Hej Jonas,
Jeg kan godt forstå, at du gerne vil benytte dit navn.
Jeg hedder Kronberg til efternavn, men hvorfor døbte jeg så ikke min virksomhed (den gang jeg var eneejer): Kronberg Consulting. Det gjorde jeg ikke, fordi jeg bor i Thailand, og fordi thaiere ikke kan udtale "Kronberg" korrekt. Derfor åd jeg den elefant, om end der også var andre årsager.
Jeg opfandt derfor det lidt fjollede navn PIRO, men det kan folk faktisk huske, om end nogle tror, at det skal udtales "pai-ro".
Senere, da jeg fik en partner, så var det også ganske praktisk, at firmaet ikke er døbt efter mig ...
Desuden synes jeg, at efternavne mere hører sig til personfikserede virksomheder som revisorer, advokater og lignende, samt fx håndsværksmestre.
Hvis du senere får medarbejdere, så skal de jo også kunne omtale firmaet som "vores".
Hvorfor døbte Thorborg fx ikke Jubii eller Amino efter sit efternavn?
A.P. Møller (og senere brandet Mærsk/Maersk - nu officielt A.P. Møller-Mærsk) er derimod stiftet i en anden tid.
Du kan alternativt lege lidt med dit navn - at få folk på "krogen", om end "hook" måske ikke er så godt, men måske noget i retning af Krog Marketing eller lidt i retning af mit tidligere bud Krog Marketeers. Krog kan sikkert komme i konflikt med navneloven, men måske alligevel ikke, da krog også er et begreb.
Og tilføje et slogan som fx "vi får dine kunder på krogen".
Et fjollet forslag kunne måske være: Hook'n'marketing (bindestreg slogan: vi fanger dine kunder) og udelade n i domænet. Dette skal blot ses som indledning til en brainstorming.
Hilsen, Robert