Jeg står i noget af et dilemma. Jeg vil gerne giftes med min dejlige kæreste. Hun vil sådan set også giftes med mig. Problemet er sådan set bare, at jeg ønsker en ægtepagt/særeje - og det gør hun ikke. Jeg har brugt indtil videre 16 år af mit liv på min virksomhed. Nej - jeg er ikke millionær - endnu, men jeg lever af virksomheden og sådan som det går nu, så snakker vi en fremtidig millionomsætning med et pænt afkast. Hver gang vi kommer ind på emnet, så bliver min kæreste eddikesur og/eller græder. Hun mener, at det er uromantisk, at jeg vil have ægtepagt/særeje. Hun mener, at det betyder, at jeg forventer at vi går fra hinanden. Omvendt har jeg så prøvet, at forklare hende, at når hun nu IKKE vil underskrive en ægtepagt/særeje, så må hun jo selv tro, at vi går fra hinden på et tidspunkt. Hun bruger argumenter som "jaah, men hvis du bruger ekstra tid på din virksomhed, så står jeg for lidt flere ting herhjemme. Så derfor vil det kun være fair, at jeg får noget ud af det, hvis vi går fra hinanden". Hun afviser mine pointer med vrede. Hun vil ikke engang lytte, men beder mig bare om at gå, så hun kan græde i fred. Jeg har på intet tidspunkt tænkt mig, at give mig på den her. Det er mig der har knoklet røven ud af bukserne og ofret mig ekstremt meget i tidligere perioder - det skal hun på intet tidspunkt have 1% af hvis vi går fra hinanden. Alt kan være fryd og gammen på nuværende tidspunkt - men om 10 år ser det måske anderledes ud - for både hende og jeg. Alle de som vil råde mig til at "kaste mig ud i det" - i kan godt glemme det på forhånd :) Beklager, men det kommer aldrig til at ske. Men det kan være, at der er nogle vinkler i diskussionen som jeg endnu ikke har opdaget - så alle råd - gode såvel som dårlige er velkommende trods alt. |
Jeg kan nok ikke bidrage med så meget, når du står 100% fast. Jeg er ikke enig med dig, men jeg kan alligevel godt forstå, hvor du kommer fra. Jeg er bare så old-fashioned, at jeg ikke synes at ægtepagten hører til et ægteskab.
Når det er sagt, så blev jeg selv gift ind i en ægtepagt. Det drejede sig om min mands arv fra forældrene på 2,7 mio. For mit vedkommende, så stod ægtepagten imellem os. Ikke pga kroner og ører, da jeg selv tjente fint nok til at forsørge en hel familie, om nødvendigt.
Anyway, set i bakspejlet havde det nok været bedre uden ægtepagt hos os. I dag er status, at min mand har gamblet arven væk - hver eneste krone. Det er sket over 2-3 år, med ekstremt risikofyldte investeringer. Intet er gået til fællesskabet. Intet. Tvært imod. Alt drejede sig tilsyneladende om det næste fix i form af risikoinvesteringer. Det ærgerlige er, at netop pga. ægtepagten kunne jeg ikke stoppe det. Jeg kunne tage mit lort :) og vores to børn, og gå, men jeg kunne ikke stoppe det økonomiske vanvid.
Og her kommer forhåbentligt min pointe, alt imens, ægtepagten var vigtig, så er jeg nu velkommen inden for. Nu er der nemlig behov for økonomisk oprydning. En oprydning, der kun kan lykkes, hvis jeg vælger at deltage. Og for at være helt ærlig, så er det jo helt til grin.
Jeg vil bare lige gøre dig opmærksom på, at hvad nu hvis du om 10 år går neden om og hjem. Hvad forventer du så af din ægtefælle. Hvis du forventer eller bare håber på, at din ægtefælle, tager udfordringen op sammen med dig. Er ægtepagten så på plads?
Der er så måske muligheder at få din bedre halvdel ombord.
I kan aftale at I deles 100% om slæber derhjemme.
I kan aftale at du kompenserer hende for hendes ekstra indsats, for at du kan udvikle dit firma endnu mere. I kan aftale at dit firmaoverskud, er fælles, så længe I er gift. Dvs. at din ægtefælle også har indflydelse på hvad eventuelt udbytte skal gå til. Skal det gå til opsparing, til at nedbringe realkreditter, til oplevelser med børnene eller, ja hvad ved jeg :)
Hilsen G
Ja jeg ved ikke rigtigt. Den kan være svær at knække, for det handler også om, at I bare ser meget forskelligt på, hvad det indebærer at indgå ægteskab.