Fantastisk konkurrence!
Jeg arbejder som webudvikler + webdesigner for super-iværksætterne Casper Blom og Rasmus Borup Nielsen og har været meget glad for at jeg har kunnet tage min 6-årige søn, Emil, med på arbejde under lock-out'en. Emil har hjulpet til i firmaet og har flyttet rundt på paller, fundet golfbolde, talt kasser, holdt døren åben for pakkeposten, snakket med budene, tømt alle skraldespande ud i containeren og spist vingummier som Casper Blom havde med en dag. Emil hyggede sig så meget den første dag at han ikke ville med hjem da han skulle hentes kl. 13... så han fik lov at blive hele dagen fra 8-16. Men, så var han godt nok også træt! :-)
Han var helt med på at tegne en tegning til konkurrencen, så han har tegnet lageret med masser af papkasser stablet op. Han og jeg står på en palleløfter i midten og rundt om os har han skrevet ord han har fundet på produkterne. Han er lige begyndt i 0. klasse, så han er først ved at lære bogstaverne. Han sad på kontoret og tegnede og kiggede ud på kasserne, hvorefter han skrev 'fatboy' på den røde kasse nederst i midten, 'Flos' på kasserne med lamper og 'dk' i en grøn cirkel som han har fundet på pakketapen til billigegolfbolde.dk. På et tidspunkt kunne jeg ikke finde ham, men så fandt jeg ham stående ude på lageret med en golfbold i hånden og stavede sig gennem de ord han fandt på dem... jeg er simpelthen så stolt af den knægt.
"Far, jeg kunne godt tænke mig at arbejde her - sådan, med at flytte kasser!" :-)

