Jeg har gennem tiden stødt på rigtig mange super fede unge mennesker - ofte meget unge, med en masse gode ideer, iværksætterlyst og gå-på mod. Både her på Amino og udenfor. Det gør mig i rigtig godt humør. Jeg bliver glad. Jeg har hjulpet en del af dem igennem årene, så godt jeg kan. Nogle har jeg været sådan en slags "mentor" for, andre har jeg bare hjulpet med nogle konkrete ting, med at komme videre, eller med at få kontakt med de rette folk i mit netværk. Men en ting har flere gange slået mig - det er altid unge drenge. Og det er ikke fordi jeg har noget som helst imod de unge drenge - tværtimod, de fleste af dem jeg har mødt er super søde og talentfulde. Men hvor er de unge piger? Jeg har faktisk ikke en eneste gang stødt på en ung (under 18) pige med den samme iværksætterlyst, som jeg møder hos de mange unge drenge jeg gennem tiden har mødt. Hvor er alle de unge piger? Der findes jo en del dygtige iværksætterkvinder - også herinde på Amino. Så det er ikke fordi kvinder genetisk set ikke er i stand til, at være iværksættere. Naturligvis ikke. Mange af dem er enddog rigtig dygtige. Men hvorfor ser vi dem slet ikke som unge? Hvor er de? Er det fordi de kommer meget senere igang med iværksætterlysten end drengene? Set i lyset af, at piger generelt er lidt hurtigere udviklet end drenge lyder det underligt. Måske kan det hænge sammen med nogle af de ting Dorte Toft skrev om i sin sidste bog "Nærmest lykkelig i Nørdland". Her refererer hun bl.a. til nogle internationale undersøgelser der viser, at drenge generelt set opfatter sig selv som ca. 10% dygtigere end de faktisk er - lige omvendt af pigerne, der generelt set opfatter sig selv som 10% dummere end de fakltisk er. Det tragiske er, at det ikke bare er de unge selv der har den opfattelse - alle de voksne har samme opfattelse! Sjovt nok stikker Frankrig ud - her mener drengene i snit at de er 20% klogere end de er. Var der nogle der sagde "arrogante franskmænd"? Nå, men det vil jeg undlade at kommentere yderligere :) Når jeg slet ikke ser de unge iværksætterpiger er det så fordi de slet ikke er der eller er det fordi de gemmer sig? Tør de ikke stikke næsen frem i iværksættermilæjøerne, som her på Amino? Er de mindre "sociale" end drengene? Nahh, det tvivler jeg på ... Men hvad er det så? Jeg har absolut ingen intentioner om, at der skal være præcis lige mange kvinder og mænd - hverken blandt iværksættere eller noget som helst andet. Det har jeg altid synes er en underlig målestok. Men når jeg nu slet ingen unge iværksætterpiger møder, så synes jeg aligevel det er lidt underligt. Og det får mig til at tænke på om det er fordi der reelt set ikke er lige muligheder - for det mener jeg der skal være, eller om det er noget helt andet der gør det. Det jeg kunne være bange for er, at der faktisk sidder en masse unge piger med rigtig gode ideer, men at der er et eller andet der holder dem tilbage. Og det ville jo være ærgeligt. For vi har brug for, at så mange som muligt med gode ideer får lyst og mod til at kaste sig ud i dem. Hvad tror du? Hvorfor ser vi slet ikke de unge piger her? Hvor er de henne? Findes de overhovedet? Og hvad kan vi gøre for at få flere af dem ud af busken?
|
De unge piger er i byen hver aften :)