Advarsel: Langt indlæg under opsejling 
Min erfaring er, at et medlemskab i de færreste tilfælde vil
have en betydning for dine chancer for at få et søgt job, forhandle løn, o.s.v.
Jeg tror dog på, at det i nogle tilfælde kan hjælpe dig til at komme i
betragtning ved at komme til en første samtale. Men der er andre faktorer, som
vægter langt højere end medlemskabet af Mensa.
Jeg er lidt i begge lejre i denne diskussion, da jeg de
seneste 4 år har arbejdet som rekrutteringskonsulent og derigennem været inde
over rigtig mange rekrutteringsprocesser og dermed også læst en bunke
ansøgninger og CV’er. Samtidigt er jeg medlem af Mensa og har derfor selvfølgelig
haft nogle af de samme overvejelser, om det ville have nogen betydning i de
pågældende situationer. Samtidigt er der jo netop overvejelserne omkring, om
man overhovedet skal skilte med et offentligt, eller om man bare skal holde det
for sig selv. Langt hen ad vejen tror jeg dog at denne tilbageholdenhed har
sammenhæng med janteloven, hvor mange frygter at skille sig ud eller at blive
puttet i en bestemt kasse med en bestemt type mennesker. De fleste har det
bedst med bare at være normale og ikke skille sig ud.
Jeg har dog selv valgt at være åben omkring det – ikke fordi
det giver mig en selvtilfredsstillelse eller fordi jeg har behov for at flashe
mit medlemskab for at opnå anerkendelse, men mest af alt for at fortælle andre
om de muligheder, som foreningen byder på. På samme måde, som hvis man går til
ridesport, sejlads, dykning eller er medlem i andre foreninger, som samler
mennesker med de samme interesser. De færreste ville jo skjule, at de er medlem
af den lokale dykkerforening, så hvorfor skulle det være anderledes med et medlemskab
af Mensa?
Og til dels kan jeg selvfølgelig også bidrage til at
afmystificere, hvad Mensa er og hvad man laver i foreningen – det er slet ikke
så mystisk endda
.
I bund og grund er Mensa en social forening, hvor det netop handler om – at være
social. Der er ikke så mange andre ting på dagsordenen. Derudover kan man jo så
opbygge et netværk til andre interessante mennesker, som har andre spændende
interesser. Også iværksætteri.
I en rekrutteringssammenhæng ville jeg kun i meget få tilfælde
skele til, om personen er medlem af Mensa eller ej. Der er som sagt andre
faktorer, som er væsentligt vigtigere end et medlemskab af en forening. Der er
fagligheden, erfaringerne, personligheden, lønforventninger og meget andet, som
kommer før de personlige interesser. Og hvis virksomhederne vil teste
vedkommendes logiske hjernekapacitet, så vil de i langt de fleste tilfælde
bruge de tests, som de generelt bruger til rekrutteringer. Tro mig – mange lyver
også i deres CV. Også om medlemskab af Mensa.
Min vurdering er, at det ikke vil give dig et forspring i
forhold til et job, men det kan eventuelt hjælpe dig til at komme i betragtning
til en første samtale, hvis valget står mellem dig og en anden kandidat, som
minder om dig. Det vil heller ikke give dig mere i lønningsposen, da dette som
regel vil være fastlagt af overordnede forudsætninger, jobbeskrivelsen,
ansvarsområder o.s.v.
Jeg er enig i, at det desuden kan være af betydning, hvilket
job man søger, om man skal oplyse, at man er medlem af Mensa eller ej. Jo ”tungere”
et job, jo mere relevant. Er det som ansat ved kassen i Netto, så er det nok
lidt ligegyldigt. Der er desuden en dokumenteret tendens til, at personer, som
er gode til at løse den type kognitive tests, som man bl.a. bliver testet med i
Mensa, har større sandsynlighed for at få succes i stillinger, der netop
kræver, at man skal løse opgaver, hvor man ikke kender svaret på forhånd og
hvor man først skal identificere løsningsmetoden, før man kan løse opgaven. Og
mange typer jobs handler netop om dette i dag.
Og diskussionen om, om en kommende leder vil føle sig truet,
hvis du er medlem af Mensa synes jeg, giver sig selv – Jeg har ikke lyst til at
arbejde for en leder, som begrænser mig på denne måde og ikke ønsker at udnytte
mine kompetencer og evner optimalt. Så vil jeg hellere finde en stilling og en
leder, som accepterer mig, det jeg har med i bagagen og det jeg har at byde på.
Men det er jo op til den enkelte.
Men er du interesseret i at møde nogle interessante
mennesker og se, hvad Mensa er og hvad foreningen byder på, så meld dig ind og
giv det et skud. Kom til nogle af de sociale arrangementer og se, om det er
noget for dig. Du kan bare melde dig ud efter det første år, hvis det alligevel
ikke er noget. Det er trods alt kun kr. 450,-. Du vil møde ganske almindelige
mennesker med alle typer af jobs og interesser. Og også særlinge. Men hvilke
foreninger har ikke særlinge?
Der blev en lang smøre – Håber I overlevede 