Bliv gratis medlem
|
Hej alle :) Jeg har været herinde for en del år siden, da jeg havde en drøm om at blive selvstændig indretningskonsulent. Den drøm har jeg ikke længere og det er ikke derfor jeg skriver her nu, men grunden er at jeg er ved at blive desperat og har virkelig brug for råd og vejledning her. Uh, jeg kunne skrive om mit liv i timevis hvis jeg ville, men det magter jeg ikke pt. så I får den korte version ( Så kort jeg nu kan gøre den ). Jeg har været udenfor arbejdsmarkedet siden slutningen af 1999 ! Er snart 42 år. Er uddannet sygeplejerske, men røg dybt ned med en meget alvorlig stressrelateret depression, direkte forårsaget af presset som sygeplejerske. Da presset begyndte, kunne jeg ikke sove. Jeg prøvede derfor en dag, at tage en sovepille for at se om jeg kunne falde i søvn uden at have alle de skyldfølelser der var forbundet med, at jeg ikke følte jeg nåede at yde den pleje jeg ønskede overfor mine patienter. Over en periode udvikler dette forbrug sig, til et direkte misbrug af sove medicin. Da jeg i 1999 bliver sygemeldt er jeg så langt nede og ryger ind og ud af hospitalerne, med alle mulige diagnoser. Jeg når nogenlunde at komme ovenpå, så mister jeg min kære far til kræft i 2003, SÅ ryger eg ned igen .... Angst, depressioner, sorg ... Men ÅHH havde jo min elskede mor, som var der for mig og sammen kunne vi klare alt .... Min mor dør i 2005 også af kræft, 2 år efter min far ................ :( :( :( Hun var min sjæleven, vi var symbiotiske ... Hendes død var forfærdelig, jeg har stadig marerit over den ... Hun var mit et og alt, jeg kunne komme til hende og alt ordnede sig ... Pludseligt var hun der ikke mere og jeg anede ikke hvordan jeg skulle klare mig selv, havde aldrig lært at stå på egne ben, være en selvstændig kvinde ... Dyb sorg, kæmpe angst anfald, tilbagevende misbrug af medicin fordi jeg ikke ønskede at leve længere og fordi jeg bare ikke kunne bære at mærke min dybe dybe smerte, ind og ud af hospitaler IGEN... Møder min nuværende kæreste et halvt år efter min mors død og havde det ikke været for ham, så tror jeg seriøst ikke jeg ville leve den dag i dag. Han har været der for mig siden dag 1, vi mødtes. En mere loyal, kærlig og trofast kæreste finder man ikke ... Nå men faktum er, at jeg siden min mors død, har været igennem ALT tænkeligt og utænkeligt ... Tiltagende misbrug, tiltagende angst, ja jeg ved ikke - havde det bare RIGTIG skidt ... For ca. 3 år siden får jeg tilfældigvis en sygeplejerske i Københavns Distrikt Psykiatri, der har flere terapi uddannelser bag sig Efter en længere periode, får hun mig ud af det sorte tomrum, ud af misbruget, ud af angsten, hun ser bag facaden og diagnoserne og ser MIG, for den jeg er, som det første menneske i det offentlige system ... Jeg ER kærlig, elskelig, jeg HAR talenter, ressourcer, men jeg tror bare ikke selv på det ofte og ser meget sort / hvidt på tingene.... Hun får mig tilbage på sporet via meget intense terapi samtaler ... Desværre holder denne sygeplejerske op, får en anden og bliver OGSÅ glad for hende og jeg bliver ved med at udvikle mig i forhold til at jeg stadig er totalt angstfri og misbrugfri. Så ifølge Distrikt Psykiatrien og kommunen er jeg for halvandet år siden nu parat til en eller anden udredning af, om jeg kan klare et evt. Fleksjob og på hvor mange timer osv. Lige da jeg møder min første sygeplejerske begynder jeg at male og selvom jeg KUN har malet i 2 år nu, har jeg udviklet mig UFATTELIGT meget og jeg kan godt selv se det og jeg ELSKER bare den kreative process det er at male, at fordybe mig i et emne, et motiv eller hvad det måtte være og bare eksisterer her og nu, i nuet. IKKE sørge over fortiden, IKKE bekymre mig om fremtiden osv. Jeg ELSKER det .... + Jeg har meget at sige / fortælle igennem mine malerier .... Noget der er svært at formulere med