Jeg svarede på stort set det samme i tråden her forleden: http://www.amino.dk/forums/t/185711.aspx
Jeg skrev:
Min søster har en meget velbesøgt blog. Hun får ofte spørgsmål fra virksomheder (og privatpersoner) om, hvordan hun får så mange læsere, og opskriften er, så vidt jeg har forstået et stærkt koncept, som du virkelig brænder for.
Spørg dig selv: Hvorfor vil du lave en blog? Hvorfor gør den verden bedre?
Hvis du ikke virkelig brænder for din grundidé, kommer du nemlig ret hurtigt til at kaste op over at skulle skrive 1-3 indlæg om dagen. For hyppige opdateringer er selvfølgelig også vigtigt. Derfor skal du bruge tid på at analysere dig frem til et stærkt koncept, som kan holde - og som du kan holde ud, at holde dig til! :)
De bedste blogs er personlige, så stamlæserne efterhånden føler, at de kender bloggeren. Men skeln mellem personlig og privat.
Derudover skal du være gavmild og give læserne meget mere, end de forventer at få. Det kan være humor, kloge ord, opskrifter eller andet, som giver læserne nytteværdi.
Skriv godt og vinkl dine indlæg skarpt. Sørg for at hvert indlæg handler om en ting - og kun om den ene ting. Hvis du fx laver en blog om køkkenhaven, kan du lave et indlæg om havesakse, hvor du tester forskellige sakse af og kommer med din anbefaling til hvilken, der virker bedst til hvad. Det vil handle om havesakse fra start til slut.
Skriv i et levende sprog uanset om du blogger om politik eller heste, og drys gerne lidt sprogblomster ud over det hele.
Er dit indlæg godt nok, vil mange linke til det, og sker det, kommer du højere op i søgemaskinerne.
Tag også stilling til, hvor meget skjult reklame, du vil byde dine læsere. Personligt er jeg meget på vagt overfor skjult reklame i blogs, og det er ikke noget, der lokker mig tilbage eller får mig til at linke til det.
Måske kan du få lidt inspiration af at se på de mest læste blogs i DK:
http://www.blogtoppen.dk/da/home
Jeg ved ikke, om WordPress eller blogger er bedst, men hvis jeg skulle starte, ville jeg vælge WordPress, som jeg har erfaring med, og som jeg synes er et fantastisk blog- og CMS-værktøj. Det samme siger min søster, der dog ikke vil skifte nu, hvor hun er så læst og ligger så godt i søgemaskinerne.
Forbered dig på, at det er et stort arbejde, at lave en succesrig blog.
God arbejdslyst!
Desuden kom Sannie med det her link til en rigtig god artikel:
http://www.jeffbullas.com/2013/01/23/7-signs-you-are-not-a-good-blogger/