i væggen - derudover skal man udsætte sig selv for noget der skubber til een i en positiv retning - lidt op af hullet. -Dét kan så være svært at samle kræfter til og overskue, når man sidder fast i sin mentale sump - men det er vel det man kalde for livskunst i en nøddeskal.

Det andet ord/begreb er, at vejen til målet er målet i sig selv - man skal altså ikke som sådan gå efter lyset for enden af tunnelen, men istedet tænde lys inde i tunnelen - eller, måske endnu bedre, grave sig op gennem væggen af tunnlen og ud i den friske luft, for på den måde at komme fri af tunnelens ensretning (frem eller tilbage). Ordet er altså, at forsøge at få øje på en mere trancendent måde at opleve den retning og de muligheder man har får at ændre på sine tankemønstre.

-Og så er der måske lige et tredje ord: vanillie-is - dét kan kurrere mange ting

Men, ihvertfald - rigtig spændede tråd; jeg følger med..

 

 

Arbejder på sagen, og kan mærke at jeg går bedre tider i møde.

Godt gået, du :-)

 

Jeg kan også nikke genkendende til meget af det du skriver om.

Jeg har et spørgsmål om hvordan du så klarer dig, du skriver at din virksomhed er på standby. Er du sygemeldt eller løser du opgaver for eksisterende kunder?

Fantastisk at du har lavet tråden og at det trods alt går fremad.

Hold ud og bliv ved, så skal du nok komme igennem det :-)