ord... Det, + min lille familie bestående af min nu forlovede / kæreste gennem 8 år og vores 2 små hunde er mit liv, punktum ! MEN MEN MEN, ak ja - Så kom den nye regering, de nye reformer på dagpengeområdet, og kontanthjælp- og førtidspensionsområdet og pt. ser min fremtid RIGTIG dyster ud, hvis jeg skal forblive i dette system. Regeringen og deres love er hvad de er, det vil jeg ikke uddybe min holdning til her... MEN, kommunen bliver ved med at sylte min sag .... Har ventet nu i halvandet år, på blot at komme til én samtale med alle mulige specialister, der sammen skal bestemme, om jeg skal i Fleksjob udredning eller hvad der skal ske .... Men, fra 1. Januar 2014, ja så mister jeg min indtægt ( kontanthjælp ), tilfældigvis fordi jeg bor sammen med min kæreste - som elsker mig højt og som jeg elskerlige så højt. Endnu et smart indgreb ... Og jeg tror helt ærligt ikke at jeg på 4 måneder kan nå at komme til den samtale, komme i arbejdsprøvning og evt. blive visiteret til et fleksjob. Har papirer på fra min psykiater at jeg ikke skal stresses alt for meget, at jeg ikke magter ret mange timer osv. At jeg hurtigt kan få for meget og stå af ... Har bekymret mig over alt det her i SÅ lang tid at jeg er ved at gå ned igen ... Bekymringer der bunder i, at jeg føler at ANDRE skal bestemme over mit liv og at jeg bliver anset som en "Doven Robert", samfundets skrald ja det er sådan man føler sig, når man er den situation jeg står i ... Det ENESTE jeg håber og beder til er, at jeg kan få min frihed tilbage, få kontrollen over mit eget liv tilbage, slippe for kommune, reformer, bekymringer, dage i sengen hvor jeg bare græder fordi jeg frygter det værste for min fremtid. Ved ikke om I kender alle disse nye reformer. Lad os nu sige, at jeg rent faktisk gik hen og blev visiteret til et fleksjob på x-antal timer - Ja så ville det betyde at, hvis jeg solgte et maleri, så skulle de penge modregnes min offentlige støtte. OK Men man får ikke engang penge for udgifter trukket fra, det vil sige at jeg fra nu og til jeg ikke skal arbejde mere, KUN ville have underskud ved at sælge et maleri. Dette giver ligesom IKKE blod på tanden ... Jeg er overhovedet ikke ude på at blive millionær, jeg er IKKE grådig, jeg vil blot gerne frem til en løsning, hvor jeg kan gå op til kommunen og sige: Ved I hvad, har ikke brug for jer mere, min MAND og jeg klarer os selv.. Tro mig, jeg ville blive verdens lykkeligste kvinde, hvis og når den dag kommer - FRIHED til at gøre det jeg elsker, at male .... Lige nu så kan jeg slet ikke se meningen med det og min kreative side ligger meget sløvt henne .... Der er ikke gejst i min muse :) SÅ, vi har en mulig løsning..... Vi skal sørge for at blive gift i en fart !! Hvorfor ?? Hvis jeg siger til kommune at jeg ikke behøver deres økonomiske støtte længere, så kan min nuværende forlovede ikke få gavn af mit skattefradrag. Det kan man KUN som ægtefælder ... Vi påtænker også, at min kæreste opretter et firma på hans B-kort .... Han har et rigtig godt fuldtidsjob i en Herretøjsforretning, som sælger og han er vellidt og gør et rigtig godt stykke arbejde ... I starten var det påtænkt at så kunne jeg muligvis blive ansat af ham i fleksjob og blive suppleret op fra kommunen. Men jeg orker det ikke mere. Jeg magter ikke det offentlige og deres syn på os "svage" mennesker ... Som sagt, jeg bliver snart 42, jeg har en drøm, en drøm om at leve et skønt liv, hvor jeg selv bestemmer over mit liv, hvor jeg kan male, lære nyt indenfor denne verden, udvikle mig og rent faktisk på et tidspunkt sælge mine malerier, UDEN at skulle tænke på, at alt ryger lige tilbage i den offentlige kasse. Ja, jeg ved godt at det lyder rodenrødt og det ved jeg godt det ikke er, men derfor skriver jeg også herinde og beder om hjælp... Ja, jeg har en del ressourcer :) Min hjemmeside er klaret, selv ordnet det, er