Det er vel muligt med lidt god vilje at opdatere sitet, eller sågar skifte cMS løbende. Hvis nu det bliver en succes? Det kræver måske lidt mere arbejde, men ville det ikke være en idé?
Alt kan lade sig gøre. Hvis du er usikker på, hvor meget tid og ressourcer du har lyst til at kaste efter projektet, så kan du godt vælge et wordpress tema og tilrette det en lille smule. Hvis det er dit første projekt, så kan det også være en mulighed for at komme i gang og gøre dig lidt erfaringer.
Men ligesom hvis du åbner en butik på strøget, så er det svært at gøre det til en god forretning, hvis du har besluttet dig for, at du kun ønsker at arbejde i butikken 2 timer om dagen. Det vil betyde, at når kunderne kommer ind, så kan de se lidt varer hist og her, men man kan hurtigt mærke, at hjertet ikke har været 100% med. Så langt de fleste kunder vil vælge at forlade forretningen igen og dit facit er, at du har brugt noget tid, nogle penge og udbyttet udebliver.
Tiden på internettet er forbi, hvor man ved at bruge 50-100 timer på et projekt kunne tiltrække brugerne og så opgradere når succeen er på plads. Internetbrugere er blevet meget mere kræsne og adgangsbarrieren for at lave noget som brugerne gider er blevet meget større.
Det kræver lyst, entusiasme og masser af timer for at lave noget der er så fedt, at folk faktisk har lyst til at være der og komme tilbage igen og igen.
Så du kan vælge at prøve det for at prøve det. Hav det sjovt imens, men forvent ikke det helt vilde resultat. Du kan også vælge at kaste snøren så langt ud, som du overhovedet kan og så skal du forvente, at det tager dig omkring 2 år at opbygge et helt vildt fedt site og du skal så arbejde væsentligt mere end 2 timer om dagen, samt forvente at det ikke bliver helt billigt.
Valget af CMS hænger sammen med dine ambitioner.