Du vil gerne arbejde 8-16 timer - jeg antager det er om dagen. Vil det også være din tanke, når du ligger på dit dødsleje? Jeg ved ikke hvad du laver (arbejdsmæssigt), men lad os lige antage at du er tømrer. Så kommer der en dag, at du ikke mere er tømrer. Men der kommer aldrig nogensinde en dag, hvor du ikke mere er far. Ikke engang når du dør, vil du stoppe med at være far, for i dine børns hjerte og hjerne vil du altid være far.
Jeg husker min far som en, der i weekenden spiste sammen med os, og ellers om aftenen lige stak hovedet forbi døren, med jakke på endnu, for at sige god nat. Da min far døde som 69 var jeg ked af det. Ikke fordi jeg havde mistet min far, men fordi min mor havde mistet sin mand.
Vi er alle sammen forskellige. Min holdning er valide, om end jeg ikke er enig i dit syn. Dine børn har brug for leg, for at have det sjov, og for at vise deres far hvad de kan. Selvom det måske er ting der for dig er helt indlysende at et menneske kan. Dine børn er ikke voksne, de har ikke den samme tankegang som en voksen. De rationaliserer ikke på samme måde, og de prioriterer ikke på samme måde.
I morges sagde min datter til mig: "far, skal vi ikke spille Minecraft?" Pigen er 4 år, og når hun mener "spille Minecraft", så fortæller hun at jeg skal finde mad og spise det, bygge en isbjørnestald og et papegøjebur. Jeg måtte sige "nej", fordi jeg skal programmere for en kunde, og der har jeg brug for min computer. Kl. 16.00 stopper jeg. Jeg kunne sagtens bruge mange flere timer på at programmere. Det ville min kunde også være meget glad for. Men jeg vil hellere at min datter, når hun engang er voksen, tænker på, hvor meget tid hendes far investerede i hende.
Hvis jeg må give dig en tip: læs "The 7 Habits of Highly Effective Families" (efter du har læst "The 7 Habits of Highly Effective People"), begge af Stephen R. Covey. Den første findes ikke på dansk, dog.
Jeg er glad for at jeg har en kone, der har valgt at børnene er det vigtigste. Nej, hun genererer ikke en indtægt, men hun giver mine børn en meget stabil og lykkelig barndom, det er jeg sikker på! Og måske tager vi fejl. Det tror jeg ikke vi gør. Jeg vil bare hellere, at mine børn betror sig til deres forældre, når de bliver ældre, frem for til venner og fremmede.
Albert