Bliv gratis medlem
|
Det er oplevelsen af at lære, der generelt skal være positiv. Det at begå fejl skal ikke tages for mere end at: "så har man også lært det". Jeg har mødt de arbejdsgivere og ansatte, der i stedet så når frem til konklusionen: "jamen så er den person håbløs". De to forskellige fortolkninger af fejl gør en enorm forskel på om der stadigvæk er gå-på-mod bagefter. To eksempler på hvor man lærer af fejl: |
Gita Street:det var nemt at spotte ironien i overskriften :-)
Mht konklusionen på artiklen er det dog ikke helt rigtigt at vi ikke lærer af vores fejl.
Hej Gita
Tak for din respons.
Jeg tænker primært to ting:
1: Selvfølgelig kan man (også) lære af sine fejl. Som forskningsartiklen beskriver, så drejede forsøget sig om en ”trial and error” test, hvor der ikke var synderligt betydningsfulde udfald, aha. om der blev afgivet rigtigt eller forkert svar. Umiddelbart læser jeg det altså således, at det ikke havde hverken den helt store eller katastrofale betydning (i form af belønning eller straf), om der blev gjort det rigtige eller forkerte.
2: ”After a failure, there was little or no change in the brain”, siger forskningens konklusion. Som jeg læser det, er der altså ingen kategorisk udelukkelse af, at man kan lære af sine fejl. Man lærer bare, jf. denne forskning, mere af sine succeshistorier - så det er mere formende for din medarbejders adfærd at få ros for de rigtige ting, end at blive straffet for de forkerte.
Med andre ord; forsøget skal nok mere sammenlignes med ”de små ting i hverdagen på kontoret” end om du eksempelvis helt fejler med et stort forretningsmæssigt initiativ. Faktisk har jeg et glimrende illustrativt eksempel fra min egen hverdag:
Jeg har en gammel Audi, hvor det indvendige håndtag i førerdøren ikke fungerer. Der sker ingenting, når man hiver i det - og døren kan dermed ikke åbnes indefra. Selvom jeg udemærket er klar over det, selvom jeg efterhånden mange gange har tænkt ”DOH!”, når jeg har hevet i håndtaget, selvom selvom selvom... så bliver jeg alligevel ved med en gang imellem at hive i håndtaget. Jeg har altså således ikke lært noget af den ”fiasko”, jeg havde sidste gang (eller forrige gang), jeg hev i håndtaget.
Den gamle Audi har også nogle nedslidte synkroniseringsringe til 4. gear. Det betyder ikke, at bilen ikke kan køre. Det betyder bare, at når man skal skifte fra 3. til 4. gear, så er der ikke længere automatisk synkronisering af hastigheden på tandhjulene i gearkassen - og den kan derfor finde på at sige ”KLONK” og andre lyde, når man skifter til 4. gear. MEN! Hvis man er klar over det, kan man selv sørge for at skifte til 4. gear, når motor og hjul har de helt rigtige omdrejningshastigheder - for så kan gearskiftet nemlig klares problemfrit og lydløst. Det sjove er, at mens jeg fra tid til anden stadig griber i det defekte dørhåndtag; så sørger jeg - stort set ubevidst - hele tiden for at skifte gear på den rigtige måde. Nogle gange tager jeg endda mig selv i at skifte gear på den måde, når jeg kører i min anden bil (som ikke har problemer med gearskiftet). Jeg har altså lært af mine ”succeshistorier” med at skifte gear på den rigtige måde.
Men selvom jeg åbenbart er lidt sløv til at lære den lille detalje med dørhåndtaget, så har jeg selvfølgelig taget udemærket ved lære af ’større’ og mere alvorlige oplevelser. For selvom man nok lærer mindre af sine fejl end sine succeser, så er ”den smule man lærer” alligevel så rigeligt til helt at få lært udfaldene af alvorlige fejl - så de ikke begås mere end den ene gang.
Sådan er min tolkning af forskningen i hvert fald - og under alle omstændigheder synes jeg, at kunne nikke fint genkendende til det.
Tak til alle for jeres gode input til dette indlæg! 
Opret bruger