Efter et halvt års krampetrækninger døde min gamle computer fuldstændig i sidste uge. Var derfor inde for at købe mig en ny fin bærbar i lørdags. Sælgeren åbnede kassen inden han overdragede den, for at tjekke at alt var ok, da han syntes der var noget der skramlede derinde. Alt så åbenbart fint ud, og jeg kørte hjem med min nye computer. Glæden var stor, men kort, for da jeg startede den op var der to røde (ødelagte) pixels på skærmen. Jeg ringede derfor til butikken i dag, og fik til min store overraskelse at vide, at der var et vist toleranceniveau ift. ødelagte pixels i bærbare, så det kunne de desværre ikke gøre noget ved. Det skulle være mere end 3-4 pixels der var i stykker, eller også skulle de sidde et bestemt sted på skærmen (noget med at den var delt op i 9 punkter og den/de ødelagte pixels bare ikke måtte være i midten, hvilket de ikke er på min). Jeg er helt med på at der kan ryge nogle pixels med tiden, men kan det virkelig være rigtigt, at jeg køber en splinterny computer, og så bare må være "tolerant" overfor at den i realiteten er i stykker fra dag 1? Jeg sidder bla. og laver webdesign på min computer, og så er det altså virkelig træls og forstyrrende med sådan nogle postkasserøde pixels midt i det hele! Er der nogen der ved om jeg skal regne med at kunne få den byttet, hvis jeg tager turen over til butikken og stiller mig op derinde med den? Man er jo unægteligt lidt lettere at spise af i telefonen, men jeg har selvfølgelig købt den i Kbh. efter en arbejdsdag, men lige nu har jeg ferie og kommer i teorien ikke derover igen før om en måned. Og det er sgu lidt langt og dyrt at køre 140 km. derover med den, hvis jeg så bare får at vide at jeg skal være tolerant overfor skidtet. Jeg kan vel ikke bruge de 3 ugers fortrydelsesret som butikken ellers lover? Jeg har jo pakket den ud og startet den op (hvis ikke, havde jeg jo ikke fundet ud af at der var noget galt), men har dog slukket den igen med det samme og pakket den pænt tilbage i kassen. Er der nogen af jer der har erfaring med den slags, enten som sælger eller køber og hvad har I gjort i den situation? ~ Amaris |
Hej,
Har du mulighed for at pakke den sammen så den fremstår præcist som da du købte den? I så fald vil de sandsynligvis tage den retur - du skal blot sige at du har fortrudt købet, da din kæreste har foreslået dig en anden model. Lad være med at nævne de døde pixels.
Hvis manden i butikken siger at pakken har været åben, kan du jo blot svare Ja, og fortælle at det var hans kollega der åbnede den, for at finde ud af hvad det var der raslede i kassen.
Hvilken butik har du handlet i? Hvis det er Elgigaten, så får du ingen problemer - de tager stortset alt retur. Men lad endelig være med at nævne pixel-fejl - dem er der ingen der har lyst til at tage retur.