NÆSTEN uddannet multimediedesigner, har visitkort, skal snart udstille samme med andre kunstnere i Huset i Magstræde, er tilknyttet flere kunstforeninger, skal snart i gang med at lave noget online maleundervisning sammen med en veninde, nogle online kurser som folk selvfølgeligt betaler for ... Et STORT projekt, men nogle dage er det helt OK MEN, jeg har også dårlige dage hvor jeg INTET kan .... Har 2 personlighedsforstyrrelser, en ængstelig, hvor jeg bekymrer mig ofte FOR meget over tingene samt en hvor jeg ofte føle,r at jeg er afhængig af andre mennesker ... Bliver der udover MEGET hurtigt stresset, det kan være over høje lyde, mange mennesker, 2 aftaler på én dag magter jeg ofte ikke, så nu beder jeg jer om råd .... Har det bedst herhjemme, hvor jeg kan sidde og arbejde på fx. min hjemmeside eller male i flere timer og det føles ikke som arbejde for mig, det er jo noget jeg elsker at lave ... Puha, det blev alligevel langt, men jeg er så opsat på, at I virkelig forstår, hvor jeg HAR været og hvor jeg er nu og at I måske kan give mig og min kæreste nogle gode råd til hvordan vi kommer videre her ... Nogle tips osv. Er det muligt for mig, at gå op til kommunen og sig: Stryg mig af jeres liste, vi klarer os selv og hvis ja, hvordan ? Åhhhh håber I vil kan hjælpe os, er så trist og blot tanken om at blive fri fra systemet gør mig glad inden i .... Kh Lone Søderberg :) |
Puha, det er et af de indlæg der virkelig rykker og skærer dybt i sjælen og hvor man virkelig ønsker at kunne give et godt og langt svar med konkrete anvisninger. At kommentere det med nogle få linjer og måske endda kommet med et af disse nemme løsninger, er jo ikke i din vægtklasse, da du formentlig har brugt et par timer på at krænge din sjæl ud for os.
Jeg hæfter mig dog ved, at du og din kæreste har et godt, varmt, stabilt og solidarisk forhold og at I er enige om, at I nok skal klare den ved egen hjælp.
Jeg kan godt forestille mig, at du kunne få et fleksjob og passe det, så du, en tid endnu, men ordet "visiteret" skurrer i mine øren. Hvis det er et af disse pladser som kommunen er lovgivningsmæssigt er forpligtet til at oprette, er sandsynligheden for at få noget meningsfyldt nok ikke stor. Og er det ikke meningsfyldt, vil det bare stresse dig psykisk og så bringer det dig jo ikke videre.
Min "nemme" løsning vil være det du selv beskriver, nemlig at gøre dig fri af offentlige ydelser. Det betyder så også nul kroner, men kan I få det til at løbe rundt, så kan det - set med mine øjne - kun gå for langsomt. Derefter skal du jo ikke stå til ansvar og regnskab over for nogen.
Du skriver jo selv, at du ryger ud over kanten den 1. januar. Umiddelbart vil man jo mene, at hvis ikke du modtager noget, så er du ude af systemet. Det håber jeg da er rigtigt, så der ikke længere er restriktioner på hvad du må og ikke må. Det burde kommunen kunne svare på. Ellers prøv den nærmeste gratis retshjælp, for at få afklaret lovgivningen.
Dine aktiviteter med udstillinger og kontakten med andre kunstnere kan du jo afpasse efter din tilstand. Det er tydeligvist noget du brænder for og når du lægger så meget af dig selv i dine billeder, kan de ikke være helt ligegyldig Trommesalskunst. Netværket og det at komme ud med dine produktioner er vigtigt og det lange, seje træk kan sagtens gå hen at blive et godt supplement til jeres husstandsindkomst.
Du skriver at du næsten er uddannet multimediedesigner. Er det noget du har gang i nu, eller er det noget du har opgivet for flere år siden? Under alle omstændigheder vil vi da gerne se dine hjemmeside og ikke mindst nogle af dine billeder.
Et stort cadeau for at have skrevet dette lange og meget personlige indlæg, det er ikke noget man bare lige gør! Du tør og det er et stærkt træk hos dig. Byg videre på det.
God vind fremover og held og lykke med det du har gang i.
Opret bruger