Hej Aminoer. Jeg har for nyligt startet en enkeltmandsvirksomhed sideløbende med mit studie, med firma-adresse på min bopæl her i København. Min faste kunde, som jeg yder konsulenthjælp til, er engelsk, med engelsk adresse og engelsk CVR. – Men de har også en dansk enkeltmandsvirksomhed med dansk CVR, som er tilkoblet samme enhed. Jeg har forsøgt at finde oplysninger omkring skatteforhold vedrørende, at lade min virksomhed registrere i England i stedet? Jeg har fundet et skatteforhold der hedder ”Resident but not Domiciled”, men er ikke klar over om den kun gælder privatpersoner? - Og er egentlig også lidt i tvivl om, hvad den helt konkret foreskriver!? Skal jeg have engelsk adresse for at have engelsk CVR? – I såfald, skal jeg være bosiddende dér? – Og til sidst, hvilken virksomhed skal jeg fakturere for at opnå skattefordele? – Den danske eller engelske?
Jeg håber meget på et svar vedrørende, hvordan jeg opnår de bedste skatteforhold.
Dbh. Steffen |
Hej Steffen
Jeg kan godt se, hvad du drømmer om, og du er bestemt ikke den første, som leger med disse tanker. Men så let er det ikke.
Hvis du bor i Danmark og er fuldt skattepligtig til Danmark (og ikke i UK) og du driver en enkeltmandsvirksomhed, så skal du betale skat til Danmark af overskuddet (opgjort efter danske regler) uanset om din virksomhed har et dansk eller engelsk CVR.nr. Jeg vil ikke gøre mig klog på de engelske regler, men worst case er, at du ved at lade dig registrere i UK (også) bliver skattepligtig i UK efter interne engelske regler, men i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og UK, vil UK ikke kunne beskatte overskuddet (medmindre du har en ikke ubetydelig aktivitet i UK). Dette forhindrer dog ikke, at du evt. kan få pligt til at indsende en engelsk selvangivelse (hvor overskuddet opgøres efter engelske regler). Så for mig at se, kan din ide i bedste fald give mere administration og bøvl med flere landes myndigheder, som ikke nødvendigvis ser helt ens på tingene ogder er ingen udsigt til skattebesparelser.
Du skal også overveje momsreglerne (som jeg ikke kender).
Du skriver også:
" Jeg har fundet et skatteforhold der hedder ”Resident but not Domiciled”, men er ikke klar over om den kun gælder privatpersoner? - Og er egentlig også lidt i tvivl om, hvad den helt konkret foreskriver!?"
Dette er en meget speciel engelsk regel, som i visse tilfælde kan give en skattemæssig fordel for personer, som bor i UK (og ikke i Danmark) og som har væsentlige indtægter fra formue placeret uden for UK eller som udfører arbejde uden for UK. Dette skyldes, at de i UK har et særligt remittance system, som betyder, at visse typer af indkomst kun bliver beskattet i UK, hvis de overføres til UK. Det kan dog koste en Skat på op til 30,000 GBP om året at få lov til at anvende dette system, så der skal en del til for, at det kan svare sig. UK har fornyligt strammet reglerne gevaltigt, så hvis man ønsker at komme under dette system kræver det rådgivning fra engelske specialister, hvis man vil være sikker på ikke at komme galt afsted. Det er også vigtigt, at den fulde skattepligt til Danmark efter de interne danske regler faktisk er bragt til ophør, da Danmark efter en særlig bestemmelse i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, må beskatte beløb, som ikke er blevet beskattet i UK, selv hvis den bevarede tilknytning til Danmark er meget beskeden.
Med venlig hilsen
Esben Christensen
www.esbenchristensen.dk