Om kampagnen virker optimalt, er jo svært at sige, da det afhænger af den enkelte sag. Der kan dog siges at alle der arbejder med Google AdWords er certificeret til dette og derfor burde være dygtige til det de laver.
Hej Heine.
Nu kender jeg ikke din baggrund og ved derfor heller ikke, hvor lang erfaring du har med Google AdWords, men med al ære og respekt, så er en Google AdWords certificering ikke garanti for meget andet end, at den certificerede person har brugt nogle timer eller 10 på at terpe et pensum og i øvrigt har en rimelig hukommelse.
Certificeringen tjekker ikke om du er i stand til at stave, om du kan beregne et dækningsbidrag eller om du i det hele taget har en grundlæggende forståelse for, hvordan verden ser ud for de e-købmænd (m/k), der skal bruge AdWords annoncer til at indfange kunderne og få dem igennem det virtuelle kasseapparat med noget i kurven.
Jeg ved, at Google gør meget for at opkvalificere de folk, der sidder i jeres "first line AdWords support" eller hvad I nu kalder det, men selv jeres egne folk lægger ikke skjul på, at der trækkes folk ind fra gaden (eller i hvert fald fra gymnasiet/handelsskolen), som så får et crash course i AdWords oprettelse og optimering og dernæst sættes til at starte kampagner op for nye kunder.
En kampagne sat op af Johannes, Kim eller en anden erfaren AdWords konsulent vil til enhver tid kunne outperforme hvad du og dine nærmeste kollegaer har lov, tid og evner til at sætte op. Det siger jeg ikke for at være arrogant eller nedladende, men fordi erfaring er en ekstrem vigtig del af arbejdet med AdWords optimering.
Jeg mener personligt, at det er til glæde for alle, at Google tilbyder gratis opstartshjælp til nye annoncører. Det sikrer en højere andel af de nye AdWords annoncører en god oplevelse og dermed lyst til fortsat annoncering.
Fortsat god aften 