Hej Peter,
Jeg har også været rundt og kigge på forskellige platforme, da jeg også gerne vil væk fra Scannet's Webshop1 med Lisen.dk
Jeg har altid gerne ville rykke til Shopify. Da vi startede, tog Shopify ikke Dankort, så det måtte blive valgt fra og har altid været "The one that got away", men må desværre konstatere, at Shopify stadig ikke kan leve op til vores (eller dine) krav. Vigtigste punkt, de halter på: Du kan ikke have en shop på flere sprog. Derudover er der nogle andre småting, som man muligvis kunne have levet med (for i stedet at have deres fantastiske vareoprettelse), men det er altså den store roadblock, med manglen på multisprog.
Jeg har ikke den helt store fidus til Webshop2. De gange jeg har kigget på den, har essentielle punkter som vareoprettelse ikke virket meget bedre, end det gør på Webshop1 - og dertil kommer, at jeg frygter for fortsatte børnesygdomme på platformen, da jeg simpelthen ikke tror at der er nok kunder på den nu, til at de kan være kommet bare noget der ligner til bunds i issues'ne.
Mine erfaringer med ScanCommerce er ret begrænsede - men jeg har fulgt Helles skift fra sidelinien (jeg har designet hendes nye shop) og hvis man skal summere platformen op i ét ord, ville det være "dyrt" :-)
Så sidder man pludselig på en lukket platform, der koster en halv arm og selv bittesmå rettelser kan potentielt blive rigtigt dyre at implementere. Det er måske ikke ønskescenariet :-)
Jeg har også kigget på Think e-biz, der i sin tid lavede TrendyBaby og senere blandt andet LirumLarumLeg mm. og den kan nogle fine ting, men mange af dem var designet til folk uden teknisk viden (så man selv kan sætte en forside op, uden at kunne kode en linie, eksempelvis), hvilket er fint nok, men ikke dér jeg har brug for at indsatsen ligges. Derudover, var jeg helt utroligt skræmt over, at det lader til at hele platformen er bygget af én programmør - og hvad sker der, når han ikke gider længere? Dertil kommer, at mange af komponenterne var skrevet i forskellige programmeringssprog, da det var tydeligt at programmørens interesser løbende havde ændret sig. Det kan skræmme lidt, at kerneinteressen ikke er e-handel.
Derudover har jeg kigget på en håndfuld andre platforme, hvoraf mange af dem var teknisk imponerende, men som du påpeger var målgruppen ikke tøjshops. Det vigtigste for os, er at oprettelsen og vedligeholdet af varianterne bliver lettere at håndtere. Det lader ikke til, at der er mange der arbejder med netop dét.
Og så er der Magento.
Alle på Amino har i årevis råbt og skreget om Magento - men jeg har i adskillige omgange eftersøgt shops, der kører på platformen herinde, og dét der kommer frem er mindre shops, med få varer og de er oftest programmeret af ejeren selv og/eller en kæreste/mand/ven til ejeren - og mit problem med Magento er simpelthen, at jeg ikke orker interessere mig for det. Som du selv påpeger, har man som shopejer nok at se til. Et platformsskift er en kæmpe operation på flere fronter - og jeg orker simpelthen ikke, oveni at skulle vie mit liv til at sidde og google efter fucking plugins.
Når dét så er sagt - så lader Magento indtil videre i min (efterhånden noget lange) eftersøgning, til at være den eneste platform, der lever op til alle mine krav. Så er problemet bare, rent faktisk at få bygget lortet - og inden da, kunne det være betryggende at høre erfaringer fra folk, der allerede havde fået det gjort. De er bare lidt svære at finde.
Simon fra ByFlou skrev for over et år siden herinde, at de var i gang med et skift til Magento - og at de har inhouse udviklere - men så vidt jeg kan se, er den ikke launchet endnu. Det kan godt gøre én endnu mere nervøs.
Når man sidder og arbejder dagligt i Scannet's webshop1, kan man ofte sidde og dagdrømme om dagen, hvor man sidder på en platform, der gør tingene lidt nemmere - men hver gang jeg forsøger at få bolden til at rulle på et skift, ender jeg altid med noget "Arh, fucking fuck it. Det virker okay nu, hvorfor bruge så meget tid og energi på at komme over på noget, som ingen tilsyneladende kan garantere vil virke lige så okay?" og så går der 3 måneder, før jeg igen begynder at kigge på projektet.
So in conclusion: Ingen gyldne løsninger herfra. Bare et "I feel your pain, man" :-)
PS: Hvad er det for en video Martin har lavet om platformsmigrering? Kan ikke finde den.
PPS: Man kan, når man læser mit herrenegative indlæg fristes til at tænke: "Men selvom Helles platform er dyr og lukket og hun siger det har været utroligt besværligt, så har det i hvert fald haft en positiv indvirkning på hendes virksomhed, så måske man bare skulle vælge den samme platform, som hun har gjort" - men til dét, vil jeg indskyde at Helle er en fighter - og jeg har ligeledes hørt om cases hvor folk har skiftet til den platform, hvilket decideret har haft negativ indflydelse på deres shop. Platformen er ikke den gyldne billet i Helles succes - det er hvad hun har gjort med den - og jeg er overbevist om, at hun kunne have haft samme - eller måske endda bedre - resultater på andre platforme.