https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125936
§ 6. En arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når
1) medlemmet inden ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver,
2) arbejdsgiveren er ude af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,
3) afskedigelsen/arbejdsophøret væsentligst skyldes medlemmet,
4) arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,
5) arbejdsophøret skyldes force majeure,
6) medlemmet er i fuld beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,
7) medlemmet i tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på G-dagene,
8) medlemmet er tjenestemand og overgår til rådighedsløn,
9) medlemmet har været vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen har varet mindst 3 måneder, eller
10) medlemmet har været i beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. Der skal ikke betales for G-dage til et medlem, som er partsfisker. Ved en partsfisker forstås i denne bekendtgørelse en fisker, der har fået løn med en andel af nettooverskuddet og som
1) enten ikke fisker med egne redskaber, og/eller
2) ikke er medejer af den kutter, som medlemmet arbejder på.