Hej Jobsen
Dette er en streng, hvor det kan være lidt svært at få overblik over hvad det faktisk er du ejer. Men efter at have læst alle indlæg tror jeg, at de faktiske oplysninger kan opsummeres således:
Du har købt et driftsselskab og et holdingselskab (der ejer driftsselskabet). Der er fortsat drift i driftsselskabet. Holdingselskabet har ikke anden aktivitet end at eje anparterne i driftsselskabet og har ikke andre aktiver end anparterne.
Hvis dette er tilfældet, så er det ikke korrekt, at sige, at holdingselskabet aldrig har været brugt. Det har været brugt som holdingselskab. Det er fortsat i brug som holdingselskab. At have et holdingselskab kan være en klar fordel, da holdingselskabet dels kan modtage skattefri udbytter fra driftsselskabet og kan sælge anparter i driftsselskabet uden skat. Der kommer dog skat når pengene hæves fra holdingselskabet, så holdingselskabet kan kun bruges til skatteudskydelse, men skatteudskydelse kan også have en stor værdi for dig.
At sælge holdingselskabet (uden driftsselskabet) giver ikke megen mening. Da man kan købe et skuffeselskab for et par tusinde kr. (plus indskud af minimumskapitalen, hvilket jo ikke er en omkostning, men blot en omplacering af formuen). Hvis du ønsker at beholde driftsselskabet, skal du først købe det ud af holdingselskabet (til markedsværdi), dvs. du skal i dine frie midler finde et beløb svarende til markedsværdien af driftsselskabet (hvad den så end er), det eneste man med nogenlunde sikkerhed kan sige er, at markedsværdien er forskellig fra både selskabets egenkapital og den oprindeligt indskudte kapital. En køber vil herefter ikke kun købe en tom skal, men en pengekasse, som du vil forvente, at få penge for. Hvis værdien af driftsselskabet er steget i din ejerperiode, vil det alt andet lige afspejle sig i værdien af holdingselskabet og når du sælger holdingselskabet, vil det give en avance, som er skattepligtig for dig personligt.
Det kan være dyrt, at finde et fornuftigt bud på værdien af driftsselskabet og du vil efterfølgende have risikoen for at Skat mener, at du har købt for billigt (hvilket vil udløse skat for dig), eller at du omvendt har købt for dyrt (hvilket vil udløse skat for holdingselskabet (en skat som en køber hæfter for, og køber vil derfor som udgangspunkt kræve en væsentlig rabat for at overtage et selskab, med en sådan forpligtelse, og/eller kræve at du personligt indestår for at kompensere holdingselskabet for den latente skat)).
Så hvis ellers jeg har forstået de faktiske forhold korrekt, så synes jeg du skal glæde dig over, at du har en fornuftig holding konstruktion, som du måske ikke har den store glæde af i dag, men som kan vise sig at være meget hensigtsmæssig, den dag du skal sælge dit driftsselskab, eller det skal generationsskiftes. Du bør derfor glemme alle tanker om at sælge holdingsselskabet og koncentrere dig om, at drive en god virksomhed.
Med venlig hilsen
Esben Christensen
Rådgivningsfirmaet Esben Christensen
www.esbenchristensen.dk