Bør man følge sit hjerte eller sin fornuft?

Tommy Nitz:

Jeg er uenig med Mikkel og Koluda Byg. Det er selvfølgelig rigtigt at hæren (eller nogen anden virksomhed for den sags skyld) ikke betaler så meget, at det er værd at blive skudt for. Til gengæld får man også en oplevelse der ikke kan købes for penge.

Derfor mener jeg heller ikke at man uden videre kan sige at det bedste valg er at blive hjemme. Det bedste valg er individuelt.

Ja eller posttraumatisk stress for livet... Så kan man efterfølgende diskutere, om oplevelsen var et ødelagt liv værd?

I og med at det er individuelt, så hjælper det næppe at spørge andre til råds, da alle har en individuel holdning, som de vil prøve at påvirke dig med... Dvs trådstarter ender med, at træffe et valg ud fra andres holdninger og argumenter, og ik sine egne ønsker og ideer...

Hej igen amioner.

Jeg vil til at starte med sige mange tak for de forskellige svar, holdninger og meninger til debatten.

Som i ganske rigtigt skriver så skal man ikke traffe sine beslutninger på andre holdninger og forventninger, men jeg mener selv at det super godt at høre hvad andre har sige, fordi det ofte kan gøre at man ser tingene fra nye perspektiver. :)

Lige til dig Søren, så kan jeg fortælle dig at jeg allerede for 1½ måned siden var færdig med din bog! har flere gange siddet med klumper i halsen når man tænker på hvilke beslutninger du har måtte traffe som delingsfører. særligt tiden inden i tog afsted til Irak. - Det er virkelig en super god bog, som jeg gerne anbefaler til andre. - kender flere der har læst den og de siger helt det samme. Stor ros til dig for den!

Jeg tvivler slet ikke på at hvis jeg fik at vide jeg kunne komme afsted med 100% sikkerhed, så ville jeg  sætte mit "war-face" på og så nyde de 6 måneder. - men sådan er det jo desværre ikke i systemet og særlig ikke heroppe ved MP.

Det der irritere mig vældig meget er at vi ikke kan få svar på hvorvidt vi kan komme ud eller ej og kommer man ikke ud, så vil jeg føle jeg har spildt min tid, forstå mig ret, det er jo ude i plutten vi soldater har den "ægte" eksamen. både som fører og på det mere personlige plan.

Se det med at læse HD ved siden af er bestemt også mulighed, jeg har dog ikke overvejet at man kan gøre det ved siden af sin tjeneste herinde. :)  - tak for det perspektiv. 

Jeg ved bare ikke hvor gode chancerne for at komme til Fredercia og lignede som ny uddannet sergent, men det selvfølgelig noget man kan undersøge. Hvad jeg har hørt, så det ofte en fordel at kende nogle der kende nogle i inderkredsen hvis man vil frem herinde. - og det gør jeg ikke lige der i hvert fald.

endnu en gang tak for alle de mange svar gode svar!

Mvh

Lars Lomholt Jessen.

Tommy Nitz:

Ja eller man kan cykle i netto og ende livet som en højresvings-ulykke. Du kan få dit liv ødelagt af stort set alt, men er det så ikke bedst at få det ødelagt af noget man virkelig har brændt for? Der er jo heldigvis også den mulighed, at man kommer ud på den anden side uden varige mén.

Nu var det ik for at starte en diskussion, men blot gøre opmærksom på, at det ik nødvendigvis er en oplevelse for livet...

Har i hvertfald en kammerat, som gerne ville have undgået turen til Irak idag, da han lider af posttraumatisk stress, og groft sagt er gået fra at være en velfungerende yngre herre til at være en hjælpeløs grønt sag.
Tager man i krig, så fortjener man også at kende prisen. Og man kan sagtens overleve en krig, men prisen kan man også komme til at betale senere i livet. Det er ik noget, som man selv bestemmer desværre... 

Hey Lars!

Jeg kender lidt til din situation. Jeg var udsendt på ISAF 9 og vi blev alle lovet guld og grønne skove inden vi tog afsted. Efter ca 3½ måned i missionsområdet, fik vi af vide at ingen af os ville få K-35, på trods af vi fik fortalt at alle ville kunne blive tilbudt det. Så det med usikkerheden og det med om man gider kæmpe for noget hvor chancen er utrolig lille for at den er der kender jeg skam godt. Mange mistede lidt lysten til at være i missionsområdet, hvilket jo kan få alvorlige følger. Vi kender begge Forsvaret og det er ikke lige frem den arbejdsplads hvor der er mest styr på tingene. Hvis du virkelig har en følelse af at du bare SKAL derned for at have "fuldført" dit arbejde hos Forsvaret, så syntes jeg klart du skal gøre det.

MEN så er der det med kæresten, i ser ikke hinanden ret meget i forvejen og hvis du skal kunne klare en tur til Afghanistan så tror jeg altså det bliver svært for dig ikke at have set hende mere inden du kommer af sted. Jeg havde selv en kæreste på daværende tidspunkt, vi havde bare 6 måneder ca. hvor vi kun så hinanden i weekenderne lige op til udsendelsen. og det var slet ikke nok! For der er virkelig meget psykisk der afhænger af hvad man føler til ens pårørende, om man har været der nok osv for dem inden man tog af sted. For begynder man at tvivle dernede bliver det nogle LANGE måneder!

Nu taler jeg bare af egne erfaringer og det med at have en kæreste mens man er af sted er sgu svært! og mit og min daværende kærestes forhold ændrede sig meget da jeg kom hjem. Du skal virkelig bruge noget tid på at komme til dig selv igen efter sådan en tur, og der kan det faktisk være svært at have en kæreste og det kan være rigtig svært for kæresten at have dig. så tænk det godt igennem, find ud af om du virkelig føler for det! for du må sgu ikke tvivle og skal være 100% afklaret med dig selv, familie, kæreste osv.

Som sagt er det bare egne erfaringer og jeg ved at jeg ikke kun taler for mig selv i ovenstående, der var i hvert fald flere på mit hold som har de holdninger og som har oplevet dette.

håber du finder ud af noget :)

hej Tcortz,

Lad nu være med, at male HRN grimt fordi i ikke fik K35'er  ;)  (kan give dig ret i tingene ikke altid giver mening eller der er styr på det som de gerne vil have det til at være)

Jeg kender faktisk til jeres "historie" - og, at i fik det at vide før og under missionen, er bestemt ikke særligt smart hjemmefra FPT/RG. Der giver jeg dig 100% opbakning! Det er ikke altid verdens kløgtigste eller rette folk der bliver udpeget til jobbet som Udstikker.

Men i var HRU soldater og i var klar over i var på korttidskontrakt og værste tilfælde kunne FSV ikke finde plads til jer.
Min personlige mening er selvfølgelig det var synd for jer i ikke fik lov til at fortsætte i jobbet som man var vild med.. men i bund og grund var der ingen garanti desværre.
Især når vi rendte rundt i kampkompagnierne og der var ledige pladser - men budgettet gav ikke huller til nye folk. Jeg har endda oplevet vi manglede 20 mand i 4DEL - men som sagt er budgettet skrabet af politikerne.

Håber du er kommet videre med uddannelse eller fundet dig et godt job du kan trives i.

Hilsen en fellow Konser'

Til trådstarter....

Det er sikkert bare mig, men jeg forstår ikke at der kan være forskel på at følge sit hjerte eller sin fornuft.

Hjertets vej er fornuftens vej. Hjertets vej kan da ikke være ufornuftens vej.

Hjertets vej er vel den vej som man dybest set ønsker at gå, og alle andre veje er vel kun for at leve op til andres krav og forventninger.

Men det kræver nosser at følge sit hjerte. Flere nosser end at gå i krig.

Og hvis dit hjerte vil i krig, så gå i krig. Men gør som "Dalai Lama" sagde til sine munke da Kineserne angreb Tibet: "Hvis I vil kæmpe, så gå ikke i krig med had til fjenden, men gå i krig med kærlighed til fjenden." (eller sådan noget i den stil)

:-)

Jeg har ingen idé om, hvad der er rigtigt for dig på baggrund af dit indlæg. Men jeg synes i hvert fald ikke, at du skal slå plat eller krone om dit liv. Du har selv svaret et sted, så find en coach, der kan hjælpe med at stille spørgsmålene, der gør det klart for dig, hvad der er dit rigtige valg i dag. Livet er sjældent sort eller hvidt. Det er farverigt og omskifteligt.

Valg er vigtige, men deres grundlag skal være oplyste og ærlige. Så er valget nemmest at forstå - også for en selv.

Ha' et fantastisk liv!

Mvh

Anne Kathrine