Hej sweetbee!
At bygge en webshop korrekt, for derefter at markedsføre den fornuftigt, er ikke nogen let eller simpel opgave. At vælge den rette webshop platform, vil således ikke alene medføre at du stryger til tops i søgemaskinerne. Organisk søgemaskineoptimering kræver hårdt arbejde, tid og flid, og kan derfor være en stor mundfuld for den uerfarne.
Når Google kigger på din webshop, har de ikke blot en checkliste med nogle få punkter som du skal opfylde, for at få en god placering. Nej, Google - og andre søgemaskiner for den sags skyld - har flere hundrede elementer i deres algoritmer som de kigger efter. At lave en komplet liste med do's and dont's er derfor tæt på umuligt. Nedestående liste med alt fra generelle tips til mere SEO-mindede tips, dækker derfor kun en promilledel af hvad det er fornuftigt at gøre. Jeg håber dog alligevel at du finder punkterne brugbare :)
Do's:
- Vælg en platform som ikke er håbløs ift. SEO. (og nej, bare fordi at din leverandør skriver at shoppen er SEO-venlig, samt at de har arbejdet for store fine kunder, er det nødvendigvis ikke rigtigt)
- Vær kritisk når telefonsælgerne begynder at kime dig ned, fordi de vil sælge SEO, AdWords og anden form for Online Marketing
- Skriv dine produkttekster selv så du undgår Dublicate Content
- Sørg for at sider som du vil have til at ranke på bestemte søgeord har godt tekstindhold
- Nævn dine søgeord flere gange i løbet af dine tekster uden at overdrive
- Benyt underoverskrifter i dine tekster for at gøre dem mere overskuelige
- Skriv en unik title og meta description til hver enkelt produkt. Din title er synlig når folk søger på Google, og indgår også i rankingen af din hjemmeside. En god Meta Description hjælper dig med at trække kliks på SERP'en, men indfår ikke direkte i rankingen.
- Inkluder dit søgeord i din title og URL
- Hold dig som udgangspunkt til at optimere ét søgeord til én underside
- Afsæt godt med tid til din søgeordsanalyse, så du kan finde gode long tail søgesætninger (eksempelvis via Übbersuggest) uden så meget konkurrence (godt udgangspunkt for nybegyndere)
- Lav knaldhamrende gode produktsider og landingpages med lækre billeder og lækre videoer
- Track hvad folk søger efter i din søgeboks, for at få et indblik i hvad de er ude efter (enten i dit shopsystem eller i Analytics)
- Indsæt Remarketing-sporingskode på centrale dele af din webshop, så du får mulighed for at vise målrettede billedeannoncer til folk, som finder din webshop men undlader at købe
- Benyt et fornuftigt webanalyse værktøj såsom Piwik eller Google Analytics, og brug Ecommerce Tracking hvis muligt
- Forbered dig på fremtiden ved at benytte Rich Snippets på din webshop
- Byg løbende links til din webshop (med varieret eller ingen ankertekst). Vær kreativ og gå efter de links som konkurrenterne har svært ved at få
- Byg interne links mellem dine produkter
- Byg et manuelt .html sitemap med en en lille stump tekst i forbindelse med hver underside som du nævner
- 301-redirect udgåede produkter til relevante nye produkter eller alternativt til din forside
- Vær aktiv på sociale medier, branchesites og webfora i eget navn, så du bygger dine kunder ikke handler med XXX-butik men Ulrik Ulriksen fra XXX-butik. Hav et billede (eller en video) af dig selv og eventuelle medarbejdere på din "om os"-side, i dine udgående emails og alle andre steder som du kan komme til det
- Gør hvad du kan for at levere fantastisk kundeservice, uanset om det måtte betyde, at du må en ekstra gang på posthuset for at sende en ordre af sted, som du først modtager sent om eftermiddagen, eller om du er nødsaget til at behandle kundehenvendelser på en søndag
Dont's:
- Undlad at starte webshoppen, hvis ikke at du ikke kan give dine kunder minimum én god grund til, at de skal handle hos dig frem for hos dine konkurrenter. Se evt. http://skaljegstarteenwebshop.dk/
- Brug ikke penge på AdWords før du har relevante undersider til alle dine søgeord
- Undlad at købe pakker af links på Fiverr.com, indiske SEO-firmaer med mere
- Undgå en webstruktur hvor den eneste vej hen til et produkt går via forsiden og et hav af underkategorier
- Upload aldrig dine billeder i fuld kvalitet. Komprimer dem i stedet så de fylder en brøkdel af hvad de gjorde fra start
God fornøjelse
- Emil